Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse om told og moms ved fraførsel af toldoplag før frigivelse i NCTS

Sagen omhandler SKATs opkrævning af told og importmoms af et vareparti, der blev fraført et toldoplag, inden det var frigivet i NCTS-systemet og henført under en toldprocedure. Selskabet, en AEO-certificeret speditør, havde oprettet en udførselsangivelse og en forsendelsesangivelse for varepartiet, der skulle genudføres til Norge. Begge angivelser blev udtaget til kontrol af SKAT.

SKAT konstaterede, at varepartiet havde forladt toldoplaget, inden kontrollen var foretaget, og inden forsendelsesangivelsen var frigivet. SKAT afviste at foretage kontrollen, da bilen med varerne vendte tilbage til toldoplaget senere samme dag. SKAT begrundede opkrævningen med, at varerne var unddraget toldtilsyn i henhold til EF-toldkodeksens artikel 203, stk. 1, da de havde forladt toldoplaget uden at være under toldtilsyn på en forsendelsesangivelse. SKAT henviste til EU-Domstolens praksis, herunder C-66/99 - D. Wandel, der fastslår, at enhver handling, der hindrer toldmyndighederne i at få adgang til en vare, selv midlertidigt, udgør en unddragelse. SKAT afviste desuden toldgodtgørelse efter EF-toldkodeksens artikel 239 på grund af selskabets manglende omhu og erfaring.

Selskabet nedlagde påstand om, at told- og momsopkrævningen skulle frafaldes. Selskabet anførte, at varerne ikke var henført under toldproceduren for ekstern fællesskabsforsendelse, da de ikke var frigivet i NCTS-systemet, jf. EU-Domstolens dom i sag C-542/11 (Codirex Expeditie BV). Selskabet argumenterede for, at SKAT ikke reelt var frataget muligheden for at foretage kontrol, og henviste til Landsskatterettens afgørelser journalnr. 13-4936481 og journalnr. 13-0180124, der ifølge selskabet viste, at en midlertidig hindring ikke nødvendigvis medfører toldskyld. Selskabet mente, at der i stedet var tale om en misligholdelse af en toldprocedure i henhold til EF-toldkodeksens artikel 204, som ikke havde haft reelle følger for det korrekte forløb, jf. Kommissionens forordning nr. 2454/93 artikel 859. Endelig påstod selskabet, at der skulle ske toldgodtgørelse efter EF-toldkodeksens artikel 239, da fejlen skyldtes transportøren, og selskabet ikke havde udvist åbenbar forsømmelighed.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om opkrævning af told og importmoms. Retten fandt, at varepartiet, der var oplagt på selskabets toldoplag, stadig havde status som ikke-fællesskabsvarer og var under toldoplagsproceduren, da det blev fraført adressen. Dette skyldtes, at angivelsen til forsendelse ikke var frigivet i NCTS-systemet, og toldoplagsproceduren var derfor ikke afsluttet, jf. EF-toldkodeksens artikel 89, stk. 1.

Retten fastslog, at fraførslen af varerne fra toldoplaget, selvom den var midlertidig, reelt fratog SKAT muligheden for at sikre toldtilsynet med varerne. Dette medførte en forøget risiko for integration af varerne i EU's økonomiske kredsløb. På baggrund af EU-Domstolens praksis, herunder C-66/99 - D. Wandel, præmis 47 og 48, blev det anset for en unddragelse fra toldtilsyn, hvilket medførte toldskyld efter EF-toldkodeksens artikel 203, stk. 1.

Selskabet blev anset for debitor efter EF-toldkodeksens artikel 203, stk. 3, da det som bevillingshaver til toldoplaget og godkendt afsender medvirkede til unddragelsen. Selskabet burde med rimelighed have vidst, at varerne skulle være frigivet i NCTS, før de kunne fraføres toldoplaget.

Landsskatteretten fandt desuden, at selskabet havde udvist åbenbar forsømmelighed. Dette skyldtes selskabets erfaring og status som AEO-certificeret speditør og bevillingshaver til toldoplag og godkendt afsender. Der var derfor ikke grundlag for toldgodtgørelse eller toldfritagelse efter EF-toldkodeksens artikel 239.

Vedrørende importmomsen fandt retten, at selskabet ikke var berettiget til fradrag. Varerne indgik ikke i selskabets afgiftspligtige transaktioner, og selskabet havde ikke ret til at råde over varerne som ejer. Der var således ikke tale om indkøb af varer til brug for selskabets momspligtige leverancer, jf. Momsloven § 37, stk. 1 og Momsloven § 37, stk. 2, nr. 3. Der blev henvist til EU-domstolens dom i sag C-187/14 (DSV Road), præmis 49.