Tildeling af delkontrakter: Andenbedste tilbudsgiver må tildele delkontrakt til laveste pris uden at krænke ligebehandlingsprincippet (C-737/22)

BibMedia A/S, en af tilbudsgiverne, anfægtede fremgangsmåden, idet Klagenævnet for Udbud (Klagenævnet) oprindeligt fandt, at modellen tillod den næstbedste tilbudsgiver (AVM) at ændre et væsentligt vilkår (prisen) efter tilbudsfristen. Dette blev anset for at stride mod forbuddet mod forhandling, der er udledt af ligebehandlingsprincippet og gennemsigtighedsprincippet i henhold til EU-retten. SKI indbragte Klagenævnets afgørelse for domstolene.

Domstolen (Fjerde Afdeling) afgjorde, at artikel 18, stk. 1, i direktiv 2014/24/EU om offentlige udbud skal fortolkes således, at ligebehandlingsprincippet og princippet om gennemsigtighed ikke er til hinder for den beskrevne tildelingsmekanisme.

Domstolens begrundelse

Domstolen fandt, at den omhandlede fremgangsmåde, hvor den næstmest fordelagtige tilbudsgiver får mulighed for at matche den laveste pris for at sikre sig en delkontrakt, ikke indebærer et element af forhandling i strid med EU-retten. Begrundelsen herfor er, at:

• Rangfølgen af tilbudsgiverne og den pris, der danner grundlag for hele kontrakten, er fastlagt én gang for alle på baggrund af de indgivne tilbud inden fristens udløb.
• Den ordregivende myndighed (SKI) baserer sig udelukkende på de priser, der er foreslået før udløbet af fristen, og overholder den rangfølge, der følger af disse tilbud.
• Den næstbedste tilbudsgivers accept af at levere til den laveste pris er ikke en ændring af det oprindelige tilbud, men derimod en opfyldelse af en på forhånd fastsat, objektiv betingelse i udbudsdokumenterne for tildeling af delkontrakten.

Domstolen understregede, at ingen tilbudsgiver har mulighed for at ændre sin plads i rangfølgen eller den pris, der skal lægges til grund for kontrakten, gennem forhandling. Fremgangsmåden falder dermed inden for rammerne af artikel 46 i direktivet, som tillader ordregivende myndigheder at opdele kontrakter i delkontrakter og fastsætte objektive tildelingskriterier herfor.

Domstolens vicepræsident afviste appellen og fastslog, at Rettens præsident med rette havde fundet, at betingelsen om fumus boni juris ikke var opfyldt. Domstolen fremhævede, at STC havde ændret sit bud ved at fastholde den samlede pris, selvom de ønskede mængder var blevet ændret, hvilket ikke er tilladt ifølge artikel 160, stk. 3, i den delegerede forordning.