Passivitet medfører tab af ret til at klage over religiøs forskelsbehandling i aktiveringsforløb

Sagen omhandler en borger, der i september 2017 deltog i en virksomhedspraktik under et kommunalt jobcenter. Under praktikopholdet opstod der en situation, hvor borgeren af religiøse årsager nægtede at give hånd til en kvindelig medarbejder. Kort efter forlod borgeren praktikstedet med den begrundelse, at han ikke kunne arbejde i køkkenet, da der blev tilberedt mad, som ikke var halal. Borgeren anførte, at han på grund af sin religion og tro ikke kunne tåle lugten af denne mad.

Kommunen betragtede borgerens adfærd som et afslag på et aktiveringstilbud. Som følge heraf traf kommunen beslutning om at sanktionere borgeren for manglende fremmøde den pågældende dag. Borgeren indbragte efterfølgende sagen for Ligebehandlingsnævnet med påstand om, at jobcentret havde udsat ham for ulovlig forskelsbehandling på grund af religion eller tro ved at fastholde sanktionen trods hans religiøse begrundelse.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at klageren har udvist retsfortabende passivitet og dermed har fortabt retten til at gøre et krav gældende. Nævnet lagde afgørende vægt på tidsforløbet i sagen, da den påståede forskelsbehandling fandt sted i september 2017, mens klagen først blev indgivet til nævnet den 29. januar 2021. Der var således gået over tre år fra hændelsen til klagens modtagelse.

Da der ikke forelå oplysninger, der kunne retfærdiggøre den sene indgivelse af klagen, fandt nævnet, at klageren havde ventet for længe med at reagere. Som følge af denne passivitet blev sagen afvist uden en nærmere realitetsbehandling af, om der var sket overtrædelse af Forskelsbehandlingsloven § 3. Afgørelsen blev truffet med hjemmel i Lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 1 og Lov om Ligebehandlingsnævnet § 1, stk. 3.