Varsling om flytning af arbejdssted under graviditet var sagligt begrundet og ikke i strid med ligebehandlingsloven

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at der ikke var sket ulovlig forskelsbehandling på grund af køn.

Nævnets vurdering og begrundelse

Nævnet fastslog indledningsvist, at flytningen af arbejdsstedet fra Sjælland til Jylland udgjorde en væsentlig vilkårsændring, der i overensstemmelse med Ligebehandlingsloven § 9 må sidestilles med en afskedigelse, da klager ikke accepterede de nye vilkår.

Da ændringen blev varslet under klagers graviditet, fandt reglen om omvendt bevisbyrde i Ligebehandlingsloven § 16, stk. 4 anvendelse. Det påhvilede derfor arbejdsgiveren at bevise, at graviditeten ikke havde indgået i beslutningen.

Nævnet lagde i sin afgørelse vægt på følgende:

• Driftsmæssig begrundelse: Det var dokumenteret, at virksomhedens ledelse siden 2018 havde haft base i Jylland, og det var en saglig ledelsesmæssig beslutning at ønske administrationen samlet samme sted.
• Ensartet behandling: Varslingen blev ikke kun givet til klager, men også til en anden medarbejder i samme afdeling, hvilket understøttede, at der var tale om en generel organisatorisk beslutning.
• Bevisbyrden løftet: Nævnet vurderede, at direktørens bemærkning om timingen i forhold til klagers barsel ikke kunne tages som udtryk for, at selve flytningen var motiveret af graviditeten, men snarere var en konstatering af det praktiske forløb.

Konklusion

Indklagede havde løftet bevisbyrden for, at flytningen var sagligt begrundet i driftsmæssige forhold. Klager fik derfor ikke medhold i sin påstand om godtgørelse efter Ligebehandlingsloven § 9.

Afgørelsen blev truffet i overensstemmelse med kompetencereglerne i Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1.

Parternes argumenter og økonomiske krav

Klagers fagforbund gjorde gældende, at forflyttelsen var en væsentlig forringelse af hendes vilkår, da kundestrømmen i Storcenter B var markant lavere end i Storcenter A. Dette ville ifølge klager medføre et betydeligt fald i hendes provisionsindtjening. Hun fremlagde beregninger, der indikerede et potentielt løntab på over 14.000 kr. om måneden.

Virksomheden argumenterede derimod for, at:

• Begge butikker tilhørte samme salgssegment og var geografisk sammenlignelige.
• Selvom kundestrømmen var lavere i Storcenter B, var der også færre ansatte til at dele kunderne, hvilket udlignede indtjeningsmulighederne.
• Ansættelseskontrakten gav hjemmel til at flytte medarbejdere inden for Storkøbenhavn.
• Klager faktisk opnåede en højere provision i sin første måned i Storcenter B end gennemsnittet i Storcenter A.

Klager valgte at opsige sin stilling kort efter tilbagekomsten, da hun ikke ønskede at acceptere de ændrede forudsætninger for sin løndannelse.