Omvendt betalingspligt for moms ved køb af byggeydelser fra udenlandsk virksomhed

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om forhøjelse af virksomhedens momstilsvar med 177.857 kr. for perioden 1. april 2013 til 30. juni 2014. Afgørelsen var baseret på, at virksomheden var omfattet af reglerne om omvendt betalingspligt for moms af leverancer fra den udenlandske virksomhed, [virksomhed2].

Landsskatteretten fandt:

• Klageren var en afgiftspligtig person i henhold til Momsloven § 3, stk. 1.
• Leveringsstedet for de aftagne byggeydelser og byggematerialer fra [virksomhed2] var i Danmark, jf. Momsloven § 18 og Momsloven § 14, stk. 1.
• Da [virksomhed2] ifølge CVR var registreret som en udenlandsk virksomhed, var klageren betalingspligtig for momsen af de leverede ydelser og materialer, jf. Momsloven § 46, stk. 1, nr. 2 og 3.
• Det forhold, at [virksomhed2] havde et dansk CVR-nummer og oplyste dette på fakturaerne, ændrede ikke ved betalingspligten, da anvendelsen af reglerne om omvendt betalingspligt er obligatorisk, jf. Momsloven § 46 a, stk. 1.
• Det forhold, at [virksomhed2] fejlagtigt havde pålagt moms på fakturaerne, tillagdes ingen betydning for klagerens betalingspligt. Retten henviste til Østre Landsrets dom af 22. september 2010, offentliggjort som SKM2010.655.ØLR.

Landsskatteretten fandt, at SKATs afgørelse var korrekt, og at der ikke var grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling.

SKATs argumentation

SKAT fastholdt, at selskabet ikke havde fradrag for den moms, [virksomhed3] fejlagtigt havde påført fakturaerne, da det var selskabet, der skulle beregne og afregne momsen i henhold til reglerne om omvendt betalingspligt, jf. Momsloven § 46, stk. 1, nr. 3. SKAT henviste til, at [virksomhed3] var registreret som en "anden udenlandsk virksomhed" og ikke som en dansk virksomhed eller en udenlandsk virksomhed med fast driftssted i Danmark. SKAT mente, at en registreringsadresse, overnatning af ansatte eller opbevaring af materiel ikke var tilstrækkeligt til at statuere et fast driftssted. SKAT afviste også, at [virksomhed3] og [virksomhed4] skulle behandles som én virksomhed, da de var separate juridiske enheder. SKAT henviste til SKM2010.655.ØLR som støtte for, at fejlagtigt pålagt moms ikke ændrer betalingspligten.

Selskabets argumentation

Selskabet gjorde gældende, at omvendt betalingspligt kun finder anvendelse, hvis leverandøren ikke er etableret i Danmark. Selskabet mente, at [virksomhed3] havde et fast forretningssted i Danmark i momsretlig forstand, jf. Rådets gennemførelsesforordning nr. 282/2011 artikel 11, stk. 2, på grund af:

• Fast adresse i Danmark ([by1] og [by2]).
• Dansk CVR-nummer og bankkontonummer på fakturaer og kontrakter.
• Hyppigheden af kontrakter og fakturering, der indikerer permanent karakter.
• Fysisk tilstedeværelse med biler, entreprenørmateriel og mandskab på adressen i [by2], som var afgørende for ydelsesleveringen.
• Indgåelse af overenskomst med dansk fagforbund.
• Samarbejde med andre danske kunder.
• Sammenhæng med [virksomhed4], der drev lignende virksomhed fra samme adresse i en lang periode. Selskabet kritiserede SKAT for ikke at have opfyldt sin undersøgelsespligt (officialprincippet) ved ikke at undersøge de faktiske forhold omkring [virksomhed3]'s etablering i Danmark tilstrækkeligt.