Koordinering af social sikring: Ligestilling af faktiske forhold ved forhøjelse af alderspension for pasning af handicappet barn i anden medlemsstat

Sagen omhandler en tvist mellem Caisse d’assurance retraite et de la santé au travail d’Alsace-Moselle (Carsat, Frankrig) og SJ, en fransk statsborger bosiddende i Tyskland, vedrørende beregningen af hendes alderspension. SJ, der har haft en arbejdskarriere i både Frankrig og Tyskland, søgte om den franske lovgivnings fastsatte forhøjelse af pensionssatsen (op til otte ekstra kvartaler) for opfostring af et svært handicappet barn.

I Frankrig kræver retten til denne forhøjelse, at barnet opfylder betingelserne for et specifikt børnepasningsbidrag, herunder en permanent invaliditetsgrad på mindst 80%. Hensigten med forhøjelsen er at kompensere for de karrieremæssige ulemper, som opfostringen af et sådant barn medfører.

SJ havde i Tyskland modtaget en ydelse for integration af handicappede børn (§ 35a i Sozialgesetzbuch), og spørgsmålet var, om denne tyske ydelse eller de faktiske forhold, der lå til grund for den, skulle tages i betragtning ved beregningen af den franske pension i medfør af EU’s koordineringsregler for social sikring (Forordning (EF) nr. 883/2004).

Den forelæggende ret, Cour de cassation (Frankrig), ønskede primært afklaret, om den tyske ydelse overhovedet er omfattet af forordning 883/2004, og om den i givet fald kunne ligestilles med den franske ydelse i henhold til artikel 5, litra a).

Den tyske ydelse falder uden for Forordning 883/2004

Domstolen fastslog, at ydelsen til integration af børn og unge med mentale handicap (§ 35a i Sozialgesetzbuch, Tyskland) ikke udgør en social sikringsydelse i henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 883/2004.

• Tildelingen af den tyske ydelse sker på baggrund af en individuel og skønsmæssig vurdering af det berettigede barns personlige behov, hvilket betyder, at den klassificeres som social bistand, der normalt er udelukket fra forordningens anvendelsesområde.
• Ydelsen er heller ikke opført i bilag X og er derfor ikke en særlig ikke-bidragspligtig kontantydelse omfattet af artikel 70, stk. 2, litra c).

Følgelig kan den tyske og franske ydelse ikke anses for at være tilsvarende ydelser som omhandlet i forordningens artikel 5, litra a).

Anvendelse af princippet om ligestilling af faktiske forhold

Domstolen omformulerede det andet spørgsmål og fastslog, at princippet om ligestilling af faktiske forhold, som er lovfæstet i forordningens artikel 5, litra b), finder anvendelse i hovedsagen. Den franske pensionsforhøjelse udgør nemlig en alderdomsydelse, som tillægger retsvirkning til indtrædelsen af et bestemt faktisk forhold (barnets permanente invaliditet på mindst 80%).

Det påhviler derfor de kompetente franske myndigheder at: