Afvisning af klage over fysisk utilgængelighed hos tandtekniker og på rådhus

Sagen omhandler en borger med et handicap, der rejste klage over manglende fysisk tilgængelighed i forbindelse med kommunale henvisninger og offentlige bygninger.

Sagsforløb og faktiske omstændigheder

Klager ansøgte den indklagede kommune om bevilling til tandbehandling. I den forbindelse blev klager henvist til en specifik tandklinik, som kommunen havde indgået en aftale med. Ved ankomst til klinikken konstaterede klager imidlertid, at adgangsforholdene var problematiske på grund af en stejl trappe, som klager ikke kunne benytte som følge af sit handicap.

Da klager ikke kunne bruge den anviste tandtekniker, så vedkommende sig nødsaget til at opsøge en alternativ klinik for at få foretaget behandlingen. Dette medførte en merudgift på 1.333 kr., da kommunen kun ydede delvis bevilling til behandlingen hos den alternative udbyder, som de ikke havde en fast aftale med.

Klagepunkter og parternes argumenter

Klager rettede henvendelse til kommunen og henviste blandt andet til FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap. Udover forholdene hos tandteknikeren klagede borgeren også over manglende handicapadgang til et anneks ved kommunens rådhus.

Klageren gjorde gældende, at:

• Henvisningen til en utilgængelig klinik udgjorde forskelsbehandling.
• Den manglende fysiske adgang til rådhusannekset var i strid med reglerne om ligebehandling.
• Den økonomiske merudgift ved brug af en anden tandtekniker var en direkte konsekvens af den manglende tilgængelighed.

Det er oplyst, at kommunen efterfølgende har ændret sin praksis, så det nu er muligt at vælge mellem flere forskellige tandteknikere.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om at afvise behandlingen af klagen, da det blev vurderet som åbenbart, at klager ikke kunne få medhold.

Nævnets vurdering og begrundelse

Afgørelsen blev truffet med henvisning til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 2 og Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 3. Nævnet lagde vægt på følgende juridiske forhold:

• Ingen generel pligt til tilpasning: Nævnet konstaterede, at loven om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap ikke i sig selv indebærer en pligt til rimelig tilpasning eller sikring af fysisk tilgængelighed.