Fortolkning af social sikring: Hvornår anses franske ydelser til ældre og handicappede (APA/PCH) for sociale sikringsydelser under forordning 883/2004?

Sagen vedrører et præjudicielt spørgsmål fra Cour administrative d’appel de Nancy (Frankrig) om anvendelsesområdet for EU-retten om koordinering af social sikring. Hovedspørgsmålet var, om franske sociale bidrag på indtægter af formue, som finansierer nationale ydelser til ældre og handicappede, er omfattet af det europæiske regelsæt, og dermed ulovligt pålagt borgere, der allerede er omfattet af en anden stats (Schweiz') sociale sikring.

Ægteparret Dreyer, franske statsborgere med bopæl i Frankrig, men tilsluttet den schweiziske sociale sikringsordning, blev pålagt at betale en række sociale opkrævninger (generelt socialbidrag, bidrag til social gæld m.v.) af deres investeringsafkast i Frankrig for 2015. De bestred opkrævningen med henvisning til princippet om, at kun én medlemsstats sociallovgivning finder anvendelse, jf. artikel 11, stk. 1, i forordning (EF) nr. 883/2004.

Tvistens kerne: CNSA-bidragene

Den forelæggende ret havde allerede anerkendt, at bidrag til Fonds de solidarité vieillesse (FSV) og Caisse d’amortissement de la dette sociale (CADES) faldt ind under forordningens anvendelsesområde (i overensstemmelse med de Ruyter-dommen, C-623/13).

Tvisten koncentrerede sig udelukkende om de bidrag, der finansierer Caisse nationale de solidarité pour l’autonomie (CNSA), som udbetaler to centrale ydelser:

• Den personlige ydelse til selvstændighed (Allocation personnalisée d’autonomie, APA).
• Den kompenserende handicapydelse (Prestation de compensation du handicap, PCH).

Den franske regering hævdede, at da størrelsen af APA og PCH beregnes under hensyntagen til modtagerens økonomiske ressourcer, måtte ydelserne anses for at være social bistand (baseret på individuel bedømmelse af behov) og derfor falde uden for forordning 883/2004's materielle anvendelsesområde.

Domstolen fastslår, at artikel 3 i forordning nr. 883/2004 skal fortolkes således, at ydelser som den personlige ydelse til selvstændighed (APA) og den kompenserende handicapydelse (PCH) anses for »sociale sikringsydelser«, selvom beregningen af deres faktiske størrelse tager hensyn til modtagerens økonomiske ressourcer.

Domstolens begrundelse

Domstolen undersøgte, om de to ydelser opfyldte kriterierne for at være sociale sikringsydelser, nemlig at de skal vedrøre en social risiko nævnt i artikel 3, stk. 1, og tildeles efter lovbestemte kriterier uden individuel bedømmelse af personlige behov.

Domstolen anerkendte, at retten til både APA og PCH tildeles på grundlag af objektive og på forhånd fastsatte kriterier (alder, handicapgrad, fast bopæl) uden at ansøgerens økonomiske ressourcer indgår i til ydelsen.