Dom om Hævdserhvervelse på Jernbaneareal: Banedanmark mod Sagsøgte

Sagen omhandler et spørgsmål om hævdserhvervelse på et areal, der er matrikuleret som jernbaneareal, og som er beliggende mellem Banedanmarks jernbanespor og Sagsøgtes ejendom i Horsens.

Sagens Baggrund

Sagen blev oprindeligt anlagt ved Retten i Horsens den 8. maj 2024 og blev den 27. august 2024 henvist til Vestre Landsret for behandling i henhold til Retsplejeloven § 226, stk. 1. Kernen i sagen var, hvorvidt Sagsøgte havde vundet hævd på et ca. 400 m² stort areal, som Banedanmark anser for at tilhøre dem.

Sagsøgte erhvervede sin ejendom, Matrikel nr. 2, i 1993. Banedanmark opdagede i 2021, i forbindelse med forberedelsen af elektrificering af jernbanen, at Sagsøgte anvendte et areal, som Banedanmark mente tilhørte dem. Banedanmark gjorde opmærksom på, at det siden 1988 ikke har været muligt at vinde hævd på jernbanearealer, jf. Jernbaneloven § 28.

Påstande

Banedanmark (Sagsøger) nedlagde følgende påstande:

• Sagsøgte skulle anerkende, at skellet mellem ejendommene Matrikel nr. 1 (Banedanmark) og Matrikel nr. 2 (Sagsøgte) var det matrikulære skel.
• Sagsøgte skulle fjerne bygninger, hegn, beplantning og indretninger fra Matrikel nr. 1.
• Sagsøgte skulle betale 48.090 kr. med tillæg af procesrente til Banedanmark for omkostninger til skelforretningen.

Sagsøgte påstod frifindelse.

Sagsfremstilling og Bevisførelse

En skelforretning blev afholdt den 14. marts 2024 for at fastlægge skellet. Landinspektøren vurderede, at det omtvistede areal havde været anvendt med stor intensitet af de forskellige ejere af Sagsøgtes ejendom siden 1928. Det blev konkluderet, at den tidligere ejer, Person 1, der ejede ejendommen fra 1967, havde vundet hævd på arealet i god tro, da hun ikke havde vished om, at ejendommens udstrækning kun gik til det registrerede skel.

Sagsøgtes forklaring: Sagsøgte forklarede, at han købte ejendommen i 1994, og at den tidligere ejer ikke nævnte, at en del af haven tilhørte Banedanmark. Han var chokeret over Banedanmarks brev i 2021, da han altid havde opfattet arealet som en del af sin ejendom og havde vedligeholdt det, herunder et levende hegn mod jernbanen.

Vidneforklaringer: Flere vidner, herunder en tidligere arealforvalter fra Banedanmark og naboer, afgav forklaringer. Vidne 4, datter af den tidligere ejer Person 1, bekræftede, at familien flyttede ind i 1968, og at arealet ned til det levende hegn altid var blevet anvendt som have med frugttræer og bærbuske. Hun var også overrasket over Banedanmarks krav.

Retsgrundlag og Anbringender

Sagen drejede sig om fortolkningen af hævdsreglerne i Danske Lov 5-5-1 og Danske Lov 5-5-2 i lyset af Jernbaneloven § 28 (tidligere Lov om DSB § 52 a, stk. 2), som fastslår, at hævd ikke kan vindes over jernbanearealer, der er matrikuleret som sådanne. Det centrale spørgsmål var, om hævd kunne vindes forud for den 1. juni 1988, hvor den gældende bestemmelse trådte i kraft.

Banedanmark anførte:

• Der kan ikke vindes hævd over jernbanearealer, hverken før eller efter 1988, da de ikke kan sidestilles med private arealer.
• Sagsøgte og tidligere ejere har ikke rådet over arealet i god tro eller med tilstrækkelig intensitet.

Sagsøgte anførte:

• Hævd kunne vindes over jernbanearealer, hvis råden var påbegyndt før 1968, og betingelserne for hævd var opfyldt forud for 1988.
• Tidligere ejere handlede i god tro, og brugen af arealet var intensiv.

Landsrettens Afgørelse

Landsretten fandt, at det omtvistede areal, der var placeret mellem et levende hegn og ejendommene på Vej, i perioden fra i hvert fald 1950'erne og frem til efter 1988, ikke kunne henregnes til "statsbaneområdet" i henhold til den dagældende Lov nr. 221 af 31. maj 1968 om statsbanerne § 60. Dette betød, at offentligretlig regulering ikke var til hinder for, at der kunne vindes hævd på arealet forud for den 1. juni 1988.

Retten lagde til grund, at den tidligere ejer, Person 1, var i god tro om, at arealet var en del af hendes ejendom. Selvom arealet udgjorde ca. 400 m², og der i 1952 blev tinglyst en servitut vedrørende et privat vandløb, ændrede dette ikke vurderingen af god tro.

Da Person 1 havde rådet over det omtvistede areal med den fornødne intensitet i mere end 20 år forud for den 1. juni 1988, og da Sagsøgte er succederet i hendes ret, blev det fastslået, at der var vundet hævd over arealet. Skellet blev derfor fastlagt som bestemt i skelerklæringen af 14. marts 2024.

Domslut

• Sagsøgte blev frifundet for Banedanmarks påstande 1 og 2 (anerkendelse af matrikulært skel og fjernelse af bygninger/beplantning).
• Sagsøgte blev tillige frifundet for Banedanmarks påstand 3 (betaling af omkostninger til skelforretningen).
• Banedanmark blev pålagt at betale 58.180,82 kr. til statskassen inden 14 dage til dækning af Sagsøgtes udgifter til advokatbistand og vidnegodtgørelse. Beløbet forrentes efter Renteloven § 8 a.