Landsskatteretten stadfæster afslag på omgørelse: Rette indkomstmodtager og skattebesparelse

Sagen omhandlede en anmodning om omgørelse af privatretlige dispositioner og subsidiært betalingskorrektion i relation til spørgsmålet om rette indkomstmodtager mellem hovedanpartshaveren [person1] og dennes selskab, [virksomhed1] ApS. SKAT havde tidligere omklassificeret vederlag fra [virksomhed2] ApS, som var indtægtsført i [virksomhed1] ApS, til at være skattepligtig indkomst for [person1]. Dette medførte en utilsigtet dobbeltbeskatning, idet selskabet samtidig blev beskattet af et tilskud fra [person1] svarende til forskellen mellem det modtagne vederlag og den udbetalte løn til [person1].

Landsskatteretten havde i en tidligere kendelse af 12. april 2012 stadfæstet SKATs afgørelse om, at [person1] var rette indkomstmodtager af vederlaget. Landsskatteretten nedsatte dog tilskudsbeskatningen af [virksomhed1] ApS med 43.373 kr. vedrørende kørselsgodtgørelse, idet dette beløb blev anset for vederlag fra [virksomhed2] ApS til [person1], og ikke skattefri kørselsgodtgørelse fra [virksomhed1] ApS.

Anmodning om omgørelse og betalingskorrektion

Revisor anmodede på vegne af [person1] og [virksomhed1] ApS om omgørelse i henhold til Skatteforvaltningsloven § 29. Anmodningen havde to hovedpunkter:

• Neutralisering af gavebeskatningen: Selskabet var blevet beskattet af en gave på 181.625 kr. fra [person1], som også var beskattet hos [person1]. Det ønskedes, at selskabet godskrev [person1] beløbet, og at selskabets skattepligtige indkomst blev nedsat tilsvarende.
• Skattefri godtgørelse: Det beløb på 43.375 kr., som [person1] var blevet beskattet af som kørselsgodtgørelse, ønskedes omkvalificeret til skattefri godtgørelse fra [virksomhed2] ApS, da [person1] skatteretligt blev anset som lønmodtager i dette selskab.

Som subsidiær anmodning blev der anmodet om betalingskorrektion efter Ligningsloven § 2, stk. 5, med henvisning til Højesteretsdomme (SKM2012.221.H, SKM2012.92.H) og Landsskatteretskendelser (LSR 2013.11-0300901, LSR 2013.11-03000274), der åbnede mulighed for betalingskorrektion i sager om rette indkomstmodtager.

SKATs afgørelse

SKAT afviste både anmodningen om omgørelse og betalingskorrektion. SKAT argumenterede for, at anmodningen om skattefri befordringsgodtgørelse var et spørgsmål om skatteretlig kvalifikation, ikke en privatretlig disposition, der kunne omgøres. Vedrørende omgørelse af vederlaget fandt SKAT, at betingelse nr. 1 i Skatteforvaltningsloven § 29, stk. 1 ikke var opfyldt, da dispositionen (placering af indkomst i selskabet frem for hos hovedanpartshaveren) i overvejende grad måtte anses for at være båret af hensynet til at spare eller udskyde skat. SKAT henviste til SKM2012.652.BR og TfS 2006,288.

SKAT afviste også betalingskorrektion med henvisning til, at Skatteministeriet ikke var enig i de Landsskatteretskendelser, der blev henvist til, og at disse sager var anket.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten henviste til Skatteforvaltningsloven § 29, stk. 1, som fastsætter betingelserne for at tillade omgørelse af privatretlige dispositioner med skattemæssig virkning. En central betingelse er, at dispositionen ikke i overvejende grad må have været båret af hensyn til at spare eller udskyde skatter.

Landsskatteretten havde tidligere, ved kendelser af 12. april 2012, stadfæstet SKATs afgørelser om, at [person1] skulle anses som rette indkomstmodtager af vederlag fra [virksomhed2] ApS, som var tilgået [virksomhed1] ApS for indkomståret 2008. Denne placering af vederlaget i [virksomhed1] ApS frem for beskatning i personligt regi blev anset for en disposition, der i overvejende grad var båret af hensynet til at spare eller udskyde skatter.

Retten fandt ikke, at betingelsen i Skatteforvaltningsloven § 29, stk. 1, nr. 1 var opfyldt. Argumenterne om differentieret vederlag og udbytte mellem partnere i [virksomhed2] ApS og ønsket om konsolidering i [virksomhed1] ApS blev ikke anset for tilstrækkeligt til at godtgøre, at dispositionen ikke i overvejende grad var skattemotiveret. Dette blev understøttet af praksis, herunder SKM2015.717.HR og SKM2014.866.VLR.

Da en af betingelserne for omgørelse ikke var opfyldt, kunne omgørelse ikke tillades. SKATs afgørelse om at afslå omgørelse blev derfor stadfæstet. Dette indebar også en stadfæstelse af SKATs afslag på betalingskorrektion, da SKATs afgørelse i sin helhed blev opretholdt.