Landsskatteretten stadfæster SKATs skønsmæssige fastsættelse af fradragsprocent for moms af fællesomkostninger

2014:

2015:

Selskabets opfattelse

Selskabet nedlagde påstand om ret til fradrag for samlet 469.104 kr. for perioden og mente, at fradragsprocenten skulle opgøres til henholdsvis 80 % i 2013, 78 % i 2014 og 84 % i 2015. Selskabet argumenterede for, at hovedparten af koncernens aktiviteter vedrørte filialen i USA, som bidrog med ca. 50 % af koncernens overskud og omkring 75 % af den frie likviditet. De store rådgiveromkostninger i 2013 og 2014 var en direkte konsekvens af forhandlinger med banken i relation til investeringen i USA. Selskabet betragtede sig mere som et administrationsselskab end et traditionelt holdingselskab, da det aktivt greb ind i administrationen af datterselskaberne.

Selskabet fastholdt, at den momspligtige omsætning i USA-filialen skulle indgå i beregningen af moderselskabets fradragsret, jf. C-165/17 (Morgan Stanley). Selskabet havde oprindeligt anmodet om fuldt fradrag for moms af udgifter i forbindelse med salget af ejendommen [adresse1], idet de mente, at salget var momsbelagt, men denne påstand blev frafaldet under retsmødet.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skulle tage stilling til, om SKATs skønsmæssige fastsættelse af selskabets fradragsprocent for fællesomkostninger til henholdsvis 10 % i 2013, 11 % i 2014 og 15 % i 2015 var korrekt, hvilket resulterede i et samlet godkendt fradrag på 110.523,72 kr. for perioden 1. januar 2013 til 31. december 2015.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse.

Retsgrundlag

Det følger af Momsloven § 3, stk. 1, at momspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed. Momsloven § 4, stk. 1 fastslår, at der skal betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet.

For varer og ydelser, der benyttes både til fradragsberettigede formål efter Momsloven § 37 og til virksomheden uvedkommende formål, kan der udelukkende foretages fradrag for den del af afgiften, der skønsmæssigt svarer til den fradragsberettigede brug, jf. Momsloven § 38, stk. 2.

EU-Domstolens praksis, herunder C-29/08 (AB SKF), præmis 57, fastslår, at en grundlæggende betingelse for fradragsret er en direkte og umiddelbar tilknytning mellem en indgående transaktion og en eller flere udgående afgiftspligtige transaktioner. Hvis en sådan direkte tilknytning ikke findes, kan fradragsret stadig opnås, hvis udgifterne indgår i generalomkostningerne og har en direkte og umiddelbar forbindelse med hele den afgiftspligtige økonomiske virksomhed, jf. C-29/08 (AB SKF), præmis 58.

I sag C-437/06 (Securenta), præmis 37, er det fastslået, at medlemsstaterne skal udøve deres skønsbeføjelse, så det sikres, at fradrag kun foretages for den del af momsen, der forholdsmæssigt svarer til transaktioner, som giver ret til fradrag, og at beregningen af pro rata-satsen objektivt afspejler den reelle henførelse af udgifter.

C-268/83 (Rompelman) fastslår, at det påhviler den, der anmoder om momsfradrag, at godtgøre, at betingelserne er opfyldt.

I sag C-388/11 (Le Crédit Lyonnais), præmis 40 og 49, fastslog EU-Domstolen, at et selskab, hvis hovedsæde er beliggende i en medlemsstat, ikke kan medregne omsætningen i sine filialer, der er beliggende i andre medlemsstater eller tredjelande, ved fastlæggelsen af den pro rata-sats for momsfradraget, der finder anvendelse på dette.

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Landsskatteretten bemærkede, at der var enighed mellem SKAT og selskabet om, at filialens aktiviteter i USA var momspligtige, og at selskabet havde fuld fradragsret for moms af udgifter, der direkte kunne henføres hertil, jf. Momsloven § 37, stk. 1. Der var også enighed om, at selskabet havde både momspligtige aktiviteter og aktiviteter uden for momslovens anvendelsesområde, hvilket berettigede til delvis fradrag for fællesomkostninger, jf. Momsloven § 38, stk. 2.

Landsskatteretten fandt, at SKATs skøn var foretaget med udgangspunkt i selskabets konkrete forhold, herunder den momspligtige omsætning og den del af ressourcetrækket, der skønsmæssigt kunne henføres hertil. Det var med rette, at SKAT ved udøvelsen af skønnet ikke havde henset til hverken filialens eller datterselskabernes omsætning, i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis i C-388/11 (Le Crédit Lyonnais).

Landsskatteretten lagde vægt på, at selskabet ikke havde godtgjort, at det havde haft et større ressourceforbrug i forbindelse med etableringen af filialen i USA, end det der fulgte af SKATs skøn. Selskabets påstand om, at salget af ejendommen [adresse1] var momsbelagt, blev frafaldet under retsmødet.

Efter en samlet konkret vurdering fandt Landsskatteretten, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte den af SKAT skønsmæssigt fastsatte fradragsprocent for fællesomkostninger på henholdsvis 10 % i 2013, 11 % i 2014 og 15 % i 2015, jf. Momsloven § 38, stk. 2.

Landsskatteretten stadfæstede dermed SKATs afgørelse.

Selskabets momspligtige salg og samlede indtægter for perioden var som følger:

Selskabets repræsentant fremlagde en model for forventet indkomst på konsulentydelser baseret på timeantal:

Skattecentrets argumentation

Skattecentret fastholdt en fradragsprocent på 15 %, idet de argumenterede for, at der altid skulle indregnes en ejerinteresse mellem et holdingselskab og datterselskaber. De mente, at den momspligtige aktivitet var sekundær, da den udgjorde en meget lille del (1-2 %) af de samlede indtægter. De tillagde ikke vægt til gratis ydelser, da disse ikke er omfattet af Momsloven § 4, stk. 1. Skattecentret afviste også selskabets transfer pricing-model som uanvendelig for momsfradragsret.

Klagerens argumentation

Selskabet anerkendte behovet for regulering af momsfradraget, men påstod en fradragsprocent på 50 %. De argumenterede for, at selskabet var et udviklingsselskab, ikke et passivt holdingselskab, og leverede konkrete, momspligtige ydelser, der typisk ville blive købt eksternt. De henviste til, at ejerforholdet gjorde aftalegrundlaget uformelt, men ikke ændrede ved ydelsens karakter. Selskabet kritiserede skattecentrets beregningsmetode og fremhævede, at deres egen transfer pricing-model, som var godkendt af skattecentret i en anden sammenhæng, burde anvendes, da den afspejlede den erhvervsmæssige aktivitet. De bestred, at udbytteindtægter skulle påvirke fradragsretten, da denne skulle baseres på ressourceforbrug. De henviste desuden til SKM 2005.474 VLR, som støttede et højere skøn baseret på ressourceforbrug.