Manglende fradrag for underskud af virksomhed grundet manglende erhvervsmæssig karakter

Sagen omhandler en klager, der drev en virksomhed med salg af gaveartikler, brugskunst og tøj fra en fast stadeplads på et kræmmermarked. Virksomheden blev startet i 1996 og blev drevet i personligt regi. Klageren har en baggrund som butiksuddannet og har oplyst at have anvendt 15-20 timer ugentligt i virksomheden. Klageren modtog desuden pension.

SKAT havde ikke godkendt fradrag for virksomhedsunderskud på 122.958 kr. for indkomståret 2012, 63.971 kr. for 2013 og 105.935 kr. for 2014, idet virksomheden ikke blev anset for erhvervsmæssig. Som følge heraf fandtes betingelserne for at anvende virksomhedsordningen heller ikke opfyldt.

Virksomhedens økonomiske resultater

Klagerens virksomhed har udvist en lang række underskud over årene. SKATs opgørelse af de selvangivne skattemæssige resultater fra 1996 til 2014 viste et samlet netto-underskud på 502.635 kr. med underskud i 12 ud af 19 år. De seneste tre år (2012-2014) havde virksomheden betydelige underskud. Klageren har med udgangen af 2015 indstillet sin virksomhed, da hun selv indså, at den ikke kunne drives rentabelt.

Klageren forklarede de store underskud i 2012-2014 med ekstraordinært stort svind, tyveri fra lager, vandskade, brandskade og røveri. Hun fremlagde en opgørelse over svind og en kalkulation af den mistede omsætning, baseret på en salgsfaktor på 3-3,5 gange indkøbsprisen. Hvis denne omsætning var realiseret, ville virksomheden have givet overskud i de påklagede år. Klageren havde ikke udarbejdet budgetter, men drev virksomheden på en "købmandsmaner".

Klagerens argumenter

Klageren fastholdt, at virksomheden var erhvervsmæssig på grund af dens lange eksistens, store omsætning (over 250.000 kr. årligt i de påklagede år) og tilstrækkelige intensitet og seriøsitet. Hun argumenterede for, at de opgjorte underskud skulle anerkendes som fradragsberettigede, da køb med henblik på salg med fortjeneste er omfattet af Statsskatteloven § 5 (selvom denne paragraf ikke er en del af Landsskatterettens afgørelse, var den nævnt i klagerens anbringender). Subsidiært gjorde klageren gældende, at en afgørelse om ikke-erhvervsmæssig virksomhed kun kunne have virkning for fremtiden, eller tidligst for det sidst afsluttede indkomstår (2014), da SKATs passivitet og manglende løbende ligning havde forhindret klageren i at reagere i tide. Klageren havde desuden anvendt statsautoriseret revisor til regnskaberne, hvilket hun mente gav anledning til en berettiget forventning om, at driften var anerkendt som erhvervsmæssig.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten vurderede, om klagerens virksomhed kunne anses for erhvervsmæssig i skattemæssig henseende. Ifølge Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a kan udgifter til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten fradrages, mens private udgifter ikke kan fradrages jf. Statsskatteloven § 6, stk. 2. For ikke-erhvervsmæssige virksomheder kan underskud ikke fradrages i anden indkomst.

Retten lagde vægt på en samlet konkret vurdering, herunder om virksomheden var etableret og drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste, jf. TfS 1999,863 HRD og SKM2007.107.HR. En virksomhed skal over en længere periode give overskud eller have udsigt til det, med plads til forrentning af kapital og en rimelig driftsherreløn.

Klagerens virksomhed havde været drevet i ca. 20 år med skiftende overskud og underskud. Selvom der i 2011 var et overskud på 2.044 kr., var de største overskud begrænsede (f.eks. 31.687 kr. i 2008), mens underskuddene var betydelige. Retten bemærkede, at de store underskud i de påklagede år (2012-2014) ikke var enkeltstående, men en vedvarende tendens, da lignende underskud også var angivet i 2009 og 2010.

Klagerens argument om ekstraordinært svind, der ved salg ville have medført betydelige ekstraindtægter, blev ikke fuldt ud anerkendt. Retten fandt ikke, at salgsfaktoren var så høj som antaget af klageren, og at eventuelt manglende salg udgjorde langt mindre end forudsat. Med en mere realistisk salgsfaktor på 2, ville de påklagede år maksimalt have resulteret i overskud på mellem 0 og 20.000 kr., hvilket ikke levnede plads til en rimelig driftsherreløn for klagerens ugentlige arbejdsindsats på 15-20 timer.

Landsskatteretten fandt herefter, at virksomheden ikke var drevet erhvervsmæssigt i skattemæssig henseende i indkomstårene 2012-2014. Derfor kunne der ikke godkendes fradrag for underskud på 122.958 kr. i 2012, 63.971 kr. i 2013 og 105.935 kr. i 2014. Som konsekvens heraf kunne virksomhedsordningen heller ikke anvendes, jf. Virksomhedsskatteloven § 1, stk. 1.

Berettigede forventninger/genoptagelse

Klagerens påstand om, at SKAT kun med fremadrettet virkning kunne anse virksomheden for ikke-erhvervsmæssig, blev ikke imødekommet. Retten henviste til Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1, som fastsætter frister for SKATs ændring af den skattepligtige indkomst, og konstaterede, at SKAT havde overholdt disse frister.

Forventningsprincippet, der giver borgeren ret til at støtte ret på en forhåndstilkendegivelse, fandtes ikke relevant i denne sag. Skattemyndighedernes passivitet – at de ikke tidligere havde reageret på klagerens selvangivne underskud – kunne ikke føre til en retsbeskyttet forventning om fradragsret, jf. SKM2001.123.ØLR. SKATs manglende løbende ligning medførte således ikke, at der var skabt en retsbeskyttet forventning, eller at SKAT ikke kunne foretage ændringer inden for den ordinære ansættelsesfrist.

Den påklagede afgørelse blev derfor stadfæstet.