Fortolkning af 'Bopæl' under Bruxelles I-forordningen: National lovgivning må ikke fastholde statsborgeres faste adresse som jurisdiktionsgrundlag ved ophold i udlandet

Sagen omhandler en præjudiciel forelæggelse fra Sofijski rajonen sad (kredsdomstolen i Sofia, Bulgarien) i forbindelse med en anmodning om udstedelse af et betalingspåbud fra varmeenergileverandøren »Toplofikatsia Sofia« EAD mod V.Z.A., en bulgarsk statsborger, der ejer en lejlighed i Sofia, men har flyttet sin aktuelle bopæl til en anden EU-medlemsstat.

Det centrale retlige spørgsmål var, om bulgarsk national lovgivning, som tvinger bulgarske statsborgere til at opretholde en 'fast adresse' (fast adresse) i Bulgarien – uanset om de faktisk bor i udlandet – er forenelig med EU-retten, særligt Forordning (EU) nr. 1215/2012 (Bruxelles I-forordningen), som fastlægger international kompetence primært på grundlag af sagsøgtes bopæl (bopæl) og ikke nationalitet.

Ifølge bulgarsk ret (ZGR) forbliver den faste adresse altid i Bulgarien og fungerer som folkeregisteradresse til korrespondance med myndighederne, selvom den faktiske adresse (aktuel adresse) er i udlandet. Dette rejste tvivl hos den forelæggende ret, da tvangsmæssig fastholdelse af en bopæl i hjemlandet syntes at underminere EU-reglernes fokus på den faktiske bopæl og potentielt førte til omvendt forskelsbehandling af unionsborgere, der udøver deres ret til fri bevægelighed.

Domstolen fastslog, at national lovgivning, der tvinger statsborgere, som bor i en anden medlemsstat, til at bevare en registreret adresse i hjemstaten, strider mod Forordning nr. 1215/2012.

Fortolkning af 'Bopæl' (Art. 62, stk. 1)

Domstolen understregede, at selvom Forordning nr. 1215/2012 i artikel 62, stk. 1, henviser til national ret for at definere 'bopæl', må anvendelsen af nationale regler ikke underminere Forordningens effektive virkning og tilsidesætte dens grundlæggende principper.

En national lovgivning, der automatisk knytter dette begreb ['bopæl'] til en varig, obligatorisk og undertiden fiktiv adresse, der er registreret for enhver statsborger i den pågældende medlemsstat, skader imidlertid den effektive virkning af forordning nr. 1215/2012, da den reelt er ensbetydende med at erstatte bopælskriteriet, som ligger til grund for de kompetenceregler, der er indført ved denne forordning, med nationalitetskriteriet (Præmis 60).

Kompetence i betalingspåbudssager

• Artikel 4, stk. 1, og artikel 5, stk. 1, i Forordning nr. 1215/2012 er til hinder for, at en national ret i en medlemsstat etablerer kompetence over en skyldner, hvis der er rimelige grunde til at antage, at denne har bopæl i en anden medlemsstat, medmindre kompetencen er fastsat efter de særlige regler i Forordningens kapitel II, afdeling 2-7 (f.eks. kontrakter vedrørende fast ejendom eller forbrugeraftaler).