Skattepligt af befordringsgodtgørelse – manglende dokumentation og kontrol

Sagen omhandler en klage over SKATs afgørelse om at anse udbetalt befordringsgodtgørelse for skattepligtig A-indkomst for indkomstårene 2008, 2009 og 2010. Klageren, der er hovedanpartshaver i et ApS, havde modtaget skattefri befordringsgodtgørelse, som SKAT efter et kontrolbesøg fandt utilstrækkeligt dokumenteret.

SKATs kontrolbesøg i selskabet den 9. februar 2012 afslørede, at grundlaget for udbetalingerne af skattefri befordringsgodtgørelse ikke var fyldestgørende. Bogholderen oplyste, at der kun fandtes simple sedler med navn, antal kørte kilometer, måned og år, og at der ikke var underbilag som kørselsregnskaber. SKAT orienterede om reglerne og fremsendte bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000.

Klageren indsendte først kørselsregnskaber den 26. marts 2012 efter telefonisk anmodning fra SKAT. Klageren fastholdt, at kørselsregnskaberne havde eksisteret i virksomheden og opfyldte kravene, og at SKAT burde have rettet forespørgsel direkte til ham. Han mente, at SKAT havde truffet afgørelse på et forkert og ufuldstændigt grundlag, og at de fremlagte regnskaber ikke var rekonstruerede, selvom de var ført i et regneark.

SKAT fastholdt sin afgørelse og begrundede den med, at arbejdsgiveren ikke havde ført tilstrækkelig kontrol med antallet af kørte kilometer. SKAT lagde vægt på, at kørselsregnskaberne ikke var til stede ved det første kontrolbesøg, at bogholderne ikke kendte til dem, at grundbilagene var utilstrækkelige, og at klagerens status som hovedanpartshaver skærpede dokumentationskravene. SKAT bemærkede også, at revisoren ikke havde gennemgået kørselsregnskaberne, og at materialet bar præg af at være rekonstrueret. Derudover stillede SKAT spørgsmålstegn ved det faktiske kørselsomfang, især i relation til kørsel mellem bopæl og arbejdsplads, og påpegede uoverensstemmelser mellem brændstofkøb og kørselsregnskaber samt dækning af broafgifter.

SKAT erkendte en teknisk fejl i at have dannet årsopgørelser for tidligt, men fastholdt, at den materielle afgørelse var korrekt. Klageren havde ikke efterfølgende anmodet om genoptagelse vedrørende befordringsfradrag efter Ligningsloven § 9 C eller fremsendt yderligere dokumentation for faktisk kørsel.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs ansættelse af udbetalt befordringsgodtgørelse som skattepligtig A-indkomst for indkomstårene 2008, 2009 og 2010.

Retten henviste til Ligningsloven § 9, stk. 5, som fastslår, at godtgørelser for arbejdsrelaterede udgifter skal medregnes i indkomsten, medmindre de er omfattet af undtagelser som befordringsudgifter efter Ligningsloven § 9 B eller rejseudgifter efter Ligningsloven § 9 A eller Ligningsloven § 31, stk. 4, og ikke overstiger Skatterådets satser.

Det blev fremhævet, at det er en afgørende forudsætning for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren fører kontrol med antallet af kørte kilometer. Dette krav fremgår specifikt af § 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse. Selvom der ikke kræves et egentligt kørselsregnskab, skal udbetalingerne og de kørte erhvervsmæssige kilometer kunne kontrolleres.

Landsskatteretten fandt, at de fremlagte bilag vedrørende den erhvervsmæssige kørsel ikke opfyldte betingelserne for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse i henhold til bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000. Derfor blev de påklagede ansættelser stadfæstet.