Højesteretsdom om erstatning for psykisk lidelse til efterladt mor efter drab på mindreårige børn

Denne sag vedrører spørgsmålet om erstatning for psykisk lidelse til en mor, hvis to døtre på henholdsvis 2 og 7 år blev dræbt af deres far. Drabene blev begået under særdeles grove omstændigheder, da faderen skar halspulsårerne over på de to børn efter ophør af samlivet med moderen.

Sagens faktiske omstændigheder

Moderen blev efter drabene påført en egentlig psykisk lidelse, der blev vurderet til at række væsentligt ud over den sorg og det savn, man normalt vil opleve ved tabet af nærtstående. Det var ubestridt under sagen, at drabene på døtrene var den direkte årsag til moderens psykiske tilstand.

De juridiske tvistepunkter

Det centrale juridiske spørgsmål i sagen var rækkevidden af erstatningspligten for indirekte skadelidte. De involverede parter skulle tage stilling til:

• Om en efterladt kan tilkendes erstatning for psykisk skade, når vedkommende ikke selv var til stede ved gerningsstedet.
• Betydningen af, at moderen ikke selv var i fare eller overværede de faktiske drab, men først blev underrettet efterfølgende.
• Grænsen mellem normal sorgreaktion og en egentlig erstatningsberettiget psykisk lidelse.

Højesteret ændrede i denne sag Erstatningsnævnets tidligere afgørelse og fastslog, at moderen var berettiget til erstatning for sin psykiske lidelse.

Rettens begrundelse

Højesteret lagde i sin afgørelse vægt på følgende forhold:

• Arten af forbrydelsen: Der var tale om forsætligt drab på to mindreårige børn begået af deres far.
• Lidelsens karakter: Moderen var blevet påført en egentlig psykisk lidelse, som gik ud over det sædvanlige sorg- og savnsniveau.
• Årsagssammenhæng: Drabene blev anset for at være den direkte årsag til lidelsen.

Retten præciserede, at erstatningspligten for en sådan psykisk lidelse eksisterer, selvom den skadelidte ikke selv overværede drabene eller kom til stede umiddelbart efter, men først blev underrettet efterfølgende.

Resultat og godtgørelse

Som følge af afgørelsen blev moderens krav om erstatning for psykisk lidelse anerkendt som værende omfattet af erstatningspligten. Tidligere var hun i overensstemmelse med Erstatningsansvarsloven § 26a blevet tilkendt en efterladtegodtgørelse på 200.000 kr. ved straffedommen mod faderen, men Højesterets dom fastslog nu, at hendes personlige psykiske skade også skulle erstattes.