Manglende fradrag for underskud af virksomhed grundet manglende erhvervsmæssig karakter

Sagen omhandler en klagers fradrag for underskud i sin bibeskæftigelse, en konsulentvirksomhed, for indkomstårene 2010, 2011 og 2012. SKAT havde nægtet fradragene med den begrundelse, at virksomheden ikke blev anset for erhvervsmæssig i skattemæssig forstand.

Klageren startede virksomheden i februar 2007 med juridisk konsulentarbejde, strategi facilitering og mediation. Virksomhedens økonomiske resultater var som følger:

Klageren havde fratrukket underskud siden 2009 og havde ikke udarbejdet budgetter. Hun havde en betydelig lønindtægt fra en anden ansættelse i perioden.

SKATs vurdering

SKATs afgørelse byggede på sondringen mellem erhvervsmæssige og ikke-erhvervsmæssige virksomheder. Kun erhvervsmæssige virksomheder kan fradrage underskud i anden indkomst, jf. Statsskatteloven § 4 og Statsskatteloven § 6. SKAT lagde vægt på, om virksomheden var indrettet på systematisk indtægtserhvervelse med fortjeneste som afgørende formål. Kriterier som udsigt til overskud, forbigående underskud, forundersøgelser af lønsomhed, intensitet og seriøsitet, faglige forudsætninger, omfang og varighed, sædvanlig driftsform samt salgbarhed blev inddraget. SKAT fandt, at klagerens virksomhed ikke var rentabel, ikke havde udsigt til at indtjene akkumulerede underskud, og manglede den fornødne intensitet og seriøsitet, især grundet lav omsætning og manglende budgetter. Derfor blev underskuddene ikke anset for fradragsberettigede.

Klagerens argumenter

Klageren var uenig i SKATs vurdering af virksomhedens erhvervsmæssighed, rentabilitet, intensitet og seriøsitet. Hun argumenterede for, at vurderingen skulle ske ud fra situationen på tidspunktet for driften, ikke med tilbagevirkende kraft. Hun forklarede, at virksomheden startede med stor indtægt, men at indtægterne var uforudsigelige og baseret på få, store aftaler. De senere års tab skyldtes delvist manglende betaling for udført arbejde, især fra en agenturaftale, hvor en omstrukturering hos kunden forhindrede fakturering. Klageren mente, at der i årene 2009-2011 var rimelig grund til at forvente fremtidige indtægter. Hun afviste, at lav omsætning betød lav arbejdsindsats, og forklarede, at hun var i gang med at omlægge virksomheden mod strategi facilitering og mediation, hvilket krævede en langsigtet investering i markedsføring og opbygning af kundegrundlag. Hun mente også, at manglende formelle budgetter ikke betød manglende seriøsitet, da hun løbende vurderede virksomhedens rentabilitet ud fra de lave udgifter og potentialet for fremtidig indtjening.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten henviste til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, der fastslår, at udgifter anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten kan fradrages. Dog kan private udgifter ikke fradrages, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 2. For virksomheder, der ikke er erhvervsmæssige, kan der kun fradrages udgifter direkte forbundet med indkomsterhvervelsen (nettoindkomstprincippet), og underskud kan ikke fradrages i anden indkomst.

Ved vurderingen af, om en virksomhed er erhvervsmæssig, tillægges det betydelig vægt, om den er etableret og drevet med udsigt til en rimelig fortjeneste. Dette understøttes af Højesterets domme i TfS 1999.863 og SKM2007.107.HR.

Landsskatteretten bemærkede, at klagerens omsætning faldt markant efter marts 2009, hvor hun ophørte med konsulentarbejde for forsikringsselskaber og udelukkende fokuserede på strategi facilitering og mediation. Hendes ansættelse ved [virksomhed7] udelukkede desuden fortsat arbejde for den tidligere største kunde.

Virksomheden havde ingen omsætning i 2010 og 2012 og kun 4.467 kr. i 2011. Landsskatteretten fandt, at virksomhedens omfang var så beskedent, at den ikke kunne anses for erhvervsmæssig. Der blev henvist til Østre Landsrets dom i SKM2006.428.ØLR, hvor en lignende sag med lav omsætning og manglende budgetter førte til, at virksomheden ikke blev anset for erhvervsmæssig.

Klageren havde ikke fremlagt budgetter for årene 2010-2012 til belysning af virksomhedens økonomiske situation og rentabilitet.

To af Landsskatterettens retsmedlemmer, herunder retsformanden, fandt ikke, at klageren havde godtgjort et sikkert grundlag for at antage, at virksomheden ville blive rentabel inden for en kortere årrække. Oplysninger om arbejde med at udvide kendskabet til mediation og konkrete kontakter kunne ikke ændre dette resultat. Virksomhedens fortsatte drift efter omlægningen i marts 2009 blev anset for motiveret af andre hensyn end driftsøkonomiske.

Et retsmedlem mente dog, at de enkelte indkomstår skulle vurderes hver for sig, og fandt, at virksomheden havde været erhvervsmæssigt drevet i 2010 og 2011.

Landsskatteretten traf afgørelse efter stemmeflertallet og fandt, at klageren ikke havde drevet en erhvervsmæssig virksomhed i årene 2010-2012. SKATs afgørelse blev derfor stadfæstet.