Afslag på retshjælpsdækning grundet påstået forsømmelse og manglende rimelig grund vedrørende tvist om ejendomskøb

Sagen omhandler en tvist om retshjælpsdækning fra ETU Forsikring A/S til en forsikringstager (Klageren) i forbindelse med to relaterede retssager vedrørende en ejendomsoverdragelse. Klageren anmodede om dækning for omkostninger til sagerne, men forsikringsselskabet afviste dækning med henvisning til, at omkostningerne ikke var afholdt med rimelig grund, og at de skyldtes forsømmelse fra klagerens advokat.

Sagens faktiske omstændigheder

Klageren mente at have indgået en bindende aftale med Modpart 1 om køb af en ejendom for 4.775.000 kr. Modpart 1 solgte imidlertid ejendommen til Modpart 2 for 5.000.000 kr. Klageren anlagde herefter to sager:

• Sag 1 (Klageren mod Modpart 1): Klageren krævede principalt, at Modpart 1 skulle give skøde på ejendommen, og subsidiært erstatning. Byretten fandt, at der var indgået en bindende aftale, men kunne ikke pålægge skødeoverdragelse, da Modpart 1 ikke længere ejede ejendommen. Modpart 1 blev frifundet på formelle grunde.
• Sag 2 (Klageren mod Modpart 2): Klageren krævede, at Modpart 2 skulle anerkende den bindende aftale, Klagerens utinglyste ret til ejendommen, og tilskøde ejendommen til Klageren.

Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse om, at der var indgået en bindende aftale mellem Klageren og Modpart 1. Landsretten tog ikke stilling til erstatningsspørgsmålet, da dette afhang af udfaldet af sagen mod Modpart 2. Modpart 1 blev dømt til at betale 205.000 kr. i sagsomkostninger til Klageren.

Parternes hovedpåstande og centrale argumenter

ETU Forsikring A/S's afslag:

ETU Forsikring afviste retshjælpsdækning med henvisning til forsikringsbetingelsernes punkt 7, litra a) og f), som omhandler omkostninger, der ikke er afholdt med rimelig grund, eller som skyldes forsømmelse fra sikrede eller dennes advokat. Selskabet anførte, at klagerens advokat burde have:

• Tilrettet påstanden i byretssagen, da ejendommen var overdraget til Modpart 2.
• Sikret tidligere tinglysning af stævningen på ejendommen for at undgå sagen mod Modpart 2.
• Ikke frafaldet den subsidiære påstand om erstatning i byretssagen.
• Adciteret Modpart 2 under byretssagen mod Modpart 1.

Selskabet mente, at ankesagen og sagen mod Modpart 2 var unødvendige som følge af advokatens forsømmelser, og at der ikke var rimelig grund til at føre begge sager.

Klagerens argumenter:

Klageren bestred forsikringsselskabets begrundelse og anførte, at:

• Modpart 1 havde adkomst til ejendommen, da stævningen blev udtaget, og Modpart 1 gjorde ikke gældende, at hun skulle frifindes på grund af overdragelsen. Byrettens frifindelse skete ex officio og var fejlagtig.
• Anmodning om tinglysning af stævningen blev indgivet, men Modpart 2's skøde blev tinglyst kort efter, før retten havde taget stilling til tinglysningsanmodningen. Klagerens advokat kunne ikke bebrejdes dette.
• Landsretssagen var nødvendig, da Modpart 1 fortsat nægtede den bindende aftale, uanset byrettens afgørelse.
• En adcitationssag ville også have medført omkostninger, og Klageren bestred, at den subsidiære påstand var frafaldet under hovedforhandlingen.
• Modpart 2 var i ond tro ved tinglysningstidspunktet, hvilket berettigede sagen mod Modpart 2.
• Sagerne var nødvendige og ikke indbyrdes modstridende, og Klageren havde krav på retshjælpsdækning, da sagerne blev ført med et gunstigt resultat.

Klageren henviste til Tinglysningsloven § 1, stk. 2 vedrørende god tro og ekstinktion, Tinglysningsloven § 12, stk. 3 og Tinglysningsloven § 23 vedrørende tinglysning af stævninger, samt Retsplejeloven § 312, stk. 3 og Retsplejeloven § 383 vedrørende sagsomkostninger og påstande i landsretten. Klageren argumenterede også for, at retsafgiften var korrekt beregnet ud fra ejendommens værdi, hvilket er sædvanlig praksis ved påstand om naturalopfyldelse.

