Popermo Forsikring: Afvisning af PTSD-erstatning grundet forældelse

Sagen omhandler en tvist mellem en forsikringstager og Popermo Forsikring vedrørende dækning under en gruppeulykkesforsikring for en psykisk skade, Posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD), som forsikringstageren pådrog sig i forbindelse med sit tidligere erhverv.

Forsikringstageren anmeldte i februar 2018 en skade til Popermo Forsikring, idet han havde fået anerkendt PTSD som en arbejdsskade af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) i maj 2017, med en vurdering af erhvervsevnetab i november 2017. Han argumenterede for, at han først blev bekendt med sit erstatningskrav, da AES endeligt afsluttede hans sag, og at forældelsesfristen derfor skulle regnes fra maj 2017.

Popermo Forsikring afviste dækning med henvisning til, at kravet var forældet. Selskabet anførte, at forsikringstageren allerede i maj 2007 var blevet informeret af en psykolog om symptomer forenelige med PTSD. Desuden blev skaden anmeldt som en arbejdsskade af egen læge i november 2014, og en psykiatrisk speciallægeerklæring fra januar 2015 bekræftede diagnosen PTSD. Selskabet gjorde gældende, at forældelsesfristen på 3 år, jf. Forsikringsaftaleloven § 29, stk. 1 og Forældelsesloven § 3, stk. 2, løb fra et af disse tidligere tidspunkter, hvor forsikringstageren burde have været bekendt med sit krav. Selskabet fastholdt, at uvidenhed eller ukendskab til forsikringen ikke suspenderer forældelsen.

Ankenævnet har afgjort, at klageren ikke får medhold i sin klage.

Begrundelse for afgørelsen

Ankenævnet lagde til grund, at klageren i mere end 3 år før anmeldelsestidspunktet den 1. februar 2018 havde tilstrækkeligt kendskab til karakteren og omfanget af sin psykiske skade til at have rimelig anledning til at anmelde skaden til selskabet. Derfor kunne nævnet ikke kritisere selskabets afvisning af dækning med henvisning til, at klagerens eventuelle krav var forældet forud for skadeanmeldelsen og sagens indbringelse for nævnet.

Nævnet henviste til, at forældelsesfristen er 3 år, og at fristen skal regnes fra det tidligste tidspunkt, hvor sikrede kunne kræve erstatning fra selskabet, jf. Forældelsesloven § 2 og Forældelsesloven § 3. Dette er som udgangspunkt fra skadetidspunktet, men kan efter omstændighederne regnes fra et senere tidspunkt, hvis det ikke umiddelbart var påregneligt for sikrede, at der blev tale om en varig skade, og han derfor ikke har haft rimelig anledning til at anmelde skaden før senere.

Nævnet lagde vægt på følgende forhold:

• Et journalnotat af 2. maj 2007 fra klagerens psykolog, hvor det fremgik, at klageren havde udviklet en arbejdsrelateret belastningsreaktion med symptomer forenelige med diagnosen PTSD og en behandlingskrævende depression.
• Klageren havde været i samtalebehandling hos psykolog i 2013 og fra oktober 2014 for at håndtere den belastning, han havde været udsat for.
• Klageren blev fuldtidssygemeldt i november 2014 på grund af sine psykiske problemer.
• En statusattest af 7. januar 2015 fra egen læge, der angav, at klageren led af posttraumatisk stresssyndrom, var fuldt uarbejdsdygtig og ikke på sigt ville kunne genoptage psykisk belastende arbejde.
• En psykiatrisk speciallægeerklæring af 19. januar 2015, der bekræftede, at klageren opfyldte kriterierne for PTSD, herunder flashback-oplevelser, mareridt, undgåelsesadfærd, psykisk overfølsomhed, irritabilitet, vredesudbrud og koncentrationsbesvær. Erklæringen anbefalede fortsat psykologbehandling og medicinsk behandling.
• Klageren havde via egen læge den 3. november 2014 anmeldt den psykiske skade til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med angivelse af posttraumatisk belastningsreaktion. Nævnet fandt, at klageren på dette tidspunkt var klar over, at der var tale om en alvorlig tilstand, der muligt kunne give anledning til godtgørelse for varigt mén og/eller tab af erhvervsevne.

Nævnet bemærkede desuden, at Arbejdsskadesikringsloven er en særlov, og at Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse ikke var bindende for klagerens krav i relation til hans ulykkesforsikring. Klageren kunne derfor ikke med rette afvente en afgørelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, før skaden blev anmeldt til selskabet. Praksis vedrørende forældelse af såkaldte "differencekrav" kunne ikke overføres til den foreliggende situation, da der ikke var sammenhæng mellem arbejdsskadeerstatningskravet og kravet mod ulykkesforsikringsselskabet.