Afslag på offererstatning for psykisk skade efter brandstiftelse grundet manglende nærliggende fare

Sagen omhandler en mor og hendes mindreårige søn, der befandt sig i stuehuset på en nedlagt landejendom, da der blev påsat en brand i en tilknyttet udlænge. Branden startede i en garage, som var placeret i den del af bygningen, der lå længst væk fra beboelsen. Selvom ingen af personerne led fysisk overlast under selve branden, fik moderen efterfølgende konstateret PTSD som direkte følge af oplevelsen.

For at belyse sagens omfang blev der indhentet en teknisk vurdering af brandens potentielle udvikling. De centrale juridiske spørgsmål i sagen omhandler:

• Om ansøgerne kan karakteriseres som direkte eller indirekte skadelidte.
• Graden af fare, som beboerne var udsat for under brandforløbet.
• Sammenhængen mellem hændelsen og den efterfølgende psykiske skade.

Moderen har forklaret til politiet, at hun opdagede branden ved at åbne en dør til garagen, hvorefter hun hurtigt lukkede den igen på grund af flammer og røg for derefter at evakuere huset med sin søn.

Erstatningsnævnet traf afgørelse om at afslå ansøgningerne om erstatning til både moderen og sønnen. Afgørelsen blev truffet med henvisning til Offererstatningsloven § 1, idet nævnet ikke fandt det godtgjort, at ansøgerne havde været i en nærliggende fare for at lide fysisk overlast.

Nævnet lagde i sin begrundelse vægt på følgende:

• Teknisk vurdering: En farlighedserklæring fra Dansk Brand- og Sikringsinstitut vurderede, at branden ville have været meget lang tid om at brede sig til stuehuset, hvorfor faren for personers liv blev anset for ringe.
• Politiets klassificering: Sagen blev efterforsket under straffelovens § 181, stk. 1, hvilket indikerer en vurdering af, at der ikke var overhængende fare for menneskeliv.
• Hændelsesforløbet: Ansøgerne var i stand til hurtigt at forlade huset og søge mod en naboejendom, før branden eller røgen udgjorde en direkte fysisk trussel mod dem i beboelsesdelen.