Landsskatteretten: Fuld skattepligt og befordringsfradrag – bopæl og sædvanligt ophold

Sagen drejede sig om en klager, der siden 2006 havde været registreret som begrænset skattepligtig til Danmark og omfattet af grænsegængerreglerne. Klageren havde bopæl i Tyskland med sin ægtefælle og børn, men havde også haft forskellige lejeboliger til rådighed i Danmark siden 2010, herunder en lejlighed fra oktober 2017. Han arbejdede fuldtids i Danmark for [virksomhed1] ApS siden 2009.

Klageren havde selvangivet betydelige befordrings- og rejsefradrag for indkomstårene 2016-2018, idet han fastholdt, at han var skattemæssigt hjemmehørende i Tyskland. Skattestyrelsen traf imidlertid afgørelse om, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark, nedsatte hans befordringsfradrag og nægtede fradrag for rejseudgifter.

Skattestyrelsens vurdering

Skattestyrelsen vurderede, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark i henhold til Kildeskatteloven § 1, stk. 1, da han havde bopæl til rådighed i landet og havde taget ophold her, jf. Kildeskatteloven § 7, stk. 1. Da klageren også havde bopæl i Tyskland, opstod en dobbeltdomicilsituation, som skulle afgøres efter Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland artikel 4. Skattestyrelsen fandt, at klagerens økonomiske interesser (fuldtidsansættelse i Danmark siden 2009) talte for Danmark som centrum for livsinteresser, mens hans personlige interesser (familie, læge i Tyskland) talte for Tyskland. Da centrum for livsinteresser ikke entydigt kunne fastslås, blev det skattemæssige hjemsted afgjort ud fra sædvanligt ophold, jf. Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland artikel 4, stk. 2, litra b. Skattestyrelsen konkluderede, at klageren opholdt sig i Danmark i langt størstedelen af året (213-233 arbejdsdage årligt), og derfor havde sædvanligt ophold og skattemæssigt hjemsted i Danmark. Som følge heraf blev klageren anset for omfattet af globalindkomstprincippet, og befordringsfradrag blev kun godkendt for kørsel fra bopælen i Danmark til arbejdsstederne, ikke for rejser til Tyskland, som blev anset for ferie eller lignende. Rejsefradrag blev nægtet, da klageren selv oplyste, at han kunne overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Klagerens argumenter

Klageren bestred at være fuldt skattepligtig til Danmark og anmodede om at blive anset for hjemmehørende i Tyskland. Han fremhævede blandt andet:

• Hans primære bopæl var i Tyskland, hvor han ejede hus med sin hustru og havde familie.
• Han var tysk statsborger og ikke registreret i det danske folkeregister.
• Hans læge og sundhedssystem var i Tyskland grundet kroniske sygdomme.
• De danske boliger var alene lejeboliger til overnatning.
• Han havde også indkomst i Tyskland.
• Han rejste regelmæssigt hjem til Tyskland fredag aften. Klageren henviste til, at hans personlige, sociale og familiære relationer samt økonomiske forbindelser talte for bopæl i Tyskland. Han anmodede om fremmøde for Landsskatterettens medlemmer.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at klageren som udgangspunkt var fuldt skattepligtig til Danmark, da han havde haft en bolig til rådighed her i landet siden 2010, jf. Kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1. Det forhold, at klageren tidligere var registreret som begrænset skattepligtig og grænsegænger, var ikke til hinder for Skattestyrelsens ændring af skatteansættelsen inden for fristerne.

Skattepligt – dobbeltdomicil

Landsskatteretten konstaterede, at der forelå en dobbeltdomicilsituation, da klageren havde bopæl i både Danmark og Tyskland. Spørgsmålet om skattemæssigt hjemsted skulle derfor afgøres efter Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland artikel 4, stk. 2.

• Da klageren havde fast bolig til rådighed i begge stater, skulle han anses for hjemmehørende i den stat, hvor han havde midtpunktet for sine livsinteresser, jf. artikel 4, stk. 2, litra a.
• Landsskatteretten bemærkede, at klageren havde stærke økonomiske forbindelser til Danmark siden 2009 med betydelige indtægter fra sin danske arbejdsgiver i de påklagede indkomstår (328.563 kr. i 2016, 362.430 kr. i 2017 og 322.254 kr. i 2018). Dette talte for, at Danmark var centrum for hans livsinteresser.
• Samtidig havde klageren personlige interesser i Tyskland med ægtefælle og børn, som han regelmæssigt rejste hjem til.
• Da klageren havde økonomiske interesser i Danmark og personlige interesser i Tyskland, og midtpunktet for livsinteresserne ikke entydigt kunne fastslås, skulle klageren anses for hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis havde sit ophold, jf. artikel 4, stk. 2, litra b.
• Landsskatteretten lagde vægt på, at klageren havde opholdt sig mere i Danmark end i Tyskland i de påklagede indkomstår, med henholdsvis 213, 233 og 216 arbejdsdage i Danmark i 2016, 2017 og 2018.
• På denne baggrund fandt Landsskatteretten, at klageren var hjemmehørende i Danmark, da det var den stat, hvor han sædvanligvis havde sit ophold. Klageren kunne derfor ikke beskattes efter grænsegængerreglerne i Kildeskatteloven §§ 5a-d.

Befordringsfradrag

Landsskatteretten fandt, at klageren for de påklagede indkomstår havde sin sædvanlige bopæl i Danmark i relation til Ligningsloven § 9c. Dette blev begrundet med:

• Klageren havde oppebåret en fast løn i Danmark siden 2009.
• Han havde haft fast bolig til rådighed i Danmark i en lang årrække.
• Han havde opholdt sig langt størstedelen af året i Danmark. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens skøn over det godkendte befordringsfradrag på henholdsvis 8.945 kr. for 2016, 13.631 kr. for 2017 og 12.516 kr. for 2018, da der ikke var grundlag for at tilsidesætte dette.

Rejsefradrag

Klageren havde oplyst, at ændringen vedrørende rejsefradraget ikke var en del af klagen, hvorfor dette punkt ikke blev behandlet yderligere af Landsskatteretten.