Fikseret lejeindtægt – Rådighed over lejlighed – Hovedanpartshaver

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten bemærkede, at skattepligtige, hvorover fysiske eller juridiske personer udøver en bestemmende indflydelse, skal anvende priser og vilkår, der svarer til, hvad uafhængige parter ville fastsætte for tilsvarende transaktioner, jf. Ligningsloven § 2. Lejeindtægter er skattepligtig indkomst i henhold til Statsskatteloven § 4, litra b, og værdien heraf skal fastlægges efter Ligningsloven § 2.

Retten fandt, at selvom erhvervelsen af lejligheden umiddelbart var i overensstemmelse med selskabets aktivitet, var det ikke dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at lejligheden faktisk havde været anvendt i selskabets drift og dermed udgjort et driftsaktiv. Det blev fremhævet, at hverken selskabet eller dets datterselskab officielt havde adresse i lejligheden, og der var ikke betalt husleje for den påståede erhvervsmæssige anvendelse.

Desuden blev det tillagt vægt, at der ved selskabets køb af lejligheden blev ansøgt om og givet tilladelse til sambenyttelse af lejligheden og hovedanpartshaverens egen lejlighed. Lejligheden blev efterfølgende solgt til hovedanpartshaveren den 19. december 2012 med overtagelse den 31. december 2012.

På baggrund heraf ansås lejligheden for at have været stillet til rådighed for selskabets hovedanpartshaver. Selskabet havde derved ikke oppebåret den lejeindtægt, som kunne være opnået ved udlejning af lejligheden til markedslejen.

SKATs beregning af den fikserede leje som 8 % af den seneste offentlige ejendomsvurdering, jf. TfS1984,274HR, svarende til 60.000 kr. for perioden 1. december 2011 til 31. maj 2012, blev tilsluttet af Landsskatteretten.

Landsskatteretten stadfæstede hermed SKATs afgørelse.

Klagerens argumenter

Selskabet påstod, at ændringen af skatteansættelsen var ukorrekt. Selskabet argumenterede for, at:

• Lejligheden var stillet til rådighed som en overnatningsmulighed for medarbejdere i erhvervsmæssigt øjemed, når det ikke var hensigtsmæssigt for hovedanpartshaveren at rejse mellem den sædvanlige bopæl i Y1-by og selskabets faciliteter i Y2-by.
• Dette var en mere hensigtsmæssig løsning for selskabet end at betale for hotelovernatninger.
• Overnatningsmuligheden kunne ikke betragtes som fri bolig, da hovedanpartshaveren havde en sædvanlig bopæl i Y1-by, og lejligheden udelukkende var benyttet til erhvervsmæssig overnatning i forbindelse med firmarelaterede aktiviteter.
• Der var ikke hjemmel til at beskatte en eventuel rådighed af en lejlighed, men udelukkende hjemmel til at beskatte den faktiske private benyttelse, hvorfor selskabet ikke skulle beskattes af en beregnet lejeindtægt ud fra en rådighedsbetragtning/fiktiv lejeindtægt, jf. Ligningsloven § 16, stk. 9, jf. Ligningsloven § 16 A, stk. 10.