Indberetningspligt af skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse til hovedaktionærs ægtefælle

Sagen omhandler et selskabs indberetningspligt for udbetalte skattefri befordrings- og rejsegodtgørelser til hovedaktionærens ægtefælle i indkomstårene 2012, 2013 og 2014. SKAT havde pålagt selskabet at indberette godtgørelserne som skattepligtige, hvilket selskabet klagede over.

Faktiske omstændigheder

Selskabet udbetalte skattefri befordrings- og rejsegodtgørelse til hovedaktionærens ægtefælle for henholdsvis 51.775 kr. (2012), 50.753 kr. (2013) og 44.571 kr. (2014). Ægtefællen modtog oprindeligt ikke løn fra selskabet i disse år, men der blev i juli 2015 foretaget efterfølgende indberetning af løn på 20.000 kr. årligt for de pågældende år, hvor hovedaktionærens løn samtidig blev reduceret med samme beløb. Ægtefællen fungerede som arbejdende bestyrelsesmedlem og konsulent, der udførte opsøgende salgsarbejde, messebesøg, kundebesøg og administrative/marketingopgaver. Det fremgik, at ægtefællen også var ansat hos en anden virksomhed i de pågældende indkomstår.

SKATs afgørelse og begrundelse

SKAT pålagde selskabet at indberette de udbetalte godtgørelser som skattepligtige. Begrundelsen var, at hovedaktionærens ægtefælle ikke havde modtaget løn fra selskabet i de omhandlede år, og derfor ikke kunne anses som lønmodtager i henhold til Ligningsloven § 9, stk. 4. SKAT anså den efterfølgende lønindberetning som en proforma-rettelse, der alene var foretaget for at undgå beskatning af godtgørelserne. Endvidere fandt SKAT, at en årsløn på 20.000 kr. var usædvanlig lav i forhold til det udførte arbejde og de mange kørte kilometer, hvilket resulterede i en meget lav timeløn, der blev anset for symbolsk. SKAT henviste til retspraksis, der fastslår, at der skal være tale om et indtægtsgivende arbejdssted, og at lønnen ikke må være ubetydelig.

Selskabets opfattelse

Selskabet påstod, at de ikke var forpligtet til at indberette godtgørelserne. De forklarede, at lønnen på 20.000 kr. var reel og ikke proforma, men blot fejlregistreret hos SKAT, og at den var udbetalt som timeløn for kørsel og mødedeltagelse. Selskabet anførte, at ægtefællen havde været lønansat i selskabet siden 1999 og ikke var hovedanpartshaver. De mente, at en timeløn på 136 kr. ikke var symbolsk, og at SKAT havde hastet sagen igennem uden at give dem mulighed for at fremlægge alle oplysninger, herunder lønsedler.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten bemærkede, at godtgørelser udbetalt af arbejdsgiveren for udgifter påført lønmodtageren som følge af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen, medmindre de er omfattet af undtagelser i Ligningsloven § 9, stk. 4 samt Ligningsloven §§ 9 A, stk. 9 og 9 B, stk. 9. En forudsætning for skattefrihed er, at der er tale om et indtægtsgivende arbejdssted, og at lønnen ikke er ubetydelig. For bestyrelsesmedlemmer er skattefriheden betinget af, at godtgørelsen vedrører traditionelle bestyrelsesopgaver.

Landsskatteretten fandt, at:

• De fremlagte bogføringsbilag opfyldte de formelle betingelser i Ligningsloven §§ 9 A og 9 B samt bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000.
• Hovedaktionærens ægtefælle havde to funktioner: arbejdende bestyrelsesmedlem og konsulent. Kørslen var primært til kundebesøg, messer og seminarer.
• Den efterfølgende lønindberetning på 20.000 kr. årligt for de omhandlede indkomstår ændrede ikke på, at ægtefællen ikke havde et indtægtsgivende arbejdssted i selskabet i de pågældende år.
• Opgaver som opsøgende salgsarbejde, messebesøg i ind- og udland samt kundebesøg anses ikke for at være i naturlig forbindelse med et bestyrelseshverv. Disse opgaver har karakter af arbejde, der normalt udføres af en direktør eller en medarbejder i selskabet.

Landsskatteretten konkluderede derfor, at betingelserne for udbetaling af skattefri godtgørelser ikke var opfyldt, da ægtefællen dels ikke havde et indtægtsgivende arbejdssted, og dels ikke havde fået udbetalt godtgørelse for egentligt bestyrelsesarbejde. De udbetalte godtgørelser blev anset for skattepligtige, og selskabet var forpligtet til at indberette indkomsten for hovedaktionærens ægtefælle for indkomstårene 2012, 2013 og 2014 i henhold til Skattekontrolloven §§ 7 og 7 A.

SKATs afgørelse blev hermed stadfæstet.