Beløb modtaget fra kinesisk selskab anset som lån - Ikke skattepligtig indkomst

Sagen omhandlede beskatning af beløb, som klageren, der var hovedaktionær i et dansk selskab, havde modtaget fra et kinesisk selskab i indkomstårene 2009 og 2011. SKAT havde beskattet beløbene som lønindkomst, mens klageren fastholdt, at der var tale om lån.

Klagerens danske selskab havde et mangeårigt samarbejde med det kinesiske selskab. Da klagerens selskab var økonomisk truet, modtog klageren personligt henholdsvis 929.592 kr. i 2009 og 1.026.999 kr. i 2011 fra det kinesiske selskab. Klageren oplyste, at beløbene var lån, og at han havde en mundtlig aftale om at kunne modregne løn for udført arbejde i Kina i lånebeløbene. Efterfølgende opstod der en tvist, da det kinesiske selskab bestred klagerens lønkrav og forsøgte at inddrive lånene. Klageren havde ikke selvangivet beløbene som løn.

SKATs afgørelse

SKAT beskattede beløbene som skattepligtig lønindkomst i henhold til globalindkomstprincippet, jf. Statsskatteloven § 4, stk. 1, litra c. SKAT lagde vægt på, at overførslerne var angivet som ”Salary” eller ”payment” og fandt ikke tilstrækkelig dokumentation for, at der var tale om lån, eller at beløbene var overført til klagerens selskab. SKAT fandt heller ikke, at betingelserne for skattefritagelse efter Ligningsloven § 33a var opfyldt. SKAT foretog en ekstraordinær ansættelse for begge indkomstår i henhold til Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5, idet klageren ansås for at have handlet forsætligt eller groft uagtsomt ved ikke at selvangive indtægterne. Varslingsfristen på 6 måneder, jf. Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2, blev anset for overholdt, da SKAT først fik kundskab om de skattepligtige indtægter den 24. november 2015.

Klagerens opfattelse

Klageren nedlagde påstand om, at forhøjelserne skulle frafaldes. Han anførte, at beløbene var lån, hvilket var dokumenteret ved lånedokumenter (for 2011) og en ”Statement of claim” (for 2009), hvor han anerkendte gælden. Han fremlagde også dokumentation for, at det kinesiske selskab havde stævnet ham ved en domstol i Hong Kong for at inddrive gælden. Klageren argumenterede for, at da der var en verserende tvist om, hvorvidt beløbene var lån eller løn, var indkomsten ikke retserhvervet, jf. skattemæssig praksis. Han henviste til, at en ændring i det civilretlige grundlag for ansættelsen, f.eks. en dom, kan medføre en ændring af skatteansættelsen, jf. Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 1. Endvidere fastholdt klageren, at hvis beløbene mod forventning blev anset for løn, ville de være skattefri efter Ligningsloven § 33a, da han opfyldte betingelserne for ophold i udlandet i 2009. Han nævnte også, at han ikke havde selvangivet renteudgifter på lånet, da han ikke anerkendte rentebetalingen i det krævede niveau, jf. Ligningsloven § 5, stk. 8.

Enhver skattepligtig i Danmark skal årligt selvangive sin indkomst i henhold til Skattekontrolloven § 1. Som udgangspunkt er alle indtægter skattepligtige jf. Statsskatteloven § 4, dog ikke indtægter fra optagelse af lån, hvilket fremgår af Statsskatteloven § 5.

Bevisbyrden for, at overførte beløb er ydet som lån, påhviler modtageren. Dette er fastslået i retspraksis, herunder SKM2003.247.VLR, som understregede en skærpet bevisbyrde i gavemiljøer, og SKM2011.208.HR, hvor retten ikke fandt et reelt gældsforhold bevist, da det ikke var tilstrækkeligt bestyrket af objektive kendsgerninger.

I den foreliggende sag havde klageren, som hovedaktionær i et dansk selskab, et samarbejdsforhold med et kinesisk selskab. Da klagerens selskab oplevede økonomiske vanskeligheder, modtog klageren personligt henholdsvis 929.592 kr. i 2009 og 1.026.999 kr. i 2011 fra det kinesiske selskab. Klageren anførte, at beløbene var lån, som han forventede at kunne modregne med løn for udført arbejde. Der opstod dog en tvist, da det kinesiske selskab ikke anerkendte klagerens lønkrav og fastholdt, at der var tale om lån.

Klageren havde ikke selvangivet beløbene som løn i de pågældende indkomstår.

For lånet ydet i 2011 forelå et lånedokument. For beløbet fra 2009 forelå en ”Statement of claim”, hvor klageren anerkendte gældsforholdet. Det fremgik desuden, at det kinesiske selskab havde stævnet klageren ved “The High Court of The Hong Kong special administration Region court of first instance” for begge krav. Domstolen havde pålagt klageren at anerkende eller imødegå kravene. Der forelå dog ingen endelig afgørelse om, hvorvidt lånene skulle indfries reelt eller ved arbejdsindsats, og det kinesiske selskab havde ikke forfulgt kravet i Danmark.

Landsskatteretten fandt, at den fremlagte dokumentation, herunder lånedokumentet for 2011, ”Statement of claim” for 2009, og stævningen fra Hong Kong, i tilstrækkelig grad godtgjorde, at der for begge indkomstår var tale om låneaftaler mellem klageren og den kinesiske samarbejdspartner. På denne baggrund var der ikke grundlag for at anse beløbene for skattepligtige indtægter.