Manglende fradrag for driftsudgifter for selskab med ejendomme i Frankrig og renteindtægter i Danmark

Sagen omhandler [virksomhed1] ApS, et dansk selskab ejet af en spansk enhed, som ejer og udlejer ejendomme i Frankrig. Indkomst fra disse ejendomme beskattes i Frankrig. Selskabet har derudover renteindtægter fra koncerninterne lån og bankindeståender samt valutakursgevinster, som er skattepligtige i Danmark. SKAT forhøjede selskabets skattepligtige indkomst for indkomståret 2012 med 1.862.623 kr. og ændrede underskud til fremførelse til 0 kr. SKATs afgørelse var baseret på, at en række driftsudgifter – herunder rejseomkostninger, billeje, bankgebyrer, administrationsomkostninger og advokatsalærer – ikke blev anset for at være afholdt for at erhverve, sikre eller vedligeholde den skattepligtige indkomst i Danmark, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. SKAT henviste desuden til Selskabsskatteloven § 8, stk. 2 vedrørende territorialbeskatning af udenlandsk ejendomsindkomst og udgifter. Selskabet påklagede afgørelsen med henvisning til, at de afholdte udgifter var nødvendige for at drive det danske selskab, som var et aktivt driftsselskab og ikke blot et passivt holdingselskab, og at udgifterne relaterede sig til administrationen af det danske selskab, selvom ejendomsaktiviteterne var i Frankrig.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om forhøjelse af den skattepligtige indkomst og ændring af underskud til fremførelse.

Fradragsret for driftsudgifter

Retten fastslog, at en virksomhed kun kan fratrække dokumenterede udgifter, hvis det er godtgjort eller sandsynliggjort, at udgifterne er anvendt til at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem udgiften og indkomsterhvervelsen, og udgiften skal ligge inden for virksomhedens naturlige rammer og ikke være af anlægs-, etablerings- eller privat karakter. Bevisbyrden påhviler virksomheden og skærpes, hvis udgifterne har privat karakter.

Landsskatteretten henviste til Højesteretsdommen SKM2012.13.HR, som fastslår, at ordet ”indkomsten” i Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a skal forstås som den skattepligtige indkomst. Dette betyder, at kun udgifter, der er anvendt til at erhverve, sikre eller vedligeholde den skattepligtige indkomst, kan være fradragsberettigede.

Territorialprincip og udenlandsk indkomst

Retten bemærkede, at Selskabsskatteloven § 8, stk. 2 fastlægger et territorialprincip, hvorefter danske selskaber ikke beskattes af indkomst fra udenlandsk fast ejendom. Dette omfatter både indtægter og udgifter, der kan henføres til de udenlandske ejendomme, som holdes uden for opgørelsen af den skattepligtige indkomst i Danmark.

Konklusion vedrørende fradrag

Landsskatteretten fandt, at selskabets eneste skattepligtige indkomst i Danmark bestod af renteindtægter fra et koncerninternt lån, bankindeståender og valutakursgevinster. Det blev ikke tilstrækkeligt godtgjort, at de omhandlede udgifter (rejse, billeje, bankgebyrer, administration, advokat) relaterede sig direkte til denne danske skattepligtige indkomst. Udgifterne blev derfor ikke anset for fradragsberettigede.

Underskudsfremførsel

Landsskatteretten bemærkede desuden, at underskuddet fra tidligere år allerede var anvendt i indkomstårene 2009 og 2010, og derfor ikke kunne anvendes igen i 2012. SKATs afgørelse om at ændre underskud til fremførelse til 0 kr. blev dermed også stadfæstet.