Selskabet, ETU Forsikring A/S, skal yde retshjælpsdækning til klageren for de anmeldte retssager. Retssagerne betragtes som én forsikringsbegivenhed, og retssagen mod modpart 2 dækkes forholdsmæssigt, som havde den været behandlet som en adcitationssag til retssagen mod modpart 1. Allerede forfaldne beløb skal forrentes efter Forsikringsaftaleloven § 24. Klageren får i øvrigt ikke medhold, og klagegebyret tilbagebetales.

Begrundelse

Rimelig grund og forsømmelse

Nævnet finder, at klageren havde rimelig grund til at føre retssag ved byretten mod modpart 1. Dette skyldes sagens forløb om aftaleindgåelsen vedrørende købet af ejendommen, og at ejendommen fortsat tilhørte modpart 1 på tidspunktet for udtagelsen af stævningen. Selskabet har ikke løftet bevisbyrden for, at klageren ville have fået medhold i sin erstatningspåstand, såfremt denne ikke var blevet frafaldet under hovedforhandlingen i byretten.

Nævnet finder derimod, at klageren ikke har sandsynliggjort at have haft den fornødne rimelige grund til førelse af ankesag mod modpart 1. Erstatningspåstanden kunne have været påkendt allerede under byretssagen, og det ville have været mest hensigtsmæssigt at føre den som led i en samlet hoved- og adcitationssag mod både modpart 1 og 2. Retten kan ikke siges ex officio at have truffet afgørelse om, at ejendommen ikke kunne overdrages til klageren, idet det fremgik af parternes sagsfremstilling og bilag, at modpart 2 de facto havde erhvervet ejendommen, og modpart 1 havde nedlagt påstand om frifindelse over for både den principale og subsidiære påstand. Vurderingen af ankesagens rimelighed påvirkes ikke af, hvorvidt modpart 1 selvstændigt ville have anket byretsdommen, da en isoleret ankesag mod modpart 1 ikke var hensigtsmæssig.

Nævnet finder, at klageren havde rimelig grund til at føre retssag mod modpart 2 med henblik på afklaring af, om modparten ved sin tinglysning har fortrængt klagerens ret til at overtage ejendommen. Dette skyldes oplysningerne om modpart 2's kendskab til klagerens krav på ejendommen forud for hendes eget køb og tinglysning af denne. Sagen mod modpart 2 kunne med rimelighed have været anlagt som adcitationssag i forbindelse med byrettens behandling af klagerens krav mod modpart 1. Klageren og dennes advokat blev bekendt med oplysningerne om tinglysningen af handlen med modpart 2, da tinglysningen af stævningen på ejendommen blev afvist. Det havde været hensigtsmæssigt at inddrage kravene mod modpart 2 under en adcitationssag til den verserende sag mod modpart 1, da klagerens krav var at få den omhandlede ejendom tilskødet til sig. Selskabet skal derfor alene dække retssagen mod modpart 2 forholdsmæssigt, som havde sagen været anlagt som en adcitationssag. Opgørelsen må ske skønsmæssigt, og nævnet forudsætter, at parterne vil finde en løsning.

Én eller to forsikringsbegivenheder

Nævnet finder, at sagerne mod modpart 1 og modpart 2 må anses for at være én forsikringsbegivenhed, hvorfor klageren har ret til ét samlet dækningsmaksimum. Dette skyldes, at sagerne vedrører klagerens krav på at få tilskødet en ejendom eller modtage erstatning, og at kravene mod de to modparter er indbyrdes afhængige og støttes på samme faktiske forhold vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt der var indgået en bindende aftale mellem klageren og modpart 1, og hvorvidt modpart 2 var bekendt med denne aftale og dermed var i ond tro på tidspunktet for tinglysningen den 28/7 2017.

Retsafgift

Nævnet har noteret, at modpart 1 ved landsrettens dom er pålagt at afholde omkostningerne til retsafgiften for begge retter. Da der herefter ikke består en konkret økonomisk tvist mellem klageren og selskabet vedrørende betalingen af retsafgiften, finder nævnet ikke grundlag for at træffe afgørelse herom, jf. nævnets vedtægter § 4, stk. 3, nr. 2.