Tvist om individuelle akkordaftaler i dagrenovationsbranchen: RenoNorden-sagen fra Vejle

Hovedargumenter

• 3F gjorde gældende, at sammenfaldet mellem beregningsarket og den aftalte ugeløn beviste, at der var tale om en tidsakkord, som var indgået uden om de kollektive regler.
• DI/ATL anførte som hovedsynspunkt, at der ikke var nogen sammenhæng mellem de to sider i bilaget, og at lønnen var fastsat som en fast ugeløn og ikke som akkord.
• Under sagens behandling kom der nye oplysninger frem om de faktiske ansættelseskontrakter, hvilket skabte tvivl om, hvorvidt de ansatte arbejdede 37 eller 41,5 timer om ugen.

Opmanden traf afgørelse i sagen den 13. juni 2018. Da der ikke var flertal blandt de øvrige voldgiftsdommere, blev afgørelsen truffet som en tilkendegivelse fra formanden.

Resultatet blev:

• Påstand 1: DI/ATL blev dømt til at anerkende, at overenskomsten ikke giver adgang til individuelle lokalaftaler om akkord efter § 3.
• Påstand 2: RenoNorden blev frifundet, da påstanden blev afvist som uegnet til påkendelse.

Rettens begrundelse

Opmanden lagde vægt på følgende i sin begrundelse:

• Enighed om princip: Da parterne var enige om det principielle i påstand 1, blev denne taget til følge.
• Bevismæssig uklarhed: Vedrørende de konkrete aftaler i Vejle (påstand 2) fandt opmanden, at de afgivne forklaringer efterlod for stor usikkerhed om, hvad der rent faktisk var aftalt. Det var uklart, om der var aftalt en 37 eller 41,5 timers uge, og hvad der præcis var trådt i stedet for de elementer, der var markeret med minus i lønaftalen.
• Konsekvens: Da en vurdering af, om der er tale om løn eller akkord, kræver en præcis analyse af den konkrete aftale, og denne aftale var for uafklaret, kunne opmanden ikke afgøre spørgsmålet. Parterne blev i stedet henvist til at genoptage de fagretlige forhandlinger på baggrund af de faktiske arbejdsaftaler.
• Omkostninger: Da begge parter bar et ansvar for sagens uklare oplysning, blev honoraret til opmanden delt ligeligt mellem parterne.

Klagerens forklaring og krav

A forklarede, at timelønnen på 150 kr. blev aftalt, men at der ikke blev talt om andre løndele, selvom det var aftalt, at han udover den aftalte timeløn også skulle have pension, hvilket dog aldrig kom i stand. Han henvendte sig til 3F efter at have fundet ud af, at han havde krav på pension uanset virksomhedens overenskomstforhold. A oplyste desuden, at han ikke altid havde 37 timer om ugen og kun fik betaling for de timer, han arbejdede. Han fik heller ikke løn for søn- og helligdage, men fik udbetalt feriepenge. 3F's afdelingsrepræsentant, V1, forklarede, at beregningen af kravet var baseret på lønsedlerne og Bygge- og Anlægsoverenskomsten, som foreskriver aflønning for 37 timer pr. uge for lærlinge, samt tillæg for overarbejde (50%), særlig opsparing og ferietillæg. Feriepenge udbetalt af virksomheden var modregnet i kravet.

Parternes procedure

A gjorde gældende, at han i medfør af Erhvervsuddannelsesloven § 55, stk. 2 havde krav på, at lønnen mindst skulle udgøre den løn, der følger af den kollektive overenskomst på uddannelsesområdet. Han henviste til Højesterets praksis om, at dette ikke kun gælder timelønnen, men også andre overenskomstfastsatte løndele som pension. Han anførte, at B ikke havde overholdt Bygge- og Anlægsoverenskomsten, da der manglede ferietillæg, særlig lønopsparing, overarbejdstillæg og pension. A anerkendte dog, at kravet skulle fradrages 1.200 kr. for hans eget pensionsbidrag.

B anførte i sit svarskrift, at A's krav var uberettiget, da særlig opsparing, pension og overarbejdstillæg var indeholdt i den aftalte timeløn på 150 kr. B mente, at denne timeløn var betydeligt højere end overenskomstens satser, selv når værdien af pension og overarbejdstillæg blev indregnet. B bemærkede desuden, at A som løngode havde haft adgang til firmabil og betalte pauser. B gav ikke møde under sagens behandling i nævnet.