Afgørelse om hvorvidt hørenedsættelse udgjorde et handicap i sag om afskedigelse og påstået chikane

Parternes argumentation

Klagerens synspunkter:

• Han er beskyttet af Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1 på grund af sit høretab.
• Han blev lovet en stilling i offset-afdelingen, som kræver faglærte kompetencer.
• Han blev udsat for chikanøse bemærkninger relateret til sin hørelse.

Virksomhedens synspunkter:

• Afskedigelsen var rent driftsmæssigt begrundet i manglende ordrer.
• Virksomheden havde vurderet, at klageren var en af de medarbejdere, der bedst kunne undværes ud fra en samlet vurdering af kompetencer.
• Klagerens hørenedsættelse havde på intet tidspunkt hindret ham i at udføre sit arbejde eller samarbejde med kolleger.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at indklagede ikke har handlet i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2.

Nævnets vurdering af handicapbegrebet

Nævnet tog udgangspunkt i, om klagerens hørenedsættelse kunne karakteriseres som et handicap i lovens forstand. For at være omfattet af beskyttelsen mod forskelsbehandling skal der foreligge en langvarig begrænsning, der i samspil med barrierer hindrer personen i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre.

Nævnet lagde i sin begrundelse vægt på følgende:

• Klageren havde selv oplyst, at han fungerede udmærket med sine høreapparater og kunne deltage i samtaler.
• Virksomheden havde erklæret, at hørenedsættelsen på intet tidspunkt havde påvirket klagerens arbejdsevne eller samarbejdsrelationer.
• Der var ikke fremlagt lægelige oplysninger, der dokumenterede, at høretabet udgjorde en væsentlig funktionsbegrænsning i arbejdslivet.

Konklusion

Da klageren ikke blev anset for at have godtgjort, at han havde et handicap i overensstemmelse med de juridiske kriterier, faldt han uden for det beskyttede område i Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1. Som følge heraf kunne hverken afskedigelsen, de manglende tilbud om andre stillinger eller den påståede chikane anses for at være i strid med loven.

Nævnet afviste ligeledes indklagedes anmodning om at afvise sagen til mundtlig bevisførelse, da de skriftlige oplysninger blev vurderet som tilstrækkelige til at træffe afgørelsen i overensstemmelse med Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 9.

Klager mente, at udvælgelsen til afskedigelse udelukkende var sket blandt de døve lærere, hvilket hun betragtede som diskrimination. Hun anførte følgende argumenter:

• Der var fortsat behov for lærere med tegnsprogskompetencer.
• Hun besad de samme diplomuddannelser som sine hørende kolleger.
• Skolen kunne have benyttet en personlig assistanceordning (hustolk) til at dække de funktioner, hun ikke selv kunne udføre.
• Hendes sygefravær, som blev nævnt i begrundelsen, skyldtes en arbejdsskade.

Tvisten om kvalifikationer og omplacering

Parterne var uenige om, hvorvidt en tolk eller en personlig assistent kunne udføre den nødvendige talekorrektion. Klager mente, at tolken kunne gøre hende opmærksom på udtalefejl, mens indklagede fastholdt, at talekorrektion er en integreret undervisningsopgave, der kræver, at læreren selv kan høre og rette fejlene øjeblikkeligt. Regionen forsøgte desuden at omplacere de berørte medarbejdere, herunder klager, dog uden held i forhold til en lærerstilling.