Økonomichef fik ikke medhold i klage over handicapdiskrimination efter hjernerystelse og fratrædelsesaftale

Juridiske spørgsmål rejst af klager

Klager gjorde gældende, at hun blev presset ud af sin stilling som direkte følge af sit handicap (post-commotionelt syndrom). Hun argumenterede for, at arbejdsgiveren ikke havde forsøgt reelle tilpasningsforanstaltninger, og at fratrædelsesaftalen, som indeholdt et afkald på at rejse krav efter forskelsbehandlingsloven, var ugyldig, da hun var uden juridisk bistand og kognitivt påvirket af sin skade.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at indklagede ikke havde handlet i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2.

Nævnets vurdering af proces og aftale

Indledningsvist afviste nævnet indklagedes påstand om passivitet, da tidsforløbet fra fratræden til klage var rimeligt set i lyset af klagers helbred. Nævnet tilsidesatte også fratrædelsesaftalens punkt om afkald på godtgørelse, da det ikke kunne dokumenteres, at en overtrædelse af lovgivningen var drøftet, eller at klager havde modtaget relevant juridisk bistand.

Manglende bevis for handicap

Selve kernen i afgørelsen var, om klager på opsigelsestidspunktet den 25. januar 2017 kunne anses for at have et handicap i lovens forstand. Nævnet lagde vægt på følgende:

• Varighedskravet: Et handicap kræver en funktionsbegrænsning af lang varighed. På tidspunktet for aftalens indgåelse havde begrænsningen varet i ca. otte måneder.
• Prognose: Der forelå ingen lægelige oplysninger på opsigelsestidspunktet, der fastslog, at begrænsningen ville blive langvarig. En senere speciallægeerklæring viste endda, at tilstanden var i bedring.
• Funktionsniveau: Klager havde i perioder arbejdet op til 32 timer ugentligt, hvilket talte imod en permanent og omfattende funktionsnedsættelse på daværende tidspunkt.

Da klager ikke havde løftet bevisbyrden for, at der forelå et handicap i overensstemmelse med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 1, blev indklagede frifundet. Afgørelsen blev truffet i overensstemmelse med reglerne om nævnets kompetence i Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 1 og den delte bevisbyrde i Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7a.

I juni 2013 blev det aftalt, at kvinden skulle genoptage arbejdet pr. 1. september 2013 i en ny funktion som vejleder i et specifikt projekt i en anden by. Hun udtrykte oprindeligt glæde over denne løsning, da hun ikke følte sig klar til at vende tilbage til sin tidligere undervisningsfunktion. Kort efter hendes opstart viste skolens halvårsregnskab imidlertid et betydeligt underskud på 3,3 millioner kroner i den pågældende afdeling.

Sagens kernespørgsmål

Klagen opstod, da skolen i oktober 2013 varslede en nedlæggelse af projektet og dermed en afskedigelse af de involverede medarbejdere. Parterne var uenige om følgende:

• Om afskedigelsen reelt var begrundet i kvindens handicap eller de økonomiske besparelser.
• Om skolen bevidst havde omplaceret hende til et lukningstruet projekt for at kunne opsige hende.
• Om skolen havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse i forhold til at fastholde hende i jobbet.
• Om en indgået fratrædelsesaftale med fagforeningen afskar klageren fra at rejse krav efter forskelsbehandlingsloven.