Landsskatteretten: Skattepligt af befordringsgodtgørelse grundet lønomlægning og mangelfuld kontrol

Sagen omhandler Landsskatterettens stadfæstelse af Skattestyrelsens afgørelse vedrørende skattefri befordringsgodtgørelse udbetalt af [virksomhed1] ApS til selskabets hovedanpartshaver i indkomstårene 2019, 2020, 2021 og januar 2022. Skattestyrelsen havde ændret selskabets indberetning til eIndkomst, således at de udbetalte godtgørelser på henholdsvis 116.799 kr., 42.901 kr., 59.347 kr. og 53.174 kr. blev anset for skattepligtige.

Baggrund og selskabets argument

Hovedanpartshaveren, der også er direktør i selskabet, modtog en lav A-indkomst (mellem 10.243 kr. og 12.000 kr. årligt) i de pågældende år, mens der blev udbetalt betydelige beløb i befordringsgodtgørelse. Selskabet, der yder service inden for pleje- og handicapområdet, forklarede den lave løn med et behov for at forbedre selskabets egenkapital og undgå kritik fra tilsynet efter skærpet lovgivning. Hovedanpartshaveren havde omfattende erhvervsmæssig kørsel i hele Danmark i forbindelse med etablering af nye kundekontakter, tilsyn og oplæring i nye IT-systemer.

Skattestyrelsens argumentation

Skattestyrelsen argumenterede for, at godtgørelserne var skattepligtige af to hovedårsager. For det første, at hovedanpartshaverens løn var af symbolsk/ubetydelig størrelse, hvilket indikerer en lønomlægning i strid med Ligningsloven § 9, stk. 4. For det andet, at dokumentationskravene for skattefri befordringsgodtgørelse, som fastsat i Bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse, ikke var opfyldt. Skattestyrelsen henviste til, at der stilles skærpede krav til dokumentation ved interessefællesskab mellem arbejdsgiver og lønmodtager, jf. SKM2010.778.VLR.

Dokumentationskrav og uoverensstemmelser

Skattestyrelsen påpegede flere mangler i de fremlagte kørebøger, herunder manglende oplysninger om hovedanpartshaverens adresse og CPR-nr., kørslens præcise mål (vejnavn og nummer), anvendte satser for visse perioder, og beregning af godtgørelsen. Desuden var der ikke angivet, hvilken bil der var anvendt. En væsentlig uoverensstemmelse blev fundet mellem de kørte kilometer ifølge kørebøgerne (117.616 km i 2019-2021) og hovedanpartshaverens bils faktiske kørte kilometer ifølge synsrapporter (38.000 km i perioden 2018-2022). Skattestyrelsen konkluderede, at selskabet ikke havde foretaget den nødvendige kontrol, og at den underliggende dokumentation var mangelfuld.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse om at ændre selskabets indberetning til eIndkomst vedrørende udbetalt befordringsgodtgørelse til hovedanpartshaveren. Afgørelsen vedrører beløb på 116.799 kr. i 2019, 42.901 kr. i 2020, 59.347 kr. i 2021 og 53.174 kr. i januar 2022, som alle anses for skattepligtige.

Retsgrundlag

Sagen er behandlet i henhold til Kildeskatteloven § 43, stk. 1 om A-indkomst, Kildeskatteloven § 46, stk. 1 om indeholdelsespligt, Arbejdsmarkedsbidragsloven § 1, Arbejdsmarkedsbidragsloven § 2, stk. 1 og Arbejdsmarkedsbidragsloven § 7 om arbejdsmarkedsbidrag, samt Skatteindberetningsloven § 1, stk. 1 og Skatteindberetningsloven § 1, stk. 2 om indberetningspligt. De centrale bestemmelser er Ligningsloven § 9, stk. 4 om skattepligt af godtgørelser, med undtagelse af Ligningsloven § 9a og Ligningsloven § 9b for rejse- og befordringsudgifter, samt værnsreglen i Ligningsloven § 9, stk. 4, 3. pkt. om lønomlægning. Kravene til dokumentation for skattefri befordringsgodtgørelse fremgår af Bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2.

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Landsskatteretten fandt, at betingelserne for skattefri befordringsgodtgørelse ikke var opfyldt af to hovedårsager:

• Lønomlægning: Hovedanpartshaveren modtog en årlig løn på 12.000 kr. i 2019 og 2020, og 10.243 kr. i 2021, hvilket Landsskatteretten anså for at være en løn af symbolsk karakter. I lyset af de store udbetalte befordringsgodtgørelser (op til 116.799 kr. årligt), fandt retten, at der var et åbenbart misforhold mellem den skattepligtige løn og de skattefrie godtgørelser. Dette indikerer, at selskabet har kompenseret hovedanpartshaveren ved lønomlægning, hvilket strider mod Ligningsloven § 9, stk. 4, 3. pkt.. Retten henviste til praksis, herunder SKM2017.591.LSR.

• Mangelfuld kontrol og dokumentation: De fremlagte kørebøger var ikke tilstrækkeligt udførlige og opfyldte ikke kravene i Bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse § 2. Specifikke mangler inkluderede:

  • Manglende oplysninger om hovedanpartshaverens adresse og CPR-nr.
  • Kørslens mål var oplyst uden specifik adresse, hvilket gjorde kontrol af kørte kilometer umulig.
  • Manglende angivelse af anvendte satser for perioden 1. januar 2020 til 31. august 2021.
  • Anvendelse af en højere sats end Skatterådets for 2019.
  • Manglende angivelse af anvendt bil.
  • Væsentlig uoverensstemmelse mellem de kørte kilometer i kørebøgerne (117.616 km i 2019-2021) og hovedanpartshaverens bils faktiske kørte kilometer ifølge synsrapporter (38.000 km i 2018-2022).

Retten understregede, at der stilles skærpede krav til dokumentationen, når der er tale om interesseforbundne parter, jf. SKM2010.778.VLR og SKM2015.73.ØLR. Konsekvensen af manglende effektiv kontrol er, at hele den udbetalte godtgørelse anses som skattepligtig, uanset om de øvrige betingelser er opfyldt, jf. SKM2002.525.VLR og SKM2007.247.HR. Bevisbyrden for opfyldelse af betingelserne påhviler modtageren, jf. SKM2013.136.BR.

På baggrund af både lønomlægningen og de omfattende mangler i kontrol og dokumentation fandt Landsskatteretten, at den udbetalte befordringsgodtgørelse var skattepligtig for hovedanpartshaveren. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.