Fortolkning af tjenesteydelsesdirektivet: Gebyr for tilladelsesprocedurer må ikke dække omkostninger til generel håndhævelse

Sagen C-316/15 omhandler en præjudiciel forelæggelse fra Supreme Court of the United Kingdom vedrørende fortolkningen af artikel 13, stk. 2, i tjenesteydelsesdirektivet (Direktiv 2006/123/EF). Hovedspørgsmålet var, i hvilket omfang de gebyrer, som en national myndighed (Westminster City Council) opkræver for tilladelser til at drive sexvirksomhed, lovligt kan dække omkostninger ud over den umiddelbare administrative behandling af ansøgningen.

Timothy Martin Hemming m.fl., indehavere af tilladelser til sexshops, anfægtede Westminster City Councils praksis med at opkræve et todelt gebyr. En mindre del var ikke-refunderbar og dækkede sagsbehandling. En betydeligt større, tilbagebetalelig del dækkede omkostningerne til den generelle forvaltning og håndhævelse af tilladelsesordningen, herunder omkostningerne til at opspore og retsforfølge virksomheder, der opererede uden tilladelse (ulovlig virksomhed).

Ansøgerne gjorde gældende, at denne ordning stred mod direktivet, da gebyret oversteg de faktiske omkostninger ved selve tilladelsesproceduren, og at pålæggelsen af omkostninger til generel håndhævelse virkede afskrækkende og var uforholdsmæssig. Den forelæggende ret ønskede især afklaret, om den tilbagebetalelige del af gebyret, der dækker generel håndhævelse, udgjorde en ulovlig 'udgift' for ansøgeren, da formålet med tjenesteydelsesdirektivet er at lette adgangen til servicevirksomhed.

Domstolen fastslog, at artikel 13, stk. 2, i tjenesteydelsesdirektivet er til hinder for, at en national myndighed kræver forudbetaling af et gebyr, hvor en del er øremærket til omkostninger ved den generelle forvaltning og håndhævelse af tilladelsesordningen, selvom denne del kan tilbagebetales i tilfælde af afslag på ansøgningen.

Fortolkning af gebyrer og udgifter

Domstolen præciserede, at forpligtelsen til at betale et gebyr i sig selv er en økonomisk forpligtelse og dermed en "udgift" for ansøgeren, uanset om beløbet efterfølgende er tilbagebetaleligt. Dette er særligt relevant, da direktivets formål er at fjerne tyngende procedurer og undgå, at de virker afskrækkende (præmis 28).

Omfanget af omkostningerne ved procedurerne

Domstolen understregede, at gebyrer, jf. artikel 13, stk. 2, skal være rimelige, stå i rimeligt forhold til, og ikke overstige omkostningerne ved de pågældende tilladelsesprocedurer. Dette begreb har en snæver fortolkning:

• Omkostninger til generel forvaltning og håndhævelse af tilladelsesordningen som helhed falder uden for "omkostningerne ved procedurerne".
• Dette omfatter især omkostninger til at opdage og bekæmpe virksomhed uden tilladelse, da disse udgifter vedrører den almindelige overvågning og ikke direkte behandlingen af den individuelle ansøgning (præmis 33).