Fortolkning af EU-regler om familieydelser og udbetaling til den forælder, der faktisk afholder forsørgelsesbyrden, når den anden forælder ikke ansøger

Sagen omhandler DN, en pensionist af polsk oprindelse bosat i Østrig, som modtog pension fra både Østrig og Polen. DN havde en myndig datter, der studerede og boede sammen med sin mor (DN's tidligere hustru) i Polen. DN ansøgte om og modtog østrigske familieydelser i form af børnetilskud og børnefradrag (familieydelser) for datteren i perioden fra januar til august 2013.

Datterens mor, som under østrigsk national ret (FLAG) var den primært berettigede til ydelserne, da datteren hørte til hendes husstand, havde aldrig ansøgt om ydelser i hverken Østrig eller Polen. I Polen var adgangen til ydelser desuden udelukket, da DN's østrigske pension oversteg den maksimale indkomstgrænse.

Finanzamt Österreich krævede senere ydelserne tilbagebetalt af DN, idet de argumenterede for, at Østrig ikke var den kompetente stat, eller subsidiært, at DN havde modtaget ydelserne med urette, da den berettigede forælder (moderen) ikke havde ansøgt. Den forelæggende ret, Bundesfinanzgericht, søgte præjudiciel afgørelse om anvendelsen af koordineringsreglerne i forordning nr. 883/2004 (Art. 67 og 68) og forordning nr. 987/2009 (Art. 60), især i forhold til, om tilbagebetaling er lovlig, når den forælder, der faktisk afholder udgifterne, har modtaget ydelserne.

Domstolen konkluderede, at Østrig ikke kunne kræve tilbagebetaling af de familieydelser, som DN havde modtaget, idet tilbagebetalingen ville stride imod formålet med EU-rettens koordineringsbestemmelser.

Kompetence i tilfælde af dobbeltpension (Art. 67 og 68)

Domstolen fastslog først, at når en person modtager pension i to medlemsstater (MS), skal begge MS anses for at være "kompetent med hensyn til pensionen" i henhold til artikel 67, andet punktum, i forordning nr. 883/2004. Dette betyder, at personen har ret til familieydelser i overensstemmelse med lovgivningen i begge MS.

• Hvis den nationale lovgivning i en af medlemsstaterne (her Polen) udelukker retten til ydelser (f.eks. på grund af indkomstbegrænsninger), opstår der ingen faktisk ret til ydelser i denne stat.
• I fraværet af faktisk ret til ydelser i Polen finder prioriteringsreglerne i artikel 68 (som regulerer kumulation) ikke anvendelse i den pågældende situation. Dermed er der kun én lovgivning (den østrigske) at forholde sig til, og Østrig var forpligtet til at udbetale ydelserne, forudsat at de nationale betingelser (eller EU-rettens garantier) var opfyldt.

Forbud mod tilbagebetaling (Art. 60, stk. 1, tredje punktum)

Domstolen behandlede spørgsmålet om tilbagesøgning, når den formelt berettigede forælder (moderen i Polen) ikke har ansøgt, men den anden forælder (DN) har ansøgt, og ansøgningen er imødekommet: