Beskatning af fri bil - Værdiansættelse og bevisbyrde ved delvis privat anvendelse af gulpladebil

Sagen omhandler en genoptagelse af Landsskatterettens kendelse af 5. april 2013, hvor klageren blev anset for skattepligtig af værdi af fri bil for indkomstårene 2007 og 2008. Den omhandlede bil var en VW Touareg varebil på gule nummerplader, anskaffet i sameje mellem klageren (hovedanpartshaver) og hans selskab, hvor selskabet ejede 2/3 og klageren 1/3. Der var betalt tillægsafgift for privat anvendelse, og der var ikke afløftet moms ved anskaffelsen eller af de løbende driftsudgifter. Der blev ikke ført kørselsregnskab for bilen.

Klageren påstod, at skatteansættelsen var forkert på grund af faktuelle fejl. Han argumenterede for, at selskabets adresse hos revisoren var en postadresse, og at der derfor ikke var kørt kilometer mellem hjem og arbejde, som SKAT havde forudsat. Klageren fremhævede også, at familien havde en anden bil (Peugeot Partner) til privat kørsel, og at varebilen med kun to sæder og et lastrum ikke var egnet til familiekørsel. Endvidere gjorde klageren gældende, at bilen vejede over 3 tons, hvilket ifølge ham betød, at Ligningsloven § 16, stk. 4 var fejlagtigt anvendt, da den var beregnet for personbiler. Han henviste også til muligheden for at købe dagsbeviser for privat kørsel (gældende fra 2013) som et argument for, at den ansatte værdi var urimelig.

Landsskatteretten fastholdt sin oprindelige afgørelse. Retten bemærkede, at da der var betalt tillægsafgift for privat anvendelse af varebilen efter Vægtafgiftsloven § 2, var bilen omfattet af Ligningsloven § 16, stk. 4. Klageren havde derfor bevisbyrden for, at bilen ikke havde stået til rådighed for hans private brug. Da der ikke var ført kørselsregnskab eller anden dokumentation for erhvervsmæssig kørsel, ansås bilen for at have været til fuld rådighed for klageren. Retten fandt, at den anvendte samejekonstruktion ikke var til hinder for beskatning, og at råderetten alene var tilstrækkelig. Klagerens argumenter om postadresse, den anden private bil og bilens indretning blev ikke anset for at ændre på afgørelsen. Landsskatteretten bemærkede desuden, at skatteankenævnet havde anført, at bilens vægt ikke oversteg 3 tons, hvilket yderligere understøttede anvendelsen af Ligningsloven § 16, stk. 4.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede sin tidligere kendelse af 5. april 2013, hvor klageren blev anset for skattepligtig af værdi af fri bil for indkomstårene 2007 og 2008. Afgørelsen bygger på følgende hovedpunkter:

Anvendelse af Ligningsloven § 16, stk. 4

• Reglerne om beskatning af firmabiler på gule nummerplader er ændret med virkning fra 1. januar 2002, jf. Ligningsloven § 16, stk. 4, 10. og 11. pkt. En firmabil er ikke omfattet af denne bestemmelse, hvis to betingelser er opfyldt:

  • Bilen skal være en varebil omfattet af Vægtafgiftsloven § 4, stk. 1, II, A.
  • Der må ikke være betalt tillægsafgift for privat anvendelse af bilen efter Vægtafgiftsloven § 2.

• I den konkrete sag var der betalt tillægsafgift for privat anvendelse af bilen. Dette betyder, at den anden betingelse ikke var opfyldt, og bilen var derfor omfattet af Ligningsloven § 16, stk. 4.

Bevisbyrde og råderet

• Da bilen var omfattet af Ligningsloven § 16, stk. 4, påhvilede det klageren at godtgøre, at bilen ikke havde stået til rådighed for hans private brug.
• Landsskatteretten fandt, at bilen måtte anses for at have været til fuld rådighed for klageren, da der ikke forelå dokumentation for erhvervsmæssig kørsel i form af et kørselsregnskab.
• Den anvendte konstruktion med sameje og en fordeling af ejer- og udgiftsfordeling (1/3 privat, 2/3 selskab) var ikke til hinder for beskatning, da der ikke var hjemmel til denne konstruktion, og råderetten alene var tilstrækkelig til beskatning.
• Klagerens argumenter om, at selskabets adresse var en postadresse, og at der derfor ikke var kørt kilometer mellem hjem og arbejde, samt at familien havde en anden bil til privat brug, blev ikke anset for at ændre på råderetsprincippet eller bevisbyrden.
• Det forhold, at klageren havde en anden bil til rådighed til privat benyttelse, kunne ikke indgå i sagens afgørelse.

Landsskatteretten fastholdt, at værdien af fri bil eventuelt kunne reduceres med klagerens egenbetaling, men klageren havde ikke dokumenteret sådanne betalinger til selskabet i de relevante indkomstår.