Manglende dokumentation for levering - nægtet momsfradrag

Sagen omhandler en virksomheds ret til fradrag for købsmoms på i alt 394.778 kr. for perioden 1. januar 2011 til 31. december 2012. SKAT havde nægtet fradraget med den begrundelse, at varerne ikke var anset for leveret i henhold til Momsloven § 37.

Virksomheden, der driver detailhandel med computere, mobiltelefoner og tilbehør, havde indgået samarbejdsaftaler med tre leverandører: [virksomhed3], [virksomhed4] og [virksomhed2] ApS. Ifølge aftalerne skulle virksomheden modtage varer til ompakning og distribution til en række aftagere, og betaling til leverandørerne skulle først ske, når virksomheden havde modtaget betaling fra kunderne. Virksomheden oplyste at have verificeret leverandørernes momsnumre.

SKATs argumentation

SKATs afgørelse byggede på en række mangler i dokumentationen, der rejste tvivl om fakturaernes realitet og varernes faktiske levering. SKAT fremhævede især:

• Manglende dokumentation for fragt og forsikring af varerne.
• Manglende dokumentation for, at virksomheden havde modtaget varerne, og hvor de havde været oplagt.
• Leverandørernes manglende momsangivelse for de relevante perioder, hvilket forhindrede SKAT i at verificere købene.
• Leverandørernes adresser var bopælsadresser eller postkasseadresser, og SKAT havde ikke kunnet komme i kontakt med dem.
• Manglende identifikation af ansvarlige personer hos underleverandørerne og manglende validering af leverandøradresser.

SKAT henviste til Momsloven § 37, stk. 1 og Momsloven § 37, stk. 2, nr. 1, samt EU-domstolens praksis (sag C-342/87 (Genius Holding BV) og sag C-268/83 (Rompelmann)) og dansk retspraksis (SKM2009.325ØL), der understreger købers dokumentationspligt, især når der rejses tvivl om fakturaens realitet.

Virksomhedens argumentation

Virksomhedens repræsentant påstod, at virksomheden var berettiget til fradrag i henhold til Momsloven § 37, stk. 1, da alle indkøbte varer var videresolgt til kunder i Danmark. Repræsentanten anførte, at der kun kan nægtes momsfradrag, hvis det var åbenlyst for virksomheden, at leverandørerne ikke havde til hensigt at indbetale den skyldige moms, eller hvis handlerne var uden realitet. Det blev fremhævet, at Østre Landsrets dom i SKM2009.325ØL kræver helt usædvanlige omstændigheder for at nægte fradrag.

Virksomheden bestred SKATs vægtede momenter og anførte:

• Varerne blev modtaget på forretningsadressen og videredistribueret. Der blev fremlagt udskrift fra [post] som dokumentation for afsendte varer til kunder.
• Leverandørerne var korrekt momsregistreret, og en købers undersøgelsespligt kan ikke udstrækkes til at omfatte leverandørens betaling af moms.
• Det er ikke usædvanligt, at virksomheder er registreret på bopælsadresser eller via agenter.
• Virksomheden havde ikke oplysninger om ansvarlige personer hos leverandørerne, da der var tale om sikre forretninger med en mindre fortjeneste.
• Momsnumre var verificeret, selvom dokumentation herfor ikke var opbevaret, og der er ikke et generelt krav om verificering af leverandørers adresser.

Virksomheden fastholdt, at der var tale om reelle handler, hvor varer og fakturaer var modtaget, og varerne var videresolgt med moms til danske kunder. Virksomheden fungerede som et fordyrende mellemled, der forestod ompakning, distribution og kundekontakt, herunder håndtering af reklamationer.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om at nægte virksomheden fradrag for købsmoms på i alt 394.778 kr. for perioden 1. januar 2011 til 31. december 2012.

Landsskatteretten lagde vægt på følgende juridiske grundlag:

• Momsloven § 37, stk. 1 og Momsloven § 37, stk. 2, som fastslår betingelserne for fradrag af indgående afgift.
• Momsbekendtgørelsen § 58, der kræver fremlæggelse af fakturaer som dokumentation.
• Momssystemdirektivets artikel 167, 168, 178 og 179, som regulerer fradragsretten og dens betingelser, herunder krav om besiddelse af en faktura og at afgiften skal være forfalden.
• Momsloven § 4, stk. 1, der definerer levering af en vare som overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode.
• EU-domstolens praksis, herunder sag C-152/02 (Terra Baubedarf-Handel GmbH) og sag C-185/01 (Auto Lease), der præciserer begrebet "levering af et gode" som den faktiske råderet over godet, som om man var ejer.

Landsskatteretten fandt, at virksomheden ikke havde opnået en bemyndigelse til at råde over goderne, som om virksomheden var ejer heraf. Virksomheden havde ifølge de fremlagte aftaler modtaget telefonerne til ompakning og videre distribution til specifikke kunder, og betaling til leverandørerne skulle først ske efter modtagelse af betaling fra slutkunderne. Dette indikerer, at virksomheden kun opnåede den faktiske råderet over goderne, men ikke den retlige råderet som ejer.

Da det ikke var godtgjort, at der var sket en levering i momsmæssig forstand, fandt Landsskatteretten, at virksomheden ikke havde dokumenteret, at betingelserne for fradrag i henhold til Momsloven § 37 var opfyldt. SKATs afgørelse blev derfor stadfæstet.