Hovedanpartshaver beskattet af befordringsgodtgørelse og nægtet befordringsfradrag på grund af manglende løn

Argumenter for lønmodtagerstatus

Klageren gjorde gældende, at han skulle anses som lønmodtager i relation til Ligningslovens § 9, stk. 4, idet han var omfattet af selskabets sundhedsforsikring, ansvarsforsikring, arbejdsskadeforsikring og en omfattende arbejdsudygtighedsforsikring. Han anførte desuden, at kørslen i hans private Chrysler Grand Voyager var nødvendig for at generere selskabets omsætning, og at de udbetalte godtgørelser blot dækkede de faktiske driftsudgifter.

SKAT nægtede skattefriheden med henvisning til, at det er et ufravigeligt krav for udbetaling af skattefri godtgørelse, at modtageren modtager en ikke-ubetydelig løn for sin arbejdsindsats. Da klageren alene var beskattet af fri telefon, anså SKAT ikke betingelsen for opfyldt.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse. Retten fastslog, at da klageren ikke havde modtaget løn fra selskabet i 2013 og 2014, kunne han ikke anses som lønmodtager i relation til skattefritagelsesreglen i Ligningslovens § 9, stk. 4, 2. pkt.. Retten henviste til retspraksis i SKM2012.463.VLR og konstaterede, at beskatning af fri telefon ikke er tilstrækkeligt til at etablere status som lønmodtager, jf. SKM2001.141.ØLR.

"Da han således ikke har haft indtægtsgivende arbejde for selskabet i indkomstårene 2013 og 2014, kan han ikke anses som lønmodtager, hvorfor han ikke er omfattet af skattefritagelsesreglen."

Vedrørende det subsidiære krav om befordringsfradrag efter Ligningslovens § 9 C, fandt retten, at Landsskatteretten kunne påkende dette som første instans jf. Skatteforvaltningslovens § 45, stk. 1. Retten afviste dog fradraget, da det er en forudsætning, at der er tale om befordring til en indtægtsgivende arbejdsplads. Da klageren ikke modtog løn, var dette krav ikke opfyldt, uanset årsagen til den manglende lønudbetaling. Den modtagne godtgørelse blev derfor anset for fuldt skattepligtig personlig indkomst i medfør af Statsskattelovens § 4.

Skattecenterets og Skatteankenævnets argumentation

Skattecenteret anså godtgørelsen for skattepligtig, idet klageren ikke havde modtaget løn fra selskabet, og selskabet ikke havde ført tilstrækkelig kontrol med udbetalingerne. Skattecenteret indrømmede dog et befordringsfradrag på 9.168 kr. efter Ligningsloven § 9 C.

Skatteankenævnet fastholdt afgørelsen og henviste til, at en grundpille for skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse er et reelt ansættelsesforhold med reel aflønning. Nævnet mente ikke, at klagerens ansættelsesforhold var reelt, da lønudbetalingen var betinget af selskabets likviditet og et eventuelt overskud fra forestillinger. Nævnet henviste til Ligningsloven § 9, stk. 4 - 6 samt Ligningsloven § 9 A.

Klagerens argumentation

Klageren påstod, at den udbetalte godtgørelse var skattefri. Klageren argumenterede for, at ansættelsesforholdet var reelt, og at der forelå en gyldig ansættelseskontrakt. Det var aftalt, at lønnen skulle udbetales med forsinkelse, ikke at den var betinget af overskud. Klageren erkendte en fejl vedrørende rejsegodtgørelse for en enkelt rejse under 24 timer og manglende notering af rejsernes start- og sluttidspunkter, men mente, at dette var mindre mangler, som ikke burde føre til en total afvisning af den øvrige dokumentation. Selskabets revisor havde vurderet, at dokumentationen opfyldte kravene.