Direktør hæfter personligt for 1,1 mio. kr. i ubetalt A-skat efter brug af fakturafabrikker

Retsgrundlaget for hæftelse

Efter Opkrævningsloven § 11, stk. 12 hæfter ledelsen personligt, ubegrænset og solidarisk for skatter og afgifter, hvis de forsætligt eller groft uagtsomt fortsætter driften af en virksomhed, efter at registreringen er blevet nægtet. Da klageren var fuldt bevidst om, at selskabet ikke måtte have ansatte uden registrering, fandt retten, at betingelserne for personlig hæftelse var opfyldt.

Derudover blev det fastslået, at selskabet som arbejdsgiver var ansvarlig for den manglende indeholdelse jf. Kildeskatteloven § 46 og Kildeskatteloven § 69. Da de faktiske modtagere af den sorte løn ikke kunne identificeres fuldt ud, blev A-skatten beregnet med en fast sats på 55 % i medfør af Kildeskatteloven § 48, stk. 8.

Landsskatteretten stadfæstede princippet om hæftelse, men valgte at forhøje beløbet i forhold til Skattestyrelsens oprindelige afgørelse. Skattestyrelsen havde ved sin beregning fratrukket en provision på 2 % til mellemmændene bag de fiktive fakturaer. Landsskatteretten fandt imidlertid, at der ikke forelå dokumentation for en sådan provision, hvorfor hele det overførte beløb skulle danne grundlag for skatteberegningen.

"Landsskatteretten finder herefter, at klageren hæfter for selskabets manglende indeholdelse af A-skat og AM-bidrag på i alt 1.143.543 kr., som er opstået i selskabet i indkomståret 2021, jf. dagældende Opkrævningsloven § 11, stk. 12. Retten har lagt vægt på, at klageren i perioden har ladet selskabet drive uregistreret virksomhed og ladet det fungere som arbejdsgiver, selvom selskabet er nægtet registrering."

Resultatet blev således en forhøjelse af det personlige hæftelsesansvar for direktøren.

Klageren anførte, at hun ikke var rette indkomstmodtager, at [virksomhed1] ApS var den reelle arbejdsgiver, og at hun kun havde ageret som "stand-in".

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse. Retten fandt, at [virksomhed2] A/S var den reelle arbejdsgiver, og at klageren som ledelse bevidst havde fortsat driften på trods af den nægtede arbejdsgiverregistrering. Dette medførte personlig hæftelse for de manglende skatter.