Adgang til klageprocedurer i offentlige udbud: Lovligheden af nationalt krav om refunderbar 'opfyldelsesgaranti'

De forenede sager C-439/14 og C-488/14 omhandler præjudicielle spørgsmål fra rumænske appeldomstole vedrørende foreneligheden af national lovgivning med EU-retten om offentlige udbud og retten til effektive retsmidler. Tvisterne vedrørte klager indgivet af selskaber (SC Star Storage SA og SC Max Boegl România SRL m.fl.) mod ordregivende myndigheder i Rumænien i forbindelse med store udbudsprocedurer, hvor selskabernes klager blev afvist, fordi de ikke havde stillet en 'opfyldelsesgaranti'.

Klagerne anfægtede gyldigheden af artikel 271a og 271b i den rumænske OUG nr. 34/2006, som gjorde muligheden for at få klager over udbudssager antaget til realitetsbehandling betinget af, at klageren forudgående stillede en opfyldelsesgaranti til den ordregivende myndighed.

Denne garanti udgjorde 1% af den anslåede kontraktværdi med et loft på op til 100.000 EUR for store bygge- og anlægskontrakter. Spørgsmålet for Domstolen var, om et sådant krav udgjorde en uforholdsmæssig hindring for adgangen til effektive retsmidler, jf. klagedirektiverne (89/665/EØF og 92/13/EØF) og EU-chartrets artikel 47.

Det centrale juridiske problem, som Domstolen skulle tage stilling til, var især betingelserne for garantien, da den rumænske forfatningsdomstol i mellemtiden havde fastslået, at ordregivende myndigheder ikke automatisk og ubetinget måtte tilbageholde garantien, hvis klagen blev afvist. Domstolen behandlede derfor spørgsmålet under den forudsætning, at garantien skulle tilbagebetales til klageren uanset sagens udfald.

Domstolens afgørelse om den nationale "Opfyldelsesgaranti"

Domstolen (Tredje Afdeling) fastslog, at artikel 1, stk. 1-3, i direktiv 89/665/EØF og direktiv 92/13/EØF, sammenholdt med chartrets artikel 47, ikke er til hinder for en national lovgivning, der betinger adgangen til klageprocedurer i offentlige udbud af pligten til at stille en opfyldelsesgaranti, når denne garanti skal tilbagebetales til klageren uanset sagens udfald.

Domstolen kom frem til følgende begrundelse:

• Legitimt Mål: Kravet om en økonomisk garanti forfølger et legitimt mål, nemlig bekæmpelse af misbrug af klagemulighederne (frivolous litigation) og sikring af en ordnet retspleje og en hurtig gennemførelse af udbudsprocedurerne (par. 53-54).
• Proportionalitet: Selvom garantien begrænser adgangen til domstolsprøvelse, respekterer den proportionalitetsprincippet under de nuværende omstændigheder (hvor automatisk tilbageholdelse er erklæret forfatningsstridig).
• Begrænset Byrde: Garantien, som er fastsat til 1% af kontraktens anslåede værdi og har et loft (op til 100.000 EUR), betragtes som beskeden for de store økonomiske operatører, der typisk deltager i disse udbud. Da garantien desuden kan stilles som en bankgaranti og skal frigives uanset sagens udfald, anses den ikke for at udgøre en uforholdsmæssig økonomisk byrde, der bringer rettens væsentligste indhold i fare (par. 50, 61).