Afgørelse vedrørende arbejdsskade og identifikation af arbejdsgiver i sagen mellem en handicaphjælper og Ankestyrelsen

Sagsøgerens Synspunkter

Sagsøgeren gjorde gældende, at Vidne 1 var hendes arbejdsgiver på ulykkestidspunktet i henhold til Arbejdsskadesikringsloven. Selvom administrative opgaver var outsourcet til Focus on Care, varetog Vidne 1 fortsat den praktiske arbejdsledelse, herunder ansættelse, oplæring og afholdelse af personalemøder. Sagsøgeren mente, at faldulykken skete i forbindelse med arbejdet, da julefrokosten var arrangeret og delvist finansieret af Vidne 1, og deltagelsen havde en naturlig forbindelse til hendes arbejde som handicaphjælper. Det forhold, at hun ikke var på vagt eller modtog løn under arrangementet, medførte ikke, at Arbejdsskadesikringsloven ikke fandt anvendelse.

Ankestyrelsens Synspunkter

Ankestyrelsen fastholdt sin afgørelse af 30. august 2018 og gjorde gældende, at sagsøgeren ikke var omfattet af personkredsen i Arbejdsskadesikringsloven på skadestidspunktet. Det blev anført, at det var Focus on Care, og ikke Vidne 1, der var sagsøgerens arbejdsgiver på ulykkestidspunktet, jf. Arbejdsskadesikringsloven § 48, stk. 1. Focus on Care havde hverken iværksat, planlagt, inviteret til eller finansieret julefrokosten. Ankestyrelsen fremhævede, at sagsøgeren ikke virkede som handicaphjælper under julefrokosten, ikke modtog løn, og indtog alkohol, hvilket ikke var foreneligt med et virke som handicaphjælper. Et socialt arrangement arrangeret af Vidne 1 kunne ikke sidestilles med et arrangement arrangeret af sagsøgerens arbejdsgiver, Focus on Care.

Rettens Begrundelse og Resultat

Retten fastslog, at der var enighed om, at sagsøgeren ikke modtog løn eller udførte arbejde som handicaphjælper på tidspunktet for skaden. Det blev også fastslået, at Vidne 1 havde forladt julefrokosten, da ulykken indtraf omkring kl. 02.30 den 7. december 2014.

Det blev yderligere lagt til grund, at Vidne 1, som modtager af tilskud i henhold til reglerne om Borgerstyret Personlig Assistance (BPA), alene fungerede som arbejdsleder for sagsøgeren. Hans opgaver bestod i at tilrettelægge arbejdet og fungere som daglig leder, mens arbejdsgiveropgaven med administration af ydelsen samt de praktiske og juridiske opgaver var overladt til den private virksomhed Focus on Care.

På baggrund heraf fandt retten, at sagsøgeren ikke havde tilvejebragt et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse. Det blev heller ikke godtgjort, at sagen var utilstrækkeligt oplyst, da Ankestyrelsen traf sin afgørelse, herunder at der ikke var anført, hvilke nødvendige oplysninger der manglede for Ankestyrelsen.

Retten tog derfor Ankestyrelsens påstand om frifindelse til følge.

Afgørelse

Ankestyrelsen frifindes.

Statskassen skal betale sagsomkostninger til Ankestyrelsen på 47.139,24 kr. Sagsomkostningerne forrentes efter Renteloven § 8 a.

Klageren henviste til en mail fra Forsikringsoplysningen, hvoraf det fremgik, at transport til og fra arbejde altid er fritid.

Klageren anførte, at han omdelte aviser som betalt motion i fritiden, typisk i weekenden, med en pseudo arbejdstid mindre end 10 timer ugentligt. Han modtog afregning via et egetableret smba.

Arbejdsskadestyrelsen vurderede, at klageren ikke var omfattet af Arbejdsskadesikringsloven § 2, Arbejdsskadesikringsloven § 3, Arbejdsskadesikringsloven § 4 og Arbejdsskadesikringsloven § 5, da han arbejdede for sin egen virksomhed og ikke havde tegnet en indehaverforsikring. Ankestyrelsen kom frem til samme resultat.

Klageren anførte, at han som vikar var udsendt til at arbejde som omdeler i firmaet på samme vilkår som firmaets øvrige medarbejdere, og at arbejdet blev udført i hans fritid. Han forventede, at enten hans eller firmaets forsikringsselskab ville påtage sig ansvaret.

Selskabet fastholdt afvisningen, da skaden var sket under arbejde for andre, og klageren udelukkende var forsikret i fritiden. Selskabet henviste til Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om, at klageren arbejdede for sin egen virksomhed.

Klageren uddybede, at hans smba var en lille forening af filantropiske mænd og kvinder, der arbejdede som ulønnede vikarer for avisdistributører. Han mente, at sikringspligten tilfaldt brugervirksomheden, og at hans fritidsforsikring burde dække, da arbejdet foregik i hans normale fritid. Han anførte, at forsikringen var solgt som en helårs helgardering.

Selskabet fastholdt, at klageren var under arbejde, da ulykken skete, og at hans personskade dermed ikke var omfattet af fritidsulykkesforsikringen.