Artikel 267 TEUF: National procesautonomi og gennemførelse af præjudiciel afgørelse i straffesager ved pålæg fra højere retsinstans

Sagen omhandler en præjudiciel forelæggelse fra en bulgarsk specialiseret straffedomstol (Spetsializiran nakazatelen sad) vedrørende fortolkningen af artikel 267 TEUF. Hovedsagen er en straffesag mod toldere (Nikolay Kolev m.fl.), der er anklaget for svig, som skader Den Europæiske Unions finansielle interesser. Sagen er en opfølgning på Domstolens dom i sagen C-612/15 (Kolev I), hvor Domstolen fastslog, at den nationale ret skulle undlade at anvende bulgarske regler (artikel 368 og 369 i strafferetsplejeloven), der tillod en automatisk afslutning af straffesager på grund af proceduremæssige forsinkelser, da dette stred mod artikel 325 TEUF (beskyttelse af EU's finansielle interesser). I den efterfølgende procedure ønskede den forelæggende ret at gennemføre fortolkningen i Kolev I ved selv at indlede sagens retslige del og afhjælpe uregelmæssighederne for at sikre en hurtig rettergang. En højere appelinstans ophævede imidlertid denne beslutning og pålagde den forelæggende ret at sende sagen tilbage til anklagemyndigheden i henhold til national procedure (artikel 249 i strafferetsplejeloven). Den forelæggende ret rejste tvivl om, hvorvidt appelinstansens bindende pålæg om tilbagesendelse forhindrede den effektive gennemførelse af Kolev I, især i relation til de tiltaltes ret til forsvar og retten til information ifølge direktiv 2012/13/EU.

Domstolens fortolkning af artikel 267 TEUF og national procesautonomi Domstolen fastslog, at artikel 267 TEUF, henset til fortolkningen af direktiv 2012/13/EU (om ret til information) i Kolev I, ikke er til hinder for en national procesretlig bestemmelse, som forpligter den forelæggende ret til at efterkomme et pålæg fra en højere retsinstans om at sende sagen tilbage til anklagemyndigheden. Domstolen understregede, at valget af den nærmere fremgangsmåde for gennemførelsen af en præjudiciel dom henhører under medlemsstaternes procesautonomi. Domstolen præciserede i Kolev I udelukkende, hvornår de tiltaltes rettigheder (information om tiltale og adgang til aktindsigt) senest skulle sikres (inden retten påbegynder realitetsbehandlingen), men ikke hvem (retten eller anklagemyndigheden) der konkret skulle afhjælpe manglerne.

Vurdering af effektivitetsprincippet Afgørende for Domstolen var, om tilbagesendelsen af sagen til anklagemyndigheden gjorde det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de EU-retlige rettigheder (effektivitetsprincippet). Domstolen fandt: - Der er intet grundlag for at antage, at tilbagesendelse til anklagemyndigheden i sig selv griber negativt ind i eller forhindrer udøvelsen af processuelle rettigheder fastsat i direktiv 2012/13/EU. - Anklagemyndigheden påhviler, i lighed med den nationale domstol, at sikre overholdelse af retten til forsvar, en effektiv retsforfølgning og sagens afvikling inden for en rimelig frist. - Den nationale procesregel, som medfører tilbagesendelse af sagen til anklagemyndigheden, er kun forenelig med EU-retten, forudsat at anklagemyndigheden eller den forelæggende ret i den efterfølgende retslige del effektivt sikrer overholdelsen af artikel 6, stk. 3, og artikel 7, stk. 3, i direktiv 2012/13/EU.