Afslag på retshjælpsdækning til sager mod advokat, rådgivningsfirma og Skatteministeriet på grund af manglende rimelig grund

En forsikringstager har klaget over, at hendes forsikringsselskab, Topdanmark Forsikring, har afvist at dække sagsomkostninger under hendes retshjælpsforsikring i tre separate og komplekse sagsforløb. Sagerne involverer tvister med et advokatfirma, et juridisk rådgivningsfirma og Skatteministeriet.

Sagens omdrejningspunkt

Kernen i sagen er selskabets gentagne afslag, som primært er begrundet i forsikringsvilkårenes krav om, at der skal være "rimelig grund" til at indbringe en tvist for domstolene. Selskabet har vurderet, at klageren i ingen af de tre tilfælde havde udsigt til at få medhold.

De tre tvister

1. Sag mod advokatfirma 1

Denne tvist udspringer af en tidligere sag om et advokatsalær, som klageren tabte i både by- og landsret. Da hun ikke betalte det skyldige beløb, iværksatte advokatfirmaet en inddrivelsesproces, der førte til en tvangsauktion over hendes ejendom. For at afværge auktionen betalte klageren et beløb på 60.273,27 kr. Hun anmodede efterfølgende om retshjælpsdækning til en ny retssag mod advokatfirmaet vedrørende dette beløb. Selskabet afviste med den begrundelse, at der ikke var rimelig grund til at føre sagen, da inddrivelsen var en lovlig konsekvens af de tidligere domme.

2. Sag mod juridisk rådgivningsfirma

Klageren hyrede et juridisk rådgivningsfirma til at bistå hende i sagerne mod advokatfirma 1 og Skatteministeriet. Hun betalte firmaet for rådgivningen, men anmodede senere om retshjælpsdækning til at sagsøge dem, formentlig for at få honoraret tilbage. Selskabet afviste dækning, da der ikke var påvist fejl i rådgivningen, og da den ydede bistand var i overensstemmelse med deres aftale.

3. Sag mod Skatteministeriet

Klageren anmodede om eftergivelse af gæld til det offentlige, men fik afslag fra både Gældsstyrelsen og Skatteankestyrelsen. Hun anlagde herefter sag mod Skatteministeriet. Selskabet afviste at dække sagen, da de vurderede, at der efter de administrative afgørelser ikke var rimelig grund til at forvente, at hun ville vinde sagen ved domstolene.

Parternes påstande

• Klageren kræver, at selskabet dækker hendes advokatomkostninger i alle tre sager. Hun føler sig uretfærdigt behandlet og mener, at omkostningerne er urimelige.
• Selskabet fastholder sine afslag og argumenterer for, at klageren i ingen af sagerne opfylder vilkåret om at have "rimelig grund" til at føre en retssag. De henviser desuden til, at anmeldelserne ikke er sket korrekt i overensstemmelse med vilkårene.

Klageren får ikke medhold.

Nævnet finder, at der ikke er eller har været rimelig grund til at føre sager mod advokatfirma 1, det juridiske rådgivningsfirma eller Skatteministeriet. Nævnet kan derfor ikke kritisere selskabets afgørelse om at afvise at yde retshjælpsdækning.

Sagerne mod advokatfirma 1

Nævnet lægger vægt på, at klageren allerede havde tabt sagen om advokatsalæret i både byretten og landsretten. Advokatnævnet havde desuden tidligere fundet, at salæret ikke var urimeligt. De efterfølgende inddrivelsesomkostninger og tvangsauktionen var en direkte konsekvens af, at klageren ikke betalte det beløb, hun var blevet dømt til at betale. Hverken klagerens bistandsadvokat i tvangsauktionssagen eller det juridiske rådgivningsfirma fandt grundlag for at bestride kravets størrelse. Derfor var der ikke rimelig grund til at anlægge nye retssager mod advokatfirma 1.

Nævnet bemærker desuden, at retshjælpsforsikringen ifølge betingelserne ikke dækker almindelig advokatrådgivning, hvorfor der heller ikke på dette grundlag kan dækkes udgifter til bistand i bopælssagen.

Sag mod juridisk rådgivningsfirma

For så vidt angår sagen mod det juridiske rådgivningsfirma, lægger nævnet vægt på, at honoraret var aftalt forud for rådgivningen. Rådgivningen ses at have været i overensstemmelse med aftalen. Nævnet bemærker også, at Advokatnævnet afviste klagen over firmaet, blandt andet fordi klagen var indgivet for sent. Der forelå derfor ikke rimelig grund til at føre sag mod rådgivningsfirmaet.

Sag mod Skatteministeriet

Vedrørende sagen mod Skatteministeriet lægger nævnet vægt på, at Gældsstyrelsen, Skatteankestyrelsen og efterfølgende byretten alle havde givet afslag på klagerens anmodning om eftergivelse af gæld. Det er ikke godtgjort, at klageren opfyldte betingelserne for eftergivelse efter gældsinddrivelseslovens § 13. Da der ikke var fremkommet væsentlige nye oplysninger, var der ikke grundlag for at antage, at klageren kunne opnå et bedre resultat ved en ny retssag. Landsretten stadfæstede desuden fogedrettens kendelse om udlæg i klagerens ejendom med henvisning til retsplejelovens § 478, stk. 2.

Det, som klageren i øvrigt har anført, kan ikke føre til et andet resultat.