Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Ressort
Eksterne links
Relaterede love
Sagen omhandler en ansøger, der i oktober 2011 blev udsat for et drabsforsøg, da vedkommende og en kammerat uindbudt dukkede op til en privat fest. Her opstod der tumult med skadevolderen, hvilket resulterede i, at ansøgeren blev skudt med et oversavet jagtgevær på tæt afstand. Ansøgeren pådrog sig betydelige fysiske skader, herunder en strejflæsion på halsen og en indskudslæsion i venstre skulder.
Allerede i november 2012 sendte ansøgerens daværende advokat en erstatningsopgørelse til retten. I denne opgørelse blev der taget eksplicit forbehold for senere at fremsætte krav om godtgørelse for:
Det blev i den forbindelse oplyst, at ansøgeren led af konstante smerter, nedsat bevægelighed i armen samt havde udviklet angst efter hændelsen. Der var på dette tidspunkt gennemført 5-6 operationer. En dom i december 2012 tilkendte ansøgeren godtgørelse for svie og smerte samt tort, og Erstatningsnævnet udbetalte efterfølgende beløb i løbet af 2013.
I januar 2015 indsendte en ny advokat på vegne af ansøgeren en anmodning om godtgørelse for varigt mén. Spørgsmålet i sagen er herefter, om dette nye krav er indgivet rettidigt i forhold til de tidsmæssige begrænsninger, der gælder for ansøgninger til nævnet, herunder hvornår ansøgeren burde have indset eksistensen af kravet om varigt mén, særligt med henblik på en senere PTSD-diagnose fra april 2013.
Erstatningsnævnet traf afgørelse om at give afslag på ansøgningen om godtgørelse for varigt mén med henvisning til Offererstatningsloven § 13, stk. 3.
Nævnet vurderede, at ansøgningen var indgivet for sent, da den blev modtaget mere end to år efter, at ansøgeren indså eller burde have indset eksistensen af sit krav. Nævnet lagde følgende tidslinje til grund:
| Begivenhed | Dato | Betydning for sagen |
|---|
| Endelig dom | 03-12-2012 | Udgangspunkt for fristberegning |
| Formodet fristudløb | 03-12-2014 | 2 år efter den endelige dom |
| Ny ansøgning | 28-01-2015 | Indgivet efter fristens udløb |
Nævnet lagde afgørende vægt på, at ansøgerens tidligere advokat allerede i november 2012 havde taget forbehold for krav vedrørende varigt mén og invaliditet. Selvom en specifik diagnose som PTSD først forelå i april 2013, mente nævnet ikke, at dette kunne rykke fristen.
Efter Offererstatningsloven § 13, stk. 3 er det afgørende tidspunkt nemlig, hvornår skadelidte indså eller burde indse eksistensen af kravet, og ikke hvornår kravet kunne opgøres endeligt. Da ansøgeren allerede ved domsafsigelsen i 2012 var bekendt med de betydelige skader og den psykiske påvirkning, var kravet forældet ved indgivelsen i 2015.
CivilstyrelsenErstatningsnævnet informerer om behandlingen af ansøgninger fra personer, der befandt sig i Fields under skyderiet, og præciserer reglerne for direkte og indirekte skadelidte.
CivilstyrelsenCivilstyrelsenErstatningsnævnet forlænger sagsbehandlingstiderne til op til 24 måneder på grund af et højt sagstal og begrænsede ressourcer.
Sagen omhandler en tvist mellem en forsikringstager og Popermo Forsikring vedrørende dækning under en gruppeulykkesforsikring for en psykisk skade, Posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD), som forsikringstageren pådrog sig i forbindelse med sit tidligere erhverv.
Forsikringstageren anmeldte i februar 2018 en skade til , idet han havde fået anerkendt PTSD som en arbejdsskade af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) i , med en vurdering af erhvervsevnetab i . Han argumenterede for, at han først blev bekendt med sit erstatningskrav, da AES endeligt afsluttede hans sag, og at forældelsesfristen derfor skulle regnes fra .
Erstatningsnævnet tilbyder nu at genoptage sager, hvor der tidligere er givet afslag på grund af forældelse, som følge af ny retspraksis på området.
Popermo Forsikring afviste dækning med henvisning til, at kravet var forældet. Selskabet anførte, at forsikringstageren allerede i maj 2007 var blevet informeret af en psykolog om symptomer forenelige med PTSD. Desuden blev skaden anmeldt som en arbejdsskade af egen læge i november 2014, og en psykiatrisk speciallægeerklæring fra januar 2015 bekræftede diagnosen PTSD. Selskabet gjorde gældende, at forældelsesfristen på 3 år, jf. Forsikringsaftaleloven § 29, stk. 1 og Forældelsesloven § 3, stk. 2, løb fra et af disse tidligere tidspunkter, hvor forsikringstageren burde have været bekendt med sit krav. Selskabet fastholdt, at uvidenhed eller ukendskab til forsikringen ikke suspenderer forældelsen.
Sagen drejer sig om en klage fra en forsikringstager mod Forsikrings-Aktieselskabet Alka. Klageren søger genoptagelse af...
Læs mereSagen omhandler en forsikringstageraf klage over First A/S' afvisning af at betale erstatning for psykiske følger i form...
Læs mere
