Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Dokumenttype
Sted
Emner
Eksterne links
Parter
Dommer
EU-medlemsstater, Tjekkiet, Europa-Kommissionen, EU’s institutioner og organer
Generaladvokat
Biltgen
Sagen omhandler DN, en pensionist af polsk oprindelse bosat i Østrig, som modtog pension fra både Østrig og Polen. DN havde en myndig datter, der studerede og boede sammen med sin mor (DN's tidligere hustru) i Polen. DN ansøgte om og modtog østrigske familieydelser i form af børnetilskud og børnefradrag (familieydelser) for datteren i perioden fra januar til august 2013.
Datterens mor, som under østrigsk national ret (FLAG) var den primært berettigede til ydelserne, da datteren hørte til hendes husstand, havde aldrig ansøgt om ydelser i hverken Østrig eller Polen. I Polen var adgangen til ydelser desuden udelukket, da DN's østrigske pension oversteg den maksimale indkomstgrænse.
Finanzamt Österreich krævede senere ydelserne tilbagebetalt af DN, idet de argumenterede for, at Østrig ikke var den kompetente stat, eller subsidiært, at DN havde modtaget ydelserne med urette, da den berettigede forælder (moderen) ikke havde ansøgt. Den forelæggende ret, Bundesfinanzgericht, søgte præjudiciel afgørelse om anvendelsen af koordineringsreglerne i forordning nr. 883/2004 (Art. 67 og 68) og forordning nr. 987/2009 (Art. 60), især i forhold til, om tilbagebetaling er lovlig, når den forælder, der faktisk afholder udgifterne, har modtaget ydelserne.
Domstolen konkluderede, at Østrig ikke kunne kræve tilbagebetaling af de familieydelser, som DN havde modtaget, idet tilbagebetalingen ville stride imod formålet med EU-rettens koordineringsbestemmelser.
Domstolen fastslog først, at når en person modtager pension i to medlemsstater (MS), skal begge MS anses for at være "kompetent med hensyn til pensionen" i henhold til artikel 67, andet punktum, i forordning nr. 883/2004. Dette betyder, at personen har ret til familieydelser i overensstemmelse med lovgivningen i begge MS.
Domstolen behandlede spørgsmålet om tilbagesøgning, når den formelt berettigede forælder (moderen i Polen) ikke har ansøgt, men den anden forælder (DN) har ansøgt, og ansøgningen er imødekommet:
Artikel 60, stk. 1, tredje punktum, i forordning nr. 987/2009 skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, der tillader tilbagesøgning af familieydelser, når de i mangel af en ansøgning fra den forælder, der er berettiget til dem i henhold til denne lovgivning, tildeles den anden forælder, der faktisk alene afholder udgifterne til barnets underhold, og hvis ansøgning er blevet taget i betragtning af den kompetente institution i overensstemmelse med denne bestemmelse.
Domstolen understregede, at formålet med artikel 60, stk. 1, tredje punktum, er at sikre, at familieydelserne altid bidrager til familiebudgettet og udligner de udgifter, som den person, der faktisk forsørger barnet, har. Da DN i hovedsagen bar hovedparten af forsørgelsesbyrden og overførte ydelserne til datteren, havde ydelserne opfyldt deres tilsigtede formål. En efterfølgende tilbagesøgning er derfor i strid med forordningens formål.

Vejledning til EF-Forordning nr. 883/2004 om koordinering af sociale sikringsordninger


Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesfinanzhof i Tyskland vedrørende fortolkningen af forordning (EF) nr. 883/2004 og forordning (EF) nr. 987/2009 om koordinering af de sociale sikringsordninger.
Sagen drejer sig om Tomislaw Trapkowski, der er bosat i Tyskland og skilt fra sin ægtefælle, som bor i Polen med deres fælles barn. Trapkowski søgte om familieydelser i Tyskland for sit barn i Polen.
Bundesagentur für Arbeit – Familienkasse Sachsen (BfA) afslog ansøgningen, da de mente, at barnets mor primært havde ret til ydelserne.
De centrale spørgsmål er:
Fra 1. januar 2026 kan Familieretshuset udstede en erklæring til udbetaling af børne- og ungeydelse i sager med fælles forældremyndighed, hvor barnet opholder sig mest hos den ene forælder.
Folketinget har netop vedtaget en ændring af særloven for fordrevne fra Ukraine (Lov nr. 266 af 19/03 2024).
Domstolen fastslår, at fiktionen i artikel 60, stk. 1, andet punktum, kan føre til, at retten til ydelser indrømmes en person, der ikke bor i den kompetente medlemsstat, hvis alle andre betingelser er opfyldt. Domstolen fastslår også, at artikel 60, stk. 1, tredje punktum, ikke automatisk giver forælderen i den kompetente medlemsstat ret til ydelserne, hvis den anden forælder ikke har ansøgt.

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesfinanzhof i Tyskland vedrørende fortolkningen af artikel...
Læs mere
Sagen omhandler Petra Würker, en tysk statsborger bosat i Sverige, der modtager en tysk børnepasningspension efter sin t...
Læs mereForslag til Lov om ændring af momsloven, chokoladeafgiftsloven, skattekontrolloven og forskellige andre love og om ophævelse af lov om ændring af momsloven