Afslag på erstatning for tandlægeregninger på grund af forældelse af kravet over for tandlægen

Sagen omhandler en ansøger, der oprindeligt fik behandlet sin sag ved Erstatningsnævnet i 2017. Ved denne lejlighed modtog ansøgeren et tilsagn om dækning af udgifter til tandbehandling baseret på et overslag fra 2015. Nævnet vejledte i forbindelse med afgørelsen eksplicit om, at behandlingen burde udføres hurtigst muligt, og at regninger skulle indsendes for at undgå forældelse efter de dagældende regler i offererstatningsloven.

Sagen blev genoptaget i 2023, da ansøgeren fremsendte tre ubetalte regninger fra sin tandlæge. En af regningerne var dateret i 2015, mens de to øvrige stammede fra 2018. Ansøgeren oplyste, at tandlægen først for nylig havde gjort opmærksom på, at regningerne aldrig var blevet afregnet.

De juridiske spørgsmål i sagen fokuserede på:

• Om kravene kunne anses for værende rettidigt anmeldt til nævnet.
• Om de underliggende krav fra tandlægen mod ansøgeren fortsat var juridisk eksisterende, eller om de var bortfaldet som følge af passivitet og forældelse.
• Hvorvidt ansøgeren reelt havde lidt et økonomisk tab, som nævnet var forpligtet til at dække.

Erstatningsnævnet traf afgørelse om at give afslag på dækning af de indsendte tandlægeregninger. Nævnet begrundede afgørelsen med, at kravene var forældede, og at ansøgeren derfor ikke længere havde et dækningsberettiget tab i henhold til Erstatningsansvarsloven § 1.

Nævnet foretog en konkret vurdering af forældelsesfristerne og indhentede korrespondance mellem ansøgeren og tandlægen. Det fremgik heraf, at tandlægen først i 2023 havde forsøgt at inddrive betalingen for behandlinger udført i 2015 og 2018.

Rettens vurdering af forældelse

Nævnet lagde vægt på følgende punkter i sin afgørelse:

• Kravene var forældede efter forældelsesloven, da der var gået mere end tre år uden afbrydelse af forældelsen.
• Da tandlægens krav mod ansøgeren var forældet, var ansøgeren ikke længere retligt forpligtet til at betale regningerne.
• Da der ikke forelå en betalingsforpligtelse, havde ansøgeren ikke lidt et tab, som kunne erstattes.