Manglende fradrag for underskud og nægtet anvendelse af virksomhedsordningen grundet manglende erhvervsmæssig aktivitet

Klageren har i indkomstårene 2010-2012 anvendt virksomhedsordningen. SKAT afviste fradrag for underskud og anvendelse af virksomhedsordningen med den begrundelse, at klageren ikke drev erhvervsmæssig virksomhed, da køb og salg af grunde ikke blev anset for næringsvirksomhed. SKAT henviste til, at der ikke havde været driftsmæssig omsætning i 2010-2012, og at udgifter knyttede sig til formuen.

Klagerens repræsentant fastholdt, at virksomheden var erhvervsmæssig, og at underskuddene var forbigående på grund af finanskrisen. Det blev anført, at klageren var professionel inden for ejendomsudvikling og alene havde udskudt salget for at opnå et positivt resultat. Klageren bestred, at næringsreglerne var relevante for anvendelsen af virksomhedsordningen, og henviste til retspraksis, der understøttede, at en virksomhed med overskud i efterfølgende år kunne anses for erhvervsmæssig i tidligere underskudsgivende år.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om, at klageren ikke drev erhvervsmæssig virksomhed i de påklagede indkomstår 2010-2012, og at virksomhedsordningen derfor ikke kunne anvendes.

Vurdering af erhvervsmæssig virksomhed og næring

Landsskatteretten bemærkede, at udgifter til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten kan fradrages efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, mens private udgifter ikke kan fradrages jf. Statsskatteloven § 6, stk. 2. Underskud fra ikke-erhvervsmæssig virksomhed kan ikke fradrages i anden indkomst.

For at en aktivitet med fast ejendom kan anses for næring, kræves en professionel, omfattende og systematisk omsætning af ejendomme med videresalg for øje og med det formål at opnå et samlet økonomisk overskud. Hvis ejendommen ikke er erhvervet som led i næringsvej, beskattes fortjeneste eller tab efter Ejendomsavancebeskatningsloven § 1.

Retten fandt, at klagerens virksomhed ændrede karakter i 2009, hvor heste- og servicevirksomheden ophørte, og aktiviteten herefter alene bestod af udvikling af byggejord. Klagerens salg af udstykkede grunde i 2007 og tilbagekøb i 2011 blev anset for en enkeltstående disposition, da klageren ikke tidligere havde beskæftiget sig med køb og salg af fast ejendom.

Det blev endvidere fastslået, at ejendommen oprindeligt blev erhvervet i forbindelse med købet af klagerens egen bopæl med det formål at drive heste- og servicevirksomhed, ikke med henblik på videresalg med fortjeneste. Det efterfølgende projekt med [virksomhed3] A/S om salg af grunde til seniorboliger blev ikke tillagt betydning for vurderingen af, om klageren var næringsdrivende i de påklagede indkomstår.

Konklusion om fradrag og virksomhedsordningen

På baggrund heraf fandt Landsskatteretten, at erhvervelsen af ejendommen ikke var sket som led i næring. Klageren blev derfor ikke anset for at drive erhvervsmæssig virksomhed og kunne ikke få fradrag for udgifter vedrørende de udstykkede grunde efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Dette medførte, at fradrag for underskud i indkomstårene 2010-2012 ikke blev godkendt.

Da klageren ikke drev erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende i de påklagede indkomstår, kunne virksomhedsordningen ikke anvendes jf. Virksomhedsskatteloven § 1, stk. 1. Klageren blev anset for at være ophørt med at drive erhvervsmæssig virksomhed ved udgangen af indkomståret 2009, hvilket medførte, at hele det opsparede overskud skulle beskattes senest i indkomståret 2010 i henhold til Virksomhedsskatteloven § 15, stk. 1.

SKATs afgørelse blev stadfæstet på alle punkter.

SKAT anførte desuden, at virksomheden heller ikke i 2016 og 2017 opnåede et positivt nettoresultat, der kunne dække en rimelig ejerløn, hvilket yderligere understøttede manglen på erhvervsmæssig drift.

Klagerens anbringender

Klageren gjorde gældende, at virksomheden var erhvervsmæssigt drevet, og at underskuddene skulle anses for forbigående. Argumenterne omfattede:

• Store investeringer i opstartsfasen og tid brugt på at udvikle konceptet og finde den mest optimale salgskanal.
• Den verdensomspændende finanskrise som en uforudset faktor, der påvirkede rentabiliteten. Klageren bestred SKATs henvisning til SKM2013.880.BR (en sag om et stutteri) og henviste i stedet til LSR 12-0191291, hvor finanskrisen blev tillagt betydning for en engrosvirksomhed.
• Brancheanalyser (f.eks. fra [virksomhed3]), der konkluderede, at finanskrisen havde ramt den danske tøjbranche hårdt, især mindre virksomheder.
• Forventninger om fremtidig rentabilitet fra 2016 og frem, understøttet af budgetter, som følge af et skifte til udelukkende online-salg.

Virksomhedens økonomiske resultater (før renter)