Landsskatteretten: Nægtet fradrag for virksomhedsunderskud og anvendelse af virksomhedsordningen grundet manglende erhvervsmæssig karakter

Sagen omhandler en klagers ret til fradrag for underskud af virksomhed og anvendelse af virksomhedsordningen for indkomstårene 2012-2014. Klageren driver en detailhandelsvirksomhed med salg af spil og legetøj, som oprindeligt havde et fysisk butikslokale, men siden 2015 har opereret udelukkende via postordre og nethandel. Klageren har en baggrund som købmand og har drevet virksomheden siden 2000, oprindeligt fuldtids, men senere deltid med et tidsforbrug på 20-25 timer om ugen ved siden af en lønindkomst.

SKAT havde nægtet fradrag for underskud på henholdsvis 15.079 kr. (2012), 75.887 kr. (2013) og 33.430 kr. (2014), samt anvendelsen af virksomhedsordningen i 2012, med den begrundelse, at virksomheden ikke blev anset for erhvervsmæssig. SKAT henviste til, at virksomheden havde været underskudsgivende i en længere årrække (2008-2014 med et samlet underskud på 620.444 kr. før renter) og ikke var rentabel med udsigt til en rimelig fortjeneste. SKAT lagde vægt på, at det er rentabiliteten, der er afgørende, og at finanskrisen ikke kunne betragtes som en grund til atypiske driftsår.

Klagerens argumenter

Klageren påstod, at virksomheden var erhvervsmæssig og dermed berettiget til fradrag og anvendelse af virksomhedsordningen. Klageren argumenterede for, at SKAT ikke havde taget hensyn til væsentlige punkter i sagsbehandlingen. Hovedargumenterne var:

• Rentabilitet og varelager: Klageren mente, at vurderingen af rentabilitet skulle tage udgangspunkt i en korrekt værdiansættelse af varelageret. Varelageret var værdiansat efter going concern-princippet, men hvis det var ansat til realisationsværdi, ville de efterfølgende år have vist overskud. Klageren fastholdt, at det var en forretningsmæssig fornuftig disposition at fortsætte driften for at realisere varelageret og minimere tabet, frem for at skrotte det.
• Forundersøgelser og lønsomhed: Klageren havde løbende vurderet, om der fortsat var tilstrækkelig varelagerværdi til at realisere ved fortsat drift, og om omkostningsreduktioner gjorde det forretningsmæssigt forsvarligt at fortsætte.
• Intensitet og seriøsitet: Virksomheden var drevet siden 2000, oprindeligt fuldtids, og selvom den nu var deltid, blev den drevet med fuld intensitet og fokus på bedst mulig realisation af varelageret.
• Faglige forudsætninger: Klageren havde en grundlæggende købmandsuddannelse og mange års erfaring inden for detailhandel, lager og logistik.
• Omfang og varighed: Virksomheden havde eksisteret siden 2000 med en betydelig årlig omsætning (op til 1,5 mio. kr. ekskl. moms) indtil 2008.
• Driftsform: Reduktion af omkostninger og omlægning til postordre/nethandel var en naturlig konsekvens af omsætningsnedgangen efter finanskrisen for at minimere omkostningerne ved realisation af varelageret.

Klageren fremhævede, at der var tale om en langsigtet planlagt realisation af en eksisterende virksomhed med henblik på minimering af et driftsøkonomisk og skattemæssigt fradragsberettiget tab, og at en eventuel forkert værdiansættelse af varelageret i et tidligere år ikke burde medføre tab af fradrag i efterfølgende år.

Virksomhedens økonomiske resultater (før renter)

Varelagerets værdi

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om ikke at godkende fradrag for virksomhedsunderskud og anvendelse af virksomhedsordningen for indkomstårene 2012-2014. Afgørelsen bygger på en samlet konkret vurdering af, om virksomheden kan anses for erhvervsmæssig i skattemæssig forstand.

Landsskatteretten lagde vægt på følgende:

• Virksomheden har været underskudsgivende i en lang periode fra 2008 til 2016, med et samlet underskud på 650.290 kr. før renter. Dette indikerer, at der ikke var udsigt til, at virksomheden ville blive rentabel inden for en kortere årrække og generere et overskud, der kunne forrente og tilbagebetale det akkumulerede underskud.
• I de påklagede indkomstår (2012-2014) har virksomheden haft negative driftsresultater, hvilket ikke levner plads til en rimelig driftsherreløn for de ca. 20-25 timer, klageren ugentligt har anvendt i virksomheden.
• Den omstændighed, at klageren valgte at drive virksomheden og værdiansætte varelageret ud fra going concern-princippet frem for realisationsprincippet, kunne ikke føre til et andet resultat. Virksomhedens resultat bedømmes ud fra den valgte driftsform i de påklagede år.
• Eventuelle negative påvirkninger fra finanskrisen kunne heller ikke føre til et andet resultat.

Retten henviste til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a og Statsskatteloven § 6, stk. 2 vedrørende fradrag for udgifter til indkomsterhvervelse. Det blev understreget, at underskud fra ikke-erhvervsmæssig virksomhed ikke kan fradrages i anden indkomst. Praksis, herunder Højesterets dom af 4. november 1999 (TfS 1999, 863) og Højesterets dom af 2. februar 2007 (SKM2007.107.HR), fastslår, at det er afgørende, om virksomheden er etableret og drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste og systematisk indkomsterhvervelse. Bedømmelsen af rentabilitet skal ske ud fra de konkret opnåede driftsresultater, medmindre der er tale om ekstraordinære begivenheder eller en start-/indkøringsfase, jf. Landsskatterettens kendelse af 8. december 2005 (SKM2005.519.LSR). Endvidere skal udsigten til fortjeneste bedømmes ud fra driftsformen i de påklagede indkomstår, jf. Retten i Kolding dom af 18. november 2009 (SKM2009.747.BR).

Da virksomheden ikke blev anset for erhvervsmæssig, kunne klageren heller ikke anvende virksomhedsordningen i 2012, jf. Virksomhedsskatteloven § 1.