Bopælskrav ved gældssanering hindrer arbejdskraftens frie bevægelighed

Sagen omhandler Ulf Kazimierz Radziejewskis ansøgning om gældssanering i Sverige. Radziejewski, en svensk statsborger, havde boet og arbejdet i Belgien siden 2001. KFM afslog hans ansøgning med henvisning til kravet om bopæl i Sverige.

Radziejewski anførte, at bopælskravet var i strid med arbejdskraftens frie bevægelighed. Stockholms tingsrätt forelagde herefter et præjudicielt spørgsmål for EU-domstolen om, hvorvidt det svenske bopælskrav i SSL § 4 var foreneligt med artikel 45 TEUF.

KFM argumenterede for, at bopælskravet var nødvendigt for at sikre en effektiv gældssanering og for at beskytte skyldneren mod udenlandske kreditorer. Den svenske regering støttede KFM's synspunkt og fremhævede, at kravet var begrundet i hensynet til at kunne fastlægge skyldnerens økonomiske og personlige forhold.

Domstolen skulle tage stilling til, om et nationalt krav om bopæl for at opnå gældssanering er i strid med EU-retten om arbejdskraftens frie bevægelighed.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 45 TEUF er til hinder for en national retsforskrift, der betinger gældssanering af bopæl i den pågældende medlemsstat. Domstolen begrundede dette med, at en sådan forskrift potentielt afskrækker insolvente arbejdstagere fra at udøve deres ret til fri bevægelighed, da de risikerer at miste muligheden for gældssanering i deres oprindelsesmedlemsstat.

Domstolen fandt, at selvom beskyttelse af effektiviteten af en national gældssaneringsordning er et legitimt mål, går bopælskravet videre end nødvendigt for at opnå dette mål. Domstolen bemærkede, at kreditorer stadig kan forfølge krav mod skyldnere i andre medlemsstater, uanset bopæl, og at en skyldners økonomiske situation kan vurderes, selvom vedkommende ikke er bosiddende i den pågældende medlemsstat.

Retlige principper

Domstolen fremhævede følgende principper:

• Arbejdskraftens frie bevægelighed (artikel 45 TEUF): Nationale bestemmelser, der hindrer eller afskrækker arbejdstagere fra at forlade deres oprindelsesland for at udøve retten til fri bevægelighed, er som udgangspunkt forbudte.
• Legitime mål og proportionalitet: En hindring for arbejdskraftens frie bevægelighed kan kun tillades, hvis den forfølger et legitimt mål, der er foreneligt med traktaten, og er begrundet i tvingende almene hensyn. Foranstaltningen skal være egnet til at sikre gennemførelsen af målet og må ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det.
• Gensidig anerkendelse og harmonisering: Når der ikke foreligger harmoniseringsforanstaltninger, er en medlemsstat berettiget til at beskytte effektiviteten af en gældssanering bevilget af dens egne myndigheder. Dette princip er dog begrænset af proportionalitetsprincippet.

Centrale EU-retlige principper

• Arbejdskraftens frie bevægelighed (Artikel 45 TEUF): Domstolen bekræfter, at EU-retten sikrer arbejdstagere retten til frit at bevæge sig mellem medlemsstaterne for at søge beskæftigelse. Nationale regler, der potentielt hindrer denne frihed, skal vurderes nøje.
• Forbud mod hindringer: Enhver national foranstaltning, der kan afskrække en arbejdstager fra at udøve sin ret til fri bevægelighed, udgør en hindring for denne frihed, uanset om den anvendes uden hensyn til nationalitet.
• Begrundelse for restriktioner: En hindring for den frie bevægelighed kan kun accepteres, hvis den er begrundet i et legitimt mål af almen interesse og er proportional med det tilsigtede mål. Det vil sige, at den skal være egnet til at opnå målet og ikke gå videre end nødvendigt.
• Proportionalitetsprincippet: Domstolen understreger, at selvom et legitimt mål forfølges, skal de anvendte midler være proportionale. I denne sag fandt domstolen, at bopælskravet var for vidtgående i forhold til målet om at sikre effektiv gældssanering.
• Forordning 1346/2000 og 44/2001's anvendelsesområde: Domstolen præciserer, at den svenske gældssaneringsordning ikke falder ind under anvendelsesområdet for disse forordninger, hvilket betyder, at afgørelser om gældssanering ikke automatisk anerkendes i andre medlemsstater.