Landsretsdom for groft momssvig og bedrageri via fiktive fakturaer

Den tiltalte (T), der var eneanpartshaver og direktør i S A/S, stod tiltalt for groft skatte- og momssvig over en periode på tre regnskabsår. Sagen omhandlede systematisk brug af fiktive fakturaer fra et selskab i Letland, hvilket gjorde det muligt for S A/S at opnå uberettigede fradrag i momsregnskaberne og dermed unddrage statskassen et større millionbeløb.

Anklagemyndighedens Bevisførelse

Anklagemyndigheden påstod, at T havde overtrådt Straffeloven § 289 ved at begå skattesvig af særlig grov karakter. Det samlede unddragne beløb, baseret på fiktive transaktioner, oversteg 8,5 millioner kroner. Desuden blev T tiltalt for bedrageri efter Straffeloven § 279 i en række mindre, men beslægtede transaktioner over for private kunder, der betalte for ydelser, T vidste ikke ville blive leveret.

Anklagemyndigheden fremhævede, at T som direktør havde fuldt forsæt til at gennemføre de ulovlige dispositioner, hvilket understøttedes af det store antal falske dokumenter og den lange periode, svindlen stod på. Der blev krævet en ubetinget fængselsstraf, en tillægsbøde og frakendelse af retten til at drive erhvervsvirksomhed.

Forsvarets Argumenter

Forsvaret anerkendte de faktiske mangler i bogføringen, men påstod, at T kun burde dømmes for overtrædelse af lavere bestemmelser i skatte- og momslovgivningen, idet forsættet til groft svig efter Straffeloven § 289 ikke var bevist. Det blev hævdet, at T havde handlet under stress og manglede overblik, hvilket førte til administrativt rod snarere end bevidst kriminel planlægning.

Forsvaret argumenterede for, at en betinget fængselsstraf kombineret med samfundstjeneste ville være en passende reaktion, da T i øvrigt havde været en respekteret erhvervsdrivende. De fastholdt, at beviserne for bedrageri over for kunderne var for spinkle til en domfældelse under Straffeloven § 279.

Landsretten stadfæstede i det væsentlige byrettens dom og fandt T skyldig i alle forhold. Landsretten lagde vægt på, at svigshandlingernes systematik, professionalisme og det meget betydelige omfang af det unddragne beløb klart beviste, at T havde handlet med det fornødne forsæt til groft svig.

Landsretten fandt ikke grundlag for at anse handlingerne som almindelige bogføringsfejl, men som planlagt kriminalitet med det formål at unddrage statskassen midler, hvilket faldt ind under den grove bestemmelse i Straffeloven § 289.