183-dages-reglen: Alle opholdsdage i Danmark medregnes ved opgørelse af skattepligt

Sagen omhandlede en tysk statsborger, der arbejdede i Danmark for en tysk arbejdsgiver i første halvdel af 2008. Selvom klageren var skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland i henhold til den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst, var han også fuldt skattepligtig til Danmark efter Kildeskatteloven § 1, stk. 1, da han havde bolig og opholdt sig i landet.

Kernen i sagen var fortolkningen af 183-dages-reglen i dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 15. Klageren argumenterede for, at kun reelle "arbejdsdage" skulle tælles med, hvilket ville bringe totalen under 183 dage og dermed fritage lønnen fra den tyske arbejdsgiver for dansk beskatning. Skattemyndighederne mente derimod, at alle "opholdsdage" i Danmark, inklusiv weekender, fridage og kursusdage, skulle medregnes.

Landsskatteretten stadfæstede skattemyndighedernes afgørelse og fastslog, at 183-dages-reglen skal forstås i overensstemmelse med OECD's modeloverenskomst. Dette indebærer, at alle dage, hvor en person fysisk opholder sig i arbejdslandet, tæller med. Da klagerens samlede ophold i Danmark oversteg 183 dage, havde Danmark beskatningsretten til den pågældende lønindkomst.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede skatteankenævnets afgørelse.

Retten lagde til grund, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark, men skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland i henhold til den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomsts artikel 4. Spørgsmålet var derfor, om Danmark som kildeland havde beskatningsretten til løn fra en tysk arbejdsgiver for arbejde udført i Danmark.

Dette afhang af fortolkningen af 183-dages-reglen i overenskomstens artikel 15, stk. 2, litra a. Landsskatteretten fastslog, at alle opholdsdage i arbejdsstaten (Danmark) skal medregnes ved opgørelsen af de 183 dage, og ikke kun arbejdsdage.

Begrundelsen var:

• At denne brede fortolkning er i overensstemmelse med den almindelige forståelse af OECD's Modeloverenskomst, som den dansk-tyske aftale bygger på.
• At der ikke var grundlag for at antage, at Danmark og Tyskland havde til hensigt at fravige denne standardfortolkning, selvom ordlyden i den danske version nævner "arbejdsdage".

Da det var ubestridt, at klagerens samlede ophold i Danmark i 2008 oversteg 183 dage, havde Danmark beskatningsretten til lønnen på 181.180 kr. fra den tyske arbejdsgiver.

Øvrige krav

Landsskatteretten afviste at tage stilling til klagerens krav om befordringsfradrag. Retten henviste til Skatteforvaltningsloven § 11 og fastslog, at den ikke havde kompetence til at behandle spørgsmål, der ikke var en del af den påklagede afgørelse fra skatteankenævnet. Klageren blev henvist til at ansøge SKAT herom og blev gjort opmærksom på forældelsesfristerne i Skatteforvaltningsloven §§ 26 og 27.