Afgørelse om påstået forskelsbehandling af gravid afløser ved reduktion i arbejdstid og vilkår for fastansættelse

Arbejdsgiveren bestred dette og anførte, at timenedgangen skyldtes et naturligt fald i behovet for afløsere på hospitalet. Der fulgte en række forhandlinger, hvor arbejdsgiveren tilbød forskellige modeller for fastansættelse:

• 15 timer ugentligt
• 21 timer ugentligt
• 120 timer om måneden

Klageren afviste samtlige tilbud, da hun fastholdt, at hun var berettiget til en fuldtidsstilling, og at de reducerede tilbud var udtryk for forskelsbehandling som følge af hendes graviditet.

Parternes juridiske argumenter

Klageren anførte, at den markante timenedgang og de mangelfulde tilbud om fastansættelse var i strid med Ligebehandlingsloven, idet forholdene reelt måtte sidestilles med en afskedigelse eller i det mindste en mindre gunstig behandling. Arbejdsgiveren argumenterede derimod for, at der var tale om sædvanlige vilkår for en afløser, og at man havde forsøgt at imødekomme klageren trods manglende ledige fuldtidsstillinger.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at der ikke var sket overtrædelse af Ligebehandlingsloven § 1, stk. 1.

Nævnets delte vurdering af retsgrundlaget

Nævnet var delt i spørgsmålet om, hvilke bevisbyrderegler der skulle finde anvendelse:

• Flertallet (to medlemmer): Vurderede, at Ligebehandlingsloven § 9 om afskedigelse eller mindre gunstig behandling ikke fandt anvendelse. Begrundelsen var, at klageren var ansat som afløser uden fast arbejdstid, og en periodevis nedgang i timerne derfor lå inden for rammerne af hendes ansættelsesforhold.
• Mindretallet (ét medlem): Fandt, at den markante timenedgang kort efter graviditetsoplysningen udgjorde en mindre gunstig behandling, hvilket burde have udløst en omvendt bevisbyrde for arbejdsgiveren.

Bevisbyrde og konklusion

Da flertallets vurdering blev lagt til grund, påhvilede det klageren at påvise faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode forskelsbehandling. Nævnet fandt ikke, at klageren havde løftet denne bevisbyrde.

I begrundelsen lagde nævnet vægt på følgende:

• Arbejdsgiveren havde løbende tilbudt klageren forskellige former for fastansættelse, selvom klageren afviste dem.
• Uenigheden om, hvad der blev sagt på mødet den 22. maj 2018, krævede ikke mundtlige vidneforklaringer for at afgøre sagen.
• Der var ikke tilstrækkeligt bevis for, at graviditeten var årsagen til det lavere timetal eller de konkrete tilbud om fastansættelse.

Som følge heraf fik klageren ikke medhold i klagen jf. Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 8.

Ændring i ansættelsesvilkår

Efterfølgende oplyste afdelingslederen, at kommunen ikke længere kunne tilbyde en fastansættelse, men i stedet overvejede en tidsbegrænset timeansættelse, der ville ophøre ved barslens start. Dette førte til en række skriftlige udvekslinger mellem parterne.

Kommunikationsbrist og aflyste møder

Der blev aftalt et opfølgende møde den 6. juni 2014, som klageren dog aflyste pr. sms samme dag grundet et lægebesøg, der trak ud. Herefter opstod der usikkerhed om, hvorvidt parterne stadig ønskede samarbejdet. Kommunen sendte senere et formelt tilbud om fastansættelse den 18. juni 2014 – efter at klageren havde varslet en sag ved Ligebehandlingsnævnet – men klageren afslog dette med henvisning til det forløbne tilladsbrud.