Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse om afslag på omgørelse vedrørende rette indkomstmodtager af konsulenthonorar

Sagen omhandler en anmodning om omgørelse af en disposition, hvor klageren tidligere af Landsskatteretten er anset for rette indkomstmodtager af konsulenthonorarer fra [virksomhed1] A/S, som var indtægtsført i [virksomhed2] A/S i indkomstårene 2008 og 2009. Den oprindelige afgørelse fra Landsskatteretten af 22. januar 2014 fastslog, at klageren var skattepligtig af de udbetalte beløb, da de var tilgået ham, jf. Skatteforvaltningsloven § 4, stk. 1, litra a. Dette skyldtes blandt andet, at klageren var ansat som bestyrelsesformand i [virksomhed1] A/S, at samarbejdsaftalen var betinget af hans fortsatte ansættelse, og at [virksomhed1] A/S afholdt alle udgifter forbundet med konsulentarbejdet.

SKATs afgørelse

SKAT afviste anmodningen om omgørelse, da de vurderede, at betingelsen i Skatteforvaltningsloven § 29, stk. 1, nr. 1 ikke var opfyldt. Denne betingelse kræver, at dispositionen ikke i overvejende grad må have været båret af hensyn til at spare eller udskyde skat. SKAT argumenterede, at aftalen mellem [virksomhed1] A/S og [virksomhed2] A/S var uløseligt bundet op på klagerens personlige ydelser, og at henføringen af indtægten til selskabet udelukkende var sket med det formål at udskyde skat, da klageren ikke modtog løn fra [virksomhed2] A/S for det udførte arbejde i de omhandlede år. SKAT var dog enig i, at de øvrige betingelser for omgørelse (utilsigtede skattemæssige virkninger, klar fremlæggelse, enkle privatretlige virkninger og tiltrædelse fra berørte parter) var opfyldt.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant påstod, at anmodningen om omgørelse skulle imødekommes. Repræsentanten anførte, at Landsskatterettens oprindelige kendelser medførte en beskatning på 140 % og var i strid med praksis, da selskabets konsulentindkomst blev anset for lønindkomst for klageren, uagtet at han som bestyrelsesformand i et børsnoteret selskab ikke kunne være ansat i [virksomhed1] A/S efter selskabsretlige regler. Det blev fremført, at aftalerne var indgået af forretningsmæssige årsager, herunder for at overholde selskabsretlige regler og for at [virksomhed1] A/S kunne budgettere med et fast beløb. Klageren henviste til, at konsulentopgaverne lå uden for bestyrelsesformandens sædvanlige opgaver, og at både klageren og hans søn deltog i udførelsen af opgaverne i [virksomhed2] A/S. Det blev desuden argumenteret, at det ikke var åbenbart, at klageren var rette indkomstmodtager, og at der var tale om en kompleks vurdering, hvilket burde tale for omgørelse i henhold til praksis.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om ikke at imødekomme anmodningen om omgørelse. Afgørelsen bygger på en vurdering af betingelserne i Skatteforvaltningsloven § 29, stk. 1.

Landsskatteretten fandt, at:

• Der ikke var grundlag for at fravige udgangspunktet om, at omgørelse af dispositioner vedrørende rette indkomstmodtager normalt ikke tillades, jf. Den Juridiske Vejledning, afsnit A.A.14.1.2.
• Det ikke var godtgjort, at dispositionen (placering af konsulenthonoraret i selskabet) i overvejende grad var båret af andre hensyn end hensynet til at spare eller udskyde skatter.
• Klageren modtog et betydeligt bestyrelseshonorar, men ingen løn fra selskabet i de påklagede indkomstår. Ved at placere honoraret i [virksomhed2] A/S frem for at lade sig personligt beskatte, skete der en udskydelse af skatten.
• Det var ikke dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at denne disposition havde andre motiver end skatteudskydelse og en eventuel lempeligere beskatning.

Som følge heraf blev betingelsen i Skatteforvaltningsloven § 29, stk. 1, nr. 1 ikke anset for opfyldt, og anmodningen om omgørelse kunne derfor ikke imødekommes.