Manglende dokumentation for fradrag for assistanceudgifter – Landsskatteretten forhøjer skattepligtig indkomst

Sagen omhandlede en klagers enkeltmandsvirksomhed, der var registreret for almindelig rengøring i bygninger. SKAT foretog en skønsmæssig ansættelse af klagerens indkomst for indkomståret 2013, da klageren ikke havde selvangivet virksomhedens resultat og ikke fremsendte det anmodede regnskabsmateriale. SKAT opgjorde omsætningen baseret på bankindbetalinger og ansatte et skattepligtigt overskud på 771.725 kr. ved at tillade et skønsmæssigt fradrag på 34 % for udgifter.

Klagerens revisor anmodede om genoptagelse af sagen og fremsendte en årsrapport, der viste et overskud på 299.642 kr. Dette lavere resultat skyldtes et fradrag på 1.016.310 kr. for assistanceudgifter til underleverandører. SKAT anmodede om yderligere dokumentation for disse udgifter, herunder kontospecifikationer og fakturaer.

SKATs begrundelse for fastholdelse af skøn

SKAT fastholdt den skønsmæssige ansættelse, idet de fremlagte fakturaer for assistanceudgifter ikke opfyldte kravene i Momsbekendtgørelsen § 61, stk. 1. Fakturaerne manglede specifikationer om udført arbejde, omfang, timer, pris og hvem der havde udført arbejdet. SKAT påpegede også, at en stor del af fakturaerne var betalt kontant, og at der ikke forelå dokumentation for betaling af disse. SKAT henviste til Østre Landsretsdommen SKM2016.27.ØLR, der omhandler fradragsret for fakturaer, der ikke opfylder dokumentationskravene, og for kontantbetalte fakturaer. SKAT mente, at regnskabet ikke opfyldte Bogføringsloven § 4, stk. 2 og Bogføringsloven § 9, da kontrolsporet ikke kunne dokumenteres, og ansættelsen var derfor skønsmæssig efter Skattekontrolloven § 5, stk. 3.

Klagerens argumenter

Klagerens repræsentant påstod, at det skattepligtige overskud skulle nedsættes til 299.642 kr. i overensstemmelse med det fremlagte regnskab. Repræsentanten anførte, at en skønsmæssig ansættelse var unødvendig og utilladelig, da alle udgiftsbilag var fremsendt. Det blev forklaret, at fakturaerne ikke var detaljerede, fordi de underliggende "arbejdssedler" indeholdt alle nødvendige oplysninger om medarbejder, arbejdssted, udført arbejde og tidspunkt. Det blev fremhævet, at kontantbetalinger ikke er ulovlige, og at manglende inkassosager beviste, at arbejdet var udført og betalt. Klageren havde udført due diligence på underleverandørerne ved at tjekke CVR-registre og momsregistreringer. Det blev også anført, at svingende udgifter til underleverandører var normale i branchen på grund af konkurrence og varierende opgaveomfang. Klageren mente, at kravene i momsbekendtgørelsen var opfyldt, og at der var et tilstrækkeligt revisionsspor via kontooversigt, fakturaer og arbejdssedler. Klageren afviste relevansen af SKM2016.27.ØLR med henvisning til forskelle i sagens faktiske omstændigheder.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at klageren ikke havde dokumenteret, at de afholdte assistanceudgifter på 1.016.310 kr. var fradragsberettigede i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Retten lagde vægt på følgende forhold:

• Utilstrækkelig fakturadokumentation: Fakturaerne indeholdt ikke tilstrækkelige oplysninger til at identificere arten af den leverede assistanceydelse. De angav blot generelle beskrivelser som "Rengøring" eller "Mandskabsleje" uden detaljer om timer, timesats, adresse eller dato for udførelse.
• Manglende betalingsdokumentation: Bankkontoudtog dokumenterede ikke fuldt ud betalingen af fakturaerne, da posteringsteksterne ofte kun angav leverandørnavn uden specifik fakturareference. Nogle betalinger kunne ikke afstemmes med fakturerede beløb, og en betydelig del af udgifterne var angiveligt betalt kontant uden yderligere dokumentation.
• Atypiske faktureringsforhold: Der var udsving i faktureringen af assistanceudgifter over året, og for nogle leverandører var fakturanummereringen ikke fortløbende. For eksempel var 5 ud af 6 fakturaer fra [virksomhed11] v/person5 udstedt efter virksomhedens ophør ifølge Erhvervsstyrelsens registreringer.
• Overtrædelse af betalingskrav: En række fakturaer på 10.000 kr. eller derover var uden dokumentation for digital betaling, hvilket strider mod Ligningsloven § 8y, stk. 1.

Landsskatteretten henviste til, at bevisbyrden for afholdelse og fradragsret for en udgift påhviler den skattepligtige, jf. Højesterets dom i SKM2004.162.HR. Desuden blev det bemærket, at beviskravet skærpes ved usædvanlige omstændigheder, jf. SKM2019.500.LSR.

Med henvisning til Højesterets afgørelse i SKM2011.209.HR fandt Landsskatteretten ikke grundlag for at foretage et skøn over yderligere aflønning af medhjælp, da klageren allerede havde fratrukket indberettede lønudgifter på 366.508 kr.

På baggrund af ovenstående ændrede Landsskatteretten SKATs afgørelse. Klagerens skattepligtige indkomst fra virksomhedsdrift blev fastsat til 1.315.952 kr., hvilket er klagerens oprindeligt opgjorte resultat på 299.642 kr. med tillæg af de 1.016.310 kr. i assistanceudgifter, som ikke kunne anses for fradragsberettigede.