Afvisning af klage over manglende tilgængelighed og kommunikationsformer for ordblind borger

Denne sag vedrører en borger med ordblindhed, som oplevede udfordringer i sin kontakt med en offentlig myndigheds kommunikationsafdeling. Klageren følte sig udsat for forskelsbehandling, da han mente, at myndighedens krav til kommunikation ikke tog højde for hans handicap.

Sagens omstændigheder og parternes forklaringer

Klageren har anført, at han ved kontakt til myndigheden blev henvist til en e-mailadresse, på trods af at han som ordblind har svært ved skriftlig kommunikation. Han mente derfor, at han i stedet burde have haft mulighed for telefonisk kontakt eller fået stillet et teknisk hjælpemiddel til rådighed til sikker kommunikation.

Myndigheden har bestridt denne udlægning og oplyst, at kontakten med klageren blev håndteret mundtligt under to samtaler, og at man ikke har henvist ham til at skrive en e-mail. Der blev endvidere etableret en mentorordning for klageren.

Uenigheder om mentorordningen

Der opstod uenighed om rammerne for den tilbudte mentorordning:

• Klagerens synspunkt: Han følte sig begrænset, da han skulle vente på, at mentoren kontaktede ham, fordi han ikke selv rådede over en sikker kommunikationsvej.
• Myndighedens synspunkt: Mentorordningen var individuelt tilrettelagt med fokus på støtte til klagerens ordblindhed, og samtaler blev aftalt mundtligt ved hvert møde. Myndigheden påpegede desuden, at en mentor ikke kan forventes at være tilgængelig døgnet rundt.

Juridiske påstande

Klageren har nedlagt påstand om godtgørelse på 50.000 kr. under henvisning til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 2. Han gør gældende, at det udgør forskelsbehandling, når han enten bliver bedt om at skrive en e-mail eller henvist til at få hjælp fra private bekendte frem for at få professionel, tilgængelig assistance.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at de ikke kunne behandle klagen.

Nævnets begrundelse og kompetence

Nævnet vurderede, at klagen reelt handlede om spørgsmålet om tilgængelighed i form af specifikke kommunikationsveje (telefonisk kontakt og tekniske hjælpemidler).

I sin vurdering lagde nævnet vægt på følgende:

• Handicapdiskriminationsloven: Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 2 og § 3 forbyder forskelsbehandling, men loven pålægger ikke en generel pligt til rimelig tilpasning eller øget tilgængelighed udover, hvad der følger af anden lovgivning.