Landsskatteretten: Skattepligt og hjemsted - Dobbeltbeskatningsoverenskomst Danmark/Tyskland

Sagen omhandlede en klagers skattemæssige hjemsted i indkomståret 2011 og beskatningsretten til hans lønindkomst fra et tysk selskab under dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland. SKAT havde anset klageren for skattemæssigt hjemmehørende i Danmark og forhøjet hans skattepligtige indkomst, idet en del af indkomsten kunne beskattes i Tyskland med nedslag i den danske skat. SKAT havde dog undladt at tage stilling til klagerens anmodning om fradrag for befordring og udgifter til social sikring i Tyskland.

Klageren gjorde principalt gældende, at hans skattemæssige hjemsted var i Tyskland, da centrum for hans livsinteresser lå dér, primært på grund af hans økonomiske aktiviteter. Subsidiært argumenterede han for, at SKAT havde beregnet antallet af arbejdsdage forkert, og at han havde ret til fradrag for sociale bidrag, befordring og dobbelt husførelse. Han henviste til Højesteretspraksis, der tillægger erhvervsmæssige aktiviteter stor vægt ved fastlæggelse af midtpunkt for livsinteresser, og argumenterede for, at alle dage med ophold i Tyskland, herunder rejse-, fri- og sygedage, skulle medregnes som arbejdsdage i Tyskland i henhold til Den Juridiske Vejledning og SKM2001.26.LSR.

Landsskatteretten fastslog, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark og havde dobbeltdomicil. Et flertal af retsmedlemmerne fandt, at klagerens skattemæssige hjemsted var i Danmark, idet hans personlige forbindelser (familie, folkeregister, weekender i Danmark og bidrag til fælles hjem) vejede tungest. Retten fandt, at Tyskland havde beskatningsretten til den del af lønindkomsten, der vedrørte arbejde udført i Tyskland, da betingelserne for den såkaldte 183-dages regel ikke var opfyldt. Landsskatteretten lagde klagerens opgørelse af arbejdsdage til grund, hvilket resulterede i, at 165 ud af 243 arbejdsdage kunne henføres til Tyskland, og dermed kunne 737.712 kr. af den samlede lønindkomst beskattes i Tyskland. Danmark skulle give exemptionlempelse for denne indkomst, da klageren var socialt sikret i Tyskland og betalte sociale bidrag dér. Spørgsmålet om fradrag for social sikring og befordring blev hjemvist til Skattestyrelsen, da Landsskatteretten ikke havde kompetence til at behandle dette, idet SKAT ikke havde taget stilling hertil i den oprindelige afgørelse.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten lagde til grund, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark i indkomståret 2011 i henhold til Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1. Da klageren også havde bolig til rådighed i Tyskland og blev anset for fuldt skattepligtig dér, forelå en dobbeltdomicilsituation omfattet af Dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Tyskland artikel 4, stk. 2.

Et flertal af retsmedlemmerne, herunder retsformanden, fandt efter en samlet bedømmelse, at klageren i 2011 havde sit skattemæssige hjemsted i Danmark. Dette blev begrundet med, at Danmark udgjorde midtpunktet for hans livsinteresser, især på grund af hans personlige forbindelser. Der blev lagt vægt på følgende:

• Klageren ejede ejendom i Danmark sammen med sin ægtefælle, hvor ægtefællen og parrets to voksne børn boede.
• Klageren havde været tilmeldt folkeregistret på den danske adresse siden 1995.
• Klageren opholdt sig i Danmark i hovedparten af weekenderne.
• Klagerens indtægter fra Tyskland måtte formodes at bidrage til opretholdelsen af det fælles hjem i Danmark.
• Klageren havde ikke godtgjort personlige og økonomiske interesser i Tyskland udover sit arbejde.

Et mindretal fandt, at klageren havde midtpunkt for sine livsinteresser i Tyskland, med henvisning til hans lange arbejdshistorik uden for Danmark, hustruens hyppige ophold i Tyskland, sønnens ophold hos klageren i Tyskland, og at den danske ejendom blev solgt i 2017, hvorefter ægtefællen flyttede til Tyskland.

Landsskatteretten traf afgørelse efter stemmeflertallet og fastholdt klagerens skattemæssige hjemsted i Danmark.

Beskatning af lønindkomst fra Tyskland

Retten fastslog, at Tyskland havde beskatningsretten til den del af klagerens lønindkomst fra det tyske selskab, der vedrørte arbejde udført i Tyskland, i henhold til Dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Tyskland artikel 15, stk. 1. Dette skyldtes, at betingelserne i artikel 15, stk. 2, ikke var opfyldt.

Ved opgørelsen af arbejdsdage i 2011 lagde retten klagerens fremsendte opgørelse til grund, som var accepteret af SKAT. Antallet af arbejdsdage i Tyskland blev opgjort til 165 dage ud af et samlet antal arbejdsdage på 243. Klagerens løn til beskatning i Tyskland blev herefter fastsat til 737.712 kr., svarende til 165/243 af hans samlede løn på 1.086.448 kr. Klagerens henvisninger til SKM2001.26.LSR og Den Juridiske Vejledning om opgørelsen af de 183 dage kunne ikke føre til et andet resultat, da den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst alene medregner arbejdsdage.

Lempelse for dobbeltbeskatning

Danmark skulle indrømme exemptionlempelse i indkomstskatten for den del af indkomsten, der kunne beskattes i Tyskland (737.712 kr.), i henhold til Dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Tyskland artikel 24, stk. 2, litra f. Betingelserne i artikel 24, stk. 2, litra g, blev anset for opfyldt, da klageren i 2011 var omfattet af lovgivningen om social sikring i Tyskland og havde betalt sociale bidrag dér. Dette er en undtagelse fra den generelle credit-lempelse, der ellers ville gælde efter lov nr. 861 af 30. november 1999 og Dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Tyskland artikel 45, stk. 1, litra b.

Landsskatteretten ændrede SKATs afgørelse i overensstemmelse hermed og anmodede Skattestyrelsen om at foretage den talmæssige opgørelse.

Fradrag for udgifter

Landsskatteretten fandt, at den ikke havde kompetence til at realitetsbehandle klagerens anmodning om fradrag for udgifter til social sikring og befordring, da SKAT ikke havde taget stilling hertil i den påklagede afgørelse, jf. Skatteforvaltningsloven § 11. Spørgsmålet om disse fradrag blev derfor hjemvist til behandling hos Skattestyrelsen. Klagerens henvisning til Skatteforvaltningsloven § 45 om afledte ændringer kunne ikke føre til et andet resultat